paa de fast bosatte Nordmænd, i Modsætning til de nomadiserende Finner. Ved en saadan Colonisation blev ogsaa Finmarken selv dragen mere umiddelbart under den norske Konges Herredømme[1].
Det var imidlertid umuligt andet end at disse forandrede Forhold ved Norges nordøstligste Grændser maatte afstedkomme Forviklinger og Sammenstød med de tilgrændsende Folk, især Russerne i Novgorod og de dem underlagte Kareler, der en Tidlang, som det synes, temmelig ustraffet havde strejfet om paa Jagt og Fiskeri i hine Egne, og som desuden ved de fra Sverige i Nord for den finske Bugt, og fra de Danske og Ridderne i Syd for samme Bugt udgaaende, idelige Omvendelses- og Erobrings-Tog vare komne i et temmelig fiendtligt Forhold til sine romersk-katholske Naboer i Vesten. Vi have allerede i det Foregaaende omtalt gjen-
- ↑ Bumænd nævnes, saavidt vides, aller først paa oven anførte Sted i Rimbegla, men her omtales de ikke endnu som boende i selve Finmarken: det heder nemlig „at Malangen skiller mellem Bumænd og Finner“. Derimod omtales Bumænd som bosatte imellem Finnerne i den oven anførte Retterbod af 1313, og i den Angivelse af Grændserne for Norges og Ruslands Skatkrævningsdistrikter, der er aftrykt i Norges gl. Love III. 152, og sandsynligviis er samtidig med Fredstraktaten af 1336, paaberaabes der „gamle Bumænds“ Vidnesbyrd. Disse „gamle Bumænd“ maa altsaa have været enten fødde i Finmarken eller bosatte der i meget lang Tid, det vil altsaa sige, fra anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede. Professor Keyser har i sin Kirkehistorie S. 391 antaget at de Sambitæ, hvis Land Pave Innocentius i en Bulle af 1252 (hvorom nedenfor) bød at underlægges Kong Haakon, hvis de af ham christnedes, kunne have været Finnerne, der i deres eget Sprog kalde sig Same. Denne Mening kunne vi dog ikke tiltræde, da det forekommer os, at Sambitæ ej kunne være andre end de hedenske Indbyggere af Samland i Preussen, mod hvilke der just nu forberededes et Korstog til de tydske Ridderes Hjelp. Det første Tog af Ridderne selv ind i Samland skede netop om Vinteren 1252–53 (se Voigt, Gesch. Preussens III. 43), og et stort Korstog, der endte med Samlands Erobring, foretoges 1255 af den bøhmiske Kong Ottokar. I den Skrivelse til Ottokar fra Paven, som Raynaldus opfører for dette Aar (No. 61), kaldes Samland Sambia; saaledes benævnes det ogsaa i andre latinske Breve og i det Brev ang. Memels Opbyggelse af 1253, der er aftrykt i Voigts Diplomatarium, No. 93, kaldes Samlænderne ligefrem Sambitæ („usque ad finem castrorum exercitus Lettowiorum et Sambitarum“). Da vi af Ravnaldus (1256 No. 15) erfare, at der i 1256 blev prædiket et nyt Korstog mod Preusserne, saavel i Tydskland, som i Danmark, Sverige, Norge og Gotland, (et lignende var allerede prædiket 1243, se Voigt, No. 58) er intet rimeligere end at et lignende Korstog ogsaa kan være blevet prædiket i Norge 1252, eller at de sædvanlige Korstogs-Indulgenser tilstodes dem, der bekrigede Preusserne og hjalp til deres Omvendelse. Noget besynderligt forekommer det, at Paven her kan love Kong Haakon det Landskab, hvis Indbyggere han christnede, da det jo skulde tilhøre Ridderne. Men man maa nøje lægge Merke til det vedføjede Forbehold: „saafremt andre ikke allerede have erhvervet Ret over dem“.
