Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49
1237—43. Mongolerne i Øſt-Europa.

for at ſtaa dette Rige bi mod Tatarerne; hvilken Bøn herved indvilgedes, ſaaledes at Erkebiſkoppen paa Pavens Vegne kunde give Jarlen den fornødne Bemyndigelſe, hvis Tatarerne inden et Aar kom tilbage. I andet Fald kunde han ogſaa frakjøbe ſig Forpligtelſen ved at betale til det hellige Lands Hjelp, hvad Korstoget, Rejſen iberegnet, vilde have koſtet ham, og han ſkulde lige fuldt nyde den Aflad, der var tilſtaaet dem, ſom perſonligt begave ſig til det hellige Land. De af ham indbetalte Penge ſkulde opbevares paa et ſikkert Sted, indtil de afſendtes efter Beſtemmelſen, og Paven ſkulde underrettes om deres Beløb ſaavel ſom om Opbevaringsſtedet[1]. Da Tatarerne ikke kom tilbage til Ungarn, og Jarlen ſaaledes ikke gjorde noget Tog derhen, ej heller til Palæſtina, maa han vel paa den i Brevet antydede Maade have affundet ſig med Kirken.

De Tatarer, ſom her omtales, ere det ellers under Navnet Mongoler vel bekjendte Folk fra det Indre af Nordaſien, der i førſte Halvdeel af det 13de Aarhundrede i talløſe Skarer ſom en fortærende Strøm veltede ind over det øſtlige Europa, udbredende Forfærdelſe og Ødelæggelſe overalt, og underkaſtede ſig ſtore Strækninger, hvor Chriſtendom og Civiliſation traadtes under Fødder af Hedendom og Barbari. Allerede medens Erobringsrigets Stifter, Dſjingis-Khan, endnu levede, havde de gjort ødelæggende Indfald i det af indbyrdes Stridigheder mellem mange Smaafyrſter ſønderrevne Rusland, og tilføjet Rusſerne et forfærdeligt Nederlag ved Kalka (1224); men de havde ſtrax efter draget ſig tilbage igjen til det indre af Aſien og i længere Tid havde man intet hørt til dem. Imidlertid var Dſjingis død 1227, og eſterfulgtes af ſin Søn Oktai, der tørſtede af Begjærlighed efter at udvide ſit Rige, og ſendte en vældig Hær under ſin Broderſøn Batu for at erobre Landene mod Veſt, medens andre Hære ſendtes mod Øſt og Syd. Dog viſte Batu og Mongolerne ſig ikke endnu inden Ruslands Grændſer førend i 1237, men de viſte ſig da og ſaa meget frygteligere. Intet var i Stand til at modſtaa dem. Med uſtandſelig Kraft trængte de frem; de herligſte Stæder ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller mishandledes; i Løbet af de tre Aar indtil 1240 var Størſtedelen af Rusland undertvungen, og nu gik det ud over de veſtenfor beliggende Riger, Polen og Ungarn. Barbarerne trængte lige ind i Schleſien, men her ſtillede Hertug Henrik den fromme, underſtøttet af andre Fyrſter, ſig imod dem, og kæmpede ſaa tappert ved Liegnitz (9de April 1241), at uagtet Mongolerne, der havde mangedobbelt Overmagt, tilſidſt ſejrede, og han ſelv faldt, følte de dog ingen Lyſt til at trænge videre frem paa denne Kant, men vendte ſig

  1. Dipl. Norv. I. No. 27.