Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50
Haakon Haakonsſøn.

ſydover, og hjemſøgte Ungarn, hvis Konge Bela den 4de blev aldeles overvunden, og maatte endog holde ſig ſkjult i længere Tid, medens Sejrherrerne med uhørt Gruſomhed huſerede i hans Rige. Forgjeves henvendte Bela ſig til Pave Gregor og Kejſer Frederik om Hjelp; uagtet Faren nu var dem ſelv ſaa nær, beſkjeftigedes de dog alt for meget af deres egne Anliggender til at kunne gjøre noget kraftigt Skridt mod Barbarerne. De indſkrænkede ſig meſtendeels til gode Løfter, Gregorius tilſagde derhos ved en Bulle af 16de Juni 1241[1] dem, derefter at have taget Korſet droge til Ungarn, og kæmpede mod „Tatarerne“, ſamme Fordele, ſom om de virkelig droge til det hellige Land. Af dette Tilſagn havde, ſom vi ſee, Knut Jarl benyttet ſig. Efterretningen om Oktai Khans Død 1241 bevægede imidlertid Batu til at drage øſtover, ſaa at det ulykkelige Ungarn fik nogen Lettelſe og Kong Bela efterhaanden atter kunde komme i rolig Beſiddelſe af ſit Rige. Men Batu gik dog ikke længer end til Egnene øſtenfor Volga, hvor han opſlog ſin Hovedreſidens, for derfra med deſpotiſk Magt at beherſke det ham tildeelte Rige Kaptſjak, og Rusland var derfor ikke ſaa lykkeligt ſom Polen og Ungarn, at Mongolernes Herredømme ophørte ved deres Tilbagetog i 1241. Tvertimod, den ſtørſte Deel af Rusland var og blev Batu Khan underkaſtet; endog Novgorod, hvorhen Erobringshæren dog ikke var naaet, maatte finde ſig i at betale en aarlig Tribut, for at faa beholde ſine Beſiddelſer paa den ſiberiſke Grændſe eller Ingrien, der for Pelsverksfangſtens Skyld vare uundværlige. Den daværende Storfyrſte, Jaroſlav Vſevolods Søn, maatte med ſin Søn Conſtantin og mange Stormænd indfinde ſig i Batus Lejr og hylde ham, hvorimod Batu til Gjengjeld belenede ham med Overherredømmet over hele Rusland. Sønnen, Conſtantin, maatte dog efter Batus Befaling drage endnu videre mod Øſt, til den egentlige Stor-Khan Gajuk, Oktais Søn, der igjen, ſom det hed, var Batus Overherre. Men Rigets uhyre Udſtrækning, i Forbindelſe med den Omſtændighed, at Gajuk endnu var mindreaarig[2], gjorde dette Overherredømme kun nominelt, og Batu, den vældige Erobrer, herſkede ſom ganſke uafhængig Fyrſte i Kaptſjak. Fra denne Tid af laa Aaget i over to Aarhundreder over Rusland, og uagtet Mongolerne ikke blandede ſig umiddelbart i Landets indre Anliggender, er det dog tydeligt,

  1. Raynaldi annales 1241, No. 18.
  2. Gajuk ſtod under Formynderſkab af ſin Moder, den talentfulde Turakeina, et chriſtent Fruentimmer, Datter af Presbyteren Johannes, og ſaaledes de Chriſtne gunſtig: endog hendes Søn Gajuk ſkal have haft et chriſteligt Capell, hvor der blev ſunget Mesſe. (Plano Carpini, hos Bergeron, S. 18, Rubruquis, ſammeſteds S. 67.) Heraf udſpandt ſig de fabelagtige Fortællinger om den mægtige „Preſt Johannes“, Herſker over et uhyre Rige i Aſien.