Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/674

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
660
Magnus Haakonsſøn.

Magnus, at dømme Kong Valdemar eller overhoved have noget at ſige over ham, da han var deres Herre og Høvding“. En ſaadan Opfatning af Sagen var ganſke, hvad man kunde vente ſig af Kong Magnus’s Retferdighedsfølelſe og ſtrenge Begreber om Kongemagtens Hellighed, endſkjønt han egentlig handlede inconſeqvent ved at ytre ſig ſaaledes, efter ſelv at være traadt i Dom mellem de ſtridende Brødre. Saavel han ſelv, ſom alle de øvrige Mænd, hvilke Valdemar havde opnævnt i Dom, erklærede at det Tilbud, der nys var gjort ham, ſaa langt fra at være nogen pasſende Erſtatning, tvertimod var at anſee ſom frek Spot og mageløs Uretferdighed. Men de ſvenſke Herrer holdt haardnakket paa deres Mening, og da ingen af de tvende Partier vilde give efter, kunde man ej enes om nogen Dom, og Kong Magnus’s ſaavel ſom de øvrige Fredsvenners velmeente Beſtræbelſer bleve ſaaledes forgjeves. Forhandlingerne afbrødes ganſke, og Thorsdagen den 2den Juli vendte Kongerne Valdemar og Magnus med deres Følge tilbage til Ragnhildarholmen. Søndagen efter holdt Kong Magnus Thing i Kongehelle, og reiſte om Tirsdagen med Kong Valdemar til Ekerøerne, hvorfra han nogle Dage ſenere med hele ſin Flaade ſejlede nord til Tunsberg. Det ſlaar ikke Fejl, at Kong Valdemar nu har anmodet Kong Magnus om at ſtaa ham bi med væbnet Haand, og hjelpe ham til paa denne Maade at faa ſit Rige tilbage, ſiden mindelige Underhandlinger ej formaaede ſaa meget. Men længere end til disſe gik ikke Magnus’s Sind, ſkjønt han havde gjort ſaa ſtore Udruſtninger, og havde en ſaa vældig Flaade ſamlet. For Magnus’s fredelige og udelukkende paa Rigets Vel betænkte Sind maa det for det førſte have ſyntes uforſvarligt, at indvikle Folkene i en dem ganſke uvedkommende Krig; for det andet var det vel neppe engang pasſende, om han, efterat have optraadt ſom Voldgiftsmand mellem de ſtridende Brødre, havde ved Vaabenmagt villet ſætte den Sag igjennem, ſom han ad fredelig Vej ikke kunde ſkaffe Indgang. Saaledes var yderligere Hjelp hos ham ej for Kong Valdemar at vente, og denne drog ſtrax ned til Danmark, for at prøve ſin Lykke hos Kong Erik, medens Kong Magnus vendte tilbage til Tunsberg med ſin Flaade, og her, ſom man maa antage, afſkedigede den. I Følge med ham var da ogſaa Kong Valdemars Dronning Sophia, og deres Børn, nemlig Junker Erik, Ingeborg, der nys var bleven gift med Gerhard af Holſten, og Katharina. Dronning Sophia begav ſig førſt nogle Uger ſenere til Danmark med Junker Erik, ledſaget af Kong Magnus’s Sendebud, Stallaren Audun Hugleiksſøn og Guthorm Gydasſøn; Døtrene Ingeborg og Katharina bleve derimod tilbage i Tunsberg hos Moderſyſteren Dronning Ingeborg. Kong Magnus tilbragte nemlig, efterat have gjort den tidligere omtalte Reiſe til Oplandene og