Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
51
1238. Bjarmer flygte for Mongolerne til Norge.

at Rusland, der hidtil var lige ſaa civiliſeret, ſom nogen anden øſteuropæiſk Stat, og under mangehaande Forbindelſer med Nabolandene befandt ſig i den ſamme jevnt fremſkridende Udviklingstilſtand ſom disſe, nu for lang Tid løsreves fra den europæiſke Cultur-Udviklings Omraade, og ſank ned i det dybe Barbari, hvorfra det endnu ved Peter den ſtores Regjeringstiltrædelſe ikke ſynderligt havde hævet ſig. Navnlig kan man vel antage, at det var under Mongolervældet, at det ſlaviſke Folke-Element i Rusland ganſke fik Magten over det gamle germaniſke, ſaaledes at den nordiſk-germaniſke Mundart, der tidligere havde været de egentlige Rusſers, det vil ſige det herſkende Folks, og fornemmelig Fyrſteſlægtens Modersmaal, nu aldeles gik til Grunde og forglemtes, ſaa at ſlaviſk Sprog blev det eneherſkende i alle de Egne, hvor ikke mongoliſke eller tatariſke Horder ſloge ſig ned.

Uagtet Mongolernes Angreb ikke naaede frem til det egentlige Norden, er det dog let begribeligt, at man ogſaa der med Forfærdelſe erfarede deres Fremtrængen, og at man tillige ſaa Virkningen deraf, idet mange Flygtninger ſøgte Sikkerhed i Egnene hiinſides Øſterſøen og Finmarkens Fjelde. En ſaadan Flytning i Masſe ſynes at have fundet Sted fra det gamle Bjarmeland til Finmarken. Thi Sagaen fortæller, at en Mængde Bjarmer, der havde flygtet for den Ufred ſom Tatarerne (ſaaledes kaldtes ſtedſe Mongolerne i de Tider) anrettede, tyede til Kong Haakon, og at han chriſtnede dem og gav dem Malangen-Fjord at bebo[1]. Malangen dannede dengang netop Nord-Grændſen før Haalogaland, altſaa for det egentlige Norge; hiinſides den regnedes Finmarken at begynde. Det var altſaa i den nærmeſt Haalogaland beliggende Deel af Finmarken, at de flygtende Bjarmer fik nedſætte ſig. Naar dette ſkede, ſiges ikke, men da man af de rusſiſke Aarbøger erfarer, at Mongolernes frygteligſte Herjen i Ruslands nordligere Egne ſkede i Begyndelſen af Aaret 1238, da blandt andre Steder ogſaa det mægtige Vladimir blev indtaget og næſten i Bund og Grund ødelagt, er det ikke uſandſynligt, at Efterretningen herom har ſat Bjarmerne i Skræk, og at deres Flugt til Norge er at henføre til dette eller det følgende Aar. Kong Haakon lod, ſom Sagaen beretter, en Kirke opføre paa Tromsø, og chriſtnede det Kirkeſogn[2], det vil ſige, det omliggende Diſtrikt, der efter hans Foranſtaltning ſkulde ſogne dertil. Der ſiges ikke, om dette ſtod i Forbindelſe med Bjarmecoloniens Nedſættelſe og Omvendelſe til Chriſtendommen, eller om der her alene ſigtes til Finnerne ved Balsfjorden og i Sundene der omkring. Sandſynligviis ſigtes der baade til Bjarmerne og

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 333.
  2. Sammeſteds.