Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/63

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
49
1237–43. Mongolerne i Øst-Europa.

for at staa dette Rige bi mod Tatarerne; hvilken Bøn herved indvilgedes, saaledes at Erkebiskoppen paa Pavens Vegne kunde give Jarlen den fornødne Bemyndigelse, hvis Tatarerne inden et Aar kom tilbage. I andet Fald kunde han ogsaa frakjøbe sig Forpligtelsen ved at betale til det hellige Lands Hjelp, hvad Korstoget, Rejsen iberegnet, vilde have kostet ham, og han skulde lige fuldt nyde den Aflad, der var tilstaaet dem, som personligt begave sig til det hellige Land. De af ham indbetalte Penge skulde opbevares paa et sikkert Sted, indtil de afsendtes efter Bestemmelsen, og Paven skulde underrettes om deres Beløb saavel som om Opbevaringsstedet[1]. Da Tatarerne ikke kom tilbage til Ungarn, og Jarlen saaledes ikke gjorde noget Tog derhen, ej heller til Palæstina, maa han vel paa den i Brevet antydede Maade have affundet sig med Kirken.

De Tatarer, som her omtales, ere det ellers under Navnet Mongoler vel bekjendte Folk fra det Indre af Nordasien, der i første Halvdeel af det 13de Aarhundrede i talløse Skarer som en fortærende Strøm veltede ind over det østlige Europa, udbredende Forfærdelse og Ødelæggelse overalt, og underkastede sig store Strækninger, hvor Christendom og Civilisation traadtes under Fødder af Hedendom og Barbari. Allerede medens Erobringsrigets Stifter, Dsjingis-Khan, endnu levede, havde de gjort ødelæggende Indfald i det af indbyrdes Stridigheder mellem mange Smaafyrster sønderrevne Rusland, og tilføjet Russerne et forfærdeligt Nederlag ved Kalka (1224); men de havde strax efter draget sig tilbage igjen til det indre af Asien og i længere Tid havde man intet hørt til dem. Imidlertid var Dsjingis død 1227, og esterfulgtes af sin Søn Oktai, der tørstede af Begjærlighed efter at udvide sit Rige, og sendte en vældig Hær under sin Brodersøn Batu for at erobre Landene mod Vest, medens andre Hære sendtes mod Øst og Syd. Dog viste Batu og Mongolerne sig ikke endnu inden Ruslands Grændser førend i 1237, men de viste sig da og saa meget frygteligere. Intet var i Stand til at modstaa dem. Med ustandselig Kraft trængte de frem; de herligste Stæder ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller mishandledes; i Løbet af de tre Aar indtil 1240 var Størstedelen af Rusland undertvungen, og nu gik det ud over de vestenfor beliggende Riger, Polen og Ungarn. Barbarerne trængte lige ind i Schlesien, men her stillede Hertug Henrik den fromme, understøttet af andre Fyrster, sig imod dem, og kæmpede saa tappert ved Liegnitz (9de April 1241), at uagtet Mongolerne, der havde mangedobbelt Overmagt, tilsidst sejrede, og han selv faldt, følte de dog ingen Lyst til at trænge videre frem paa denne Kant, men vendte sig

  1. Dipl. Norv. I. No. 27.