Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
53
1240. Omvendelſesverket i Finmarken.

paa de faſt boſatte Nordmænd, i Modſætning til de nomadiſerende Finner. Ved en ſaadan Coloniſation blev ogſaa Finmarken ſelv dragen mere umiddelbart under den norſke Konges Herredømme[1].

Det var imidlertid umuligt andet end at disſe forandrede Forhold ved Norges nordøſtligſte Grændſer maatte afſtedkomme Forviklinger og Sammenſtød med de tilgrændſende Folk, iſær Rusſerne i Novgorod og de dem underlagte Kareler, der en Tidlang, ſom det ſynes, temmelig uſtraffet havde ſtrejfet om paa Jagt og Fiſkeri i hine Egne, og ſom desuden ved de fra Sverige i Nord for den finſke Bugt, og fra de Danſke og Ridderne i Syd for ſamme Bugt udgaaende, idelige Omvendelſes- og Erobrings-Tog vare komne i et temmelig fiendtligt Forhold til ſine romerſk-katholſke Naboer i Veſten. Vi have allerede i det Foregaaende omtalt gjen-

  1. Bumænd nævnes, ſaavidt vides, aller førſt paa oven anførte Sted i Rimbegla, men her omtales de ikke endnu ſom boende i ſelve Finmarken: det heder nemlig „at Malangen ſkiller mellem Bumænd og Finner“. Derimod omtales Bumænd ſom boſatte imellem Finnerne i den oven anførte Retterbod af 1313, og i den Angivelſe af Grændſerne for Norges og Ruslands Skatkrævningsdiſtrikter, der er aftrykt i Norges gl. Love III. 152, og ſandſynligviis er ſamtidig med Fredstraktaten af 1336, paaberaabes der „gamle Bumænds“ Vidnesbyrd. Disſe „gamle Bumænd“ maa altſaa have været enten fødde i Finmarken eller boſatte der i meget lang Tid, det vil altſaa ſige, fra anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede. Profesſor Keyſer har i ſin Kirkehiſtorie S. 391 antaget at de Sambitæ, hvis Land Pave Innocentius i en Bulle af 1252 (hvorom nedenfor) bød at underlægges Kong Haakon, hvis de af ham chriſtnedes, kunne have været Finnerne, der i deres eget Sprog kalde ſig Same. Denne Mening kunne vi dog ikke tiltræde, da det forekommer os, at Sambitæ ej kunne være andre end de hedenſke Indbyggere af Samland i Preusſen, mod hvilke der juſt nu forberededes et Korstog til de tydſke Ridderes Hjelp. Det førſte Tog af Ridderne ſelv ind i Samland ſkede netop om Vinteren 1252—53 (ſe Voigt, Geſch. Preusſens III. 43), og et ſtort Korstog, der endte med Samlands Erobring, foretoges 1255 af den bøhmiſke Kong Ottokar. I den Skrivelſe til Ottokar fra Paven, ſom Raynaldus opfører for dette Aar (No. 61), kaldes Samland Sambia; ſaaledes benævnes det ogſaa i andre latinſke Breve og i det Brev ang. Memels Opbyggelſe af 1253, der er aftrykt i Voigts Diplomatarium, No. 93, kaldes Samlænderne ligefrem Sambitæ („usque ad finem castrorum exercitus Lettowiorum et Sambitarum“). Da vi af Ravnaldus (1256 No. 15) erfare, at der i 1256 blev prædiket et nyt Korstog mod Preusſerne, ſaavel i Tydſkland, ſom i Danmark, Sverige, Norge og Gotland, (et lignende var allerede prædiket 1243, ſe Voigt, No. 58) er intet rimeligere end at et lignende Korstog ogſaa kan være blevet prædiket i Norge 1252, eller at de ſædvanlige Korstogs-Indulgenſer tilſtodes dem, der bekrigede Preusſerne og hjalp til deres Omvendelſe. Noget beſynderligt forekommer det, at Paven her kan love Kong Haakon det Landſkab, hvis Indbyggere han chriſtnede, da det jo ſkulde tilhøre Ridderne. Men man maa nøje lægge Merke til det vedføjede Forbehold: „ſaafremt andre ikke allerede have erhvervet Ret over dem“.