Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/673

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
659
1276. Forligsmøde ved Elven.

Magnus’s Mægling kom det nu ſaa vidt, at begge de uſamdrægtige Brødre erklærede ſig villige til at indgaa Forlig, ſaaledes at Kong Magnus tilligemed 16 Voldgiftsmænd, af hvilke enhver af Parterne opnævnte Halvdelen, ſkulde ranſage og prøve deres Mellemværende paa det omhyggeligſte, og derefter fælde Dom imellem dem, hvilken Dom de da uvægerligen ſkulde underkaſte ſig. Kong Valdemar nævnte nu Erkebiſkop Jon, Biſkop Aſkatin, Biſkop Johannes af Børglum, Prioren Henrik, Hr. Jon Litle, Erling Alfsſøn, Alf Erlingsſøn, og Stallaren Olaf af Stein: altſaa lutter norſke og danſke Herrer, fire gejſtlige og fire verdslige. Hertug Magnus nævnte Erkebiſkop Folke, Biſkop Henrik af Linkøping, Biſkop Erik af Skara, Biſkop Anund af Strengenes, ſamt de verdslige Herrer Jon Philipsſøn, Æsgøt Lagmand, Ulf Karlsſøn og Karl Marſkalk[1]. Disſe ſexten Herrer traadte nu ſammen i Dom under Kong Magnus’s Forſæde. Kong Valdemar forlangte at faa ſit Rige og modtages med den ham tilkommende Ære, ſom den, der uretferdigt var ſtødt fra Thronen, uden at de mod ham fremſatte Beſkyldninger tilbørligt vare ranſagede: naar han havde faaet ſit Rige tilbage, var han beredt at tilſvare hvad der kunde overbeviſes ham, og yde Enhver ſin Ret. Herpaa vilde imidlertid de af hans Broder opnævnte Mænd ikke gaa ind, og meente at han kunde nøje ſig med Helſingeland, Vermeland med Dalsland, Borgen Stikleborg og en aarlig Indtægt af 360 Mark Sølv. Kong Magnus derimod ſtod ivrigt paa ſin Svogers Bedſte og meente, at han aldeles ikke kunde indlade ſig paa noget andet Forſlag, end at det hele Rige med alle dets Indtægter blev ham tilbagegivet, ſaa utilbørligt ſom man tidligere med Vaabenmagt og Manddrab havde forjaget ham, uden engang at beviſe de Beſkyldninger, man lagde ham til Laſt, „iſær da det ej engang tilkom dem, der nu underſtøttede

  1. Her er der ligeledes Forvirring i Annalernes Text. Efterat de fire ſvenſke Biſkopper ere opregnede, nævnes de verdslige Dommere ſaaledes: Herra Jón Philippusson, Ásgauta lögmana, Úlf Kársson, Böðvar son Úlfs fasa, Kar Marskalk. Men nylig i Forvejen er det udtrykkeligt ſagt, at der paa hver Side ſkulde opnævnes 8 Dommere, ligeſom vi have ſeet at 4 af disſe ſkulde være gejſtlige, 4 verdslige; hvis nu den nysanførte Læſemaade var rigtig, vilde der paa Hertugens Side være 9 Dommere, hvoraf de fem verdslige. Dette kan umuligt forholde ſig ſaaledes, og derfor maa et af de fem Navne være urigtigt indkommet. Dette urigtige Ravn ſees tydeligt at være „Bødvar“; thi for det førſte brugtes ikke Navnet Bødvar i Sverige, for det andet havde ikke Jarlen Ulf Faſe nogen Søn af dette Navn. Det er klart, at der oprindelig har ſtaaet Úlf Karlsson (ikke Kársson), bróðurson Úlfs fasa, og at Afſkriveren har læſt bróður, forkortet, ſom bödvar. Vi have ovenfor (S. 94) ſeet, at Jarlen Ulf Faſe netop havde en Broder ved Ravn Karl Karlsſøn, og naar denne havde en Søn, er det højſt ſandſynligt, at han kunde hede Ulf efter Farbroderen.