Magnus’s Mægling kom det nu saa vidt, at begge de usamdrægtige Brødre erklærede sig villige til at indgaa Forlig, saaledes at Kong Magnus tilligemed 16 Voldgiftsmænd, af hvilke enhver af Parterne opnævnte Halvdelen, skulde ransage og prøve deres Mellemværende paa det omhyggeligste, og derefter fælde Dom imellem dem, hvilken Dom de da uvægerligen skulde underkaste sig. Kong Valdemar nævnte nu Erkebiskop Jon, Biskop Askatin, Biskop Johannes af Børglum, Prioren Henrik, Hr. Jon Litle, Erling Alfssøn, Alf Erlingssøn, og Stallaren Olaf af Stein: altsaa lutter norske og danske Herrer, fire gejstlige og fire verdslige. Hertug Magnus nævnte Erkebiskop Folke, Biskop Henrik af Linkøping, Biskop Erik af Skara, Biskop Anund af Strengenes, samt de verdslige Herrer Jon Philipssøn, Æsgøt Lagmand, Ulf Karlssøn og Karl Marskalk[1]. Disse sexten Herrer traadte nu sammen i Dom under Kong Magnus’s Forsæde. Kong Valdemar forlangte at faa sit Rige og modtages med den ham tilkommende Ære, som den, der uretferdigt var stødt fra Thronen, uden at de mod ham fremsatte Beskyldninger tilbørligt vare ransagede: naar han havde faaet sit Rige tilbage, var han beredt at tilsvare hvad der kunde overbevises ham, og yde Enhver sin Ret. Herpaa vilde imidlertid de af hans Broder opnævnte Mænd ikke gaa ind, og meente at han kunde nøje sig med Helsingeland, Vermeland med Dalsland, Borgen Stikleborg og en aarlig Indtægt af 360 Mark Sølv. Kong Magnus derimod stod ivrigt paa sin Svogers Bedste og meente, at han aldeles ikke kunde indlade sig paa noget andet Forslag, end at det hele Rige med alle dets Indtægter blev ham tilbagegivet, saa utilbørligt som man tidligere med Vaabenmagt og Manddrab havde forjaget ham, uden engang at bevise de Beskyldninger, man lagde ham til Last, „især da det ej engang tilkom dem, der nu understøttede
- ↑ Her er der ligeledes Forvirring i Annalernes Text. Efterat de fire svenske Biskopper ere opregnede, nævnes de verdslige Dommere saaledes: Herra Jón Philippusson, Ásgauta lögmana, Úlf Kársson, Böðvar son Úlfs fasa, Kar Marskalk. Men nylig i Forvejen er det udtrykkeligt sagt, at der paa hver Side skulde opnævnes 8 Dommere, ligesom vi have seet at 4 af disse skulde være gejstlige, 4 verdslige; hvis nu den nysanførte Læsemaade var rigtig, vilde der paa Hertugens Side være 9 Dommere, hvoraf de fem verdslige. Dette kan umuligt forholde sig saaledes, og derfor maa et af de fem Navne være urigtigt indkommet. Dette urigtige Ravn sees tydeligt at være „Bødvar“; thi for det første brugtes ikke Navnet Bødvar i Sverige, for det andet havde ikke Jarlen Ulf Fase nogen Søn af dette Navn. Det er klart, at der oprindelig har staaet Úlf Karlsson (ikke Kársson), bróðurson Úlfs fasa, og at Afskriveren har læst bróður, forkortet, som bödvar. Vi have ovenfor (S. 94) seet, at Jarlen Ulf Fase netop havde en Broder ved Ravn Karl Karlssøn, og naar denne havde en Søn, er det højst sandsynligt, at han kunde hede Ulf efter Farbroderen.
