Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
52
Haakon Haakonsſøn.

til Finnerne, da vi have andre Vidnesbyrd for, at Haakon alvorligt beſtræbte ſig for Finnernes Omvendelſe til Chriſtendommen. Han lod nemlig ogſaa, ſom Sagaen beretter, opføre en Kirke i Ofoten[1], aabenbart for de til Chriſtendommen omvendte Finner, der vankede om i det Indre af denne Fjord og Nabofjordene, ligeſom vi allerede have ſeet, at Pave Gregorius den 9de i 1241 havde tilladt ham at opfylde ſit Korstogsløfte ved at bekrige ſit Lands hedenſke Naboer[2], en Benævnelſe, der viſtnok i Pavens Tanker indbefattede flere Folk end Finnerne, navnlig de hedenſke Indbyggere af Finland, iſær Tavaſterne, mod hvilke han livlig havde ladet prædike Korstog i Sverige[3], men hvorunder dog i alle Fald ogſaa hine maatte forſtaaes. Det er ſaaledes heel ſandſynligt, at Bjarmerne i Malangen, tilligemed de Søfinner, der boede længer øſtligt ved Balsfjorden, Ulfsfjorden og Lyngen, ſaavel ſom de i disſe Egne omvankende, til Chriſtendommen omvendte Fjeldfinner udgjorde det nye, til Tromsø henhørende Kirkeſogn. Da man veed, at Tromsø Kirke ſenere var et af de 14 kongelige Capeller, er det ikke uſandſynligt, at den netop er den Trækirke, ſom nævnes i det tidligere omtalte Pavebrev af 1247, hvor Patronatsretten til de paa kongelige Ejendomme opførte, af Krongodſet doterede Kirker blev Kongen tilſtaaet, og at dens Opførelſe ſaaledes falder mellem 1238 og 1247[4]. Nu var ſaaledes Tromsø Kirke den nordligſte i Norge. Hidtil havde det været Lengjuviks (Lengviks) Kirke, ſtrax ſydveſtenfor Malangen[5].

Efter at Begyndelſen til Chriſtendommens Udbredelſe ſaaledes var gjort, og den førſte chriſtelige Menighed oprettet inden Finmarkens Grændſer, ſynes Omvendelſesverket raſkere at være blevet fortſat[6], ligeſom man ogſaa fra denne Tid af kan regne, at Nordmænd begyndte at nedſætte ſig langs Finmarkens Kyſter paa de for Fiſkeri og Handelsdrift bekvemme Steder. Thi det er førſt fra nu af, at man hører tale om de ſaakaldte Bumænd, den bekjendte ſædvanlige Benævnelſe i Finmarken

  1. Sammeſteds.
  2. Se ovenfor III. S. 1013.
  3. Se herom ſtrax nedenfor, S. 54.
  4. I Pavebrevet af 1308, hvorved Clemens den 8de ſanctionerer Indretningen med de 14 kongelige Capeller, og opregner dem, kaldes Tromsø Kirke ecclesia sanctæ Mariæ de Trums juxta paganos.
  5. Denne erklæres udtrykkeligt for den nordligſte Kirke i Rimbegla, S. 330, hvilket Sted (Opregningen af Finmarkens- og Haalogalands Øer) maa være affattet tidligere end Opførelſen af Tromsø Kirke.
  6. Der faſtſættes ſaaledes i Retterbod af 12te Aug. 1313 (Norges gl. L. III. 107) visſe Lettelſer for de Finner, der antage Chriſtendommen, hvoraf man ſynes at maatte ſlutte, at Omvendelſesverket da var i fuld Gang.