Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48
Haakon Haakonsſøn.

deels hans Sendebud havde overbragt, deels Cardinal Villjam havde haft med, en ſærdeles god Hjelp for Innocentius i denne kritiſke Tid[1]. Innocentius ſkjønnede altfor godt, at Truſler og Magtſprog ikke nyttede med Haakon, og at det allerede var ſtore Ting, naar han, perſonligt en Ven af Kejſer Frederik, ikke reentud tog Parti for denne. Derfor vedblev Innocentius ſtedſe at behandle Haakon med den ſtørſte Forekommenhed, og Haakon var viſt altfor klog til ej at indſe Grunden Han vidſte, at han gjerne kunde gaa temmelig vidt, førend Paven vilde foretage noget Skridt imod ham.

Et yderligere Beviis paa Innocentius’s Iver for at imødekomme Kong Haakons Ønſker var det, at han under 10de December 1247, efter hans Anmodning, tillod ham ſelv at vælge Preſter ſaavel til de trende Kirker, der allerede enten af ham ſelv eller af hans Forgængere vare opførte ved tre af Kongsgaardene, ſom til de andre, han ſenere maatte lade opbygge ved de øvrige Kongsgaarde, forudſat, at han af ſit eget Gods doterede dem tilſtrækkeligt. Erkebiſkoppen ſaavel ſom Lydbiſkopperne fik den udtrykkelige Befaling, at antage de Perſoner, Kongen til disſe Preſte-Embeder maatte præſentere, og Biſkop Paal i Hamar blev ſærſkilt beordret at ſe Forføjningen udført[2]. Denne Ret, ytrede Paven, tilſtod han Kongen ſom et Slags Erkjendtlighed, fordi Kongens Forfædre frivilligt havde renonceret paa Patronatsretten over Norges Kirker i Almindelighed. Denne Indrømmelſe fra Paveſtolen dannede Grundlaget for den ſenere merkelige Indretning med de 14 kongelige Capeller, hvorom der i det følgende vil blive Tale.

Ogſaa Knut Jarl havde taget Korſet, det ſiges ikke naar, men i alle Fald meget tidligere end Jeruſalems Erobring 1244, efterſom der forefindes et af Pave Innocentius kort efter hans Indvielſe udſtedt Brev (dateret Anagni, 3die Auguſt 1243) til Erkebiſkop Sigurd, hvori der meddeles denne, at Knut Jarl, i Betragtning af at der for Øjeblikket ikke foreſtod noget almindeligt Korstog, og han desuden formedelſt de ſlemme Tider ej efter Ønſke var iſtand til at udføre ſit Korstogsløfte, havde anholdt om i dets Sted at maatte gjøre et Tog til Ungarn

  1. Raumer, Geſch. der Hohenſt. IV. 263., beregner, at Innocentius beſtred ſtørſte Delen af Omkoſtningerne til Krigen i Italien mod Hohenſtauferne ved de fra Haakon erholdte Pengeſummer.
  2. Dipl. Norv. I. No. 43. Der ſiges i Brevet, at af de her nævnte trende Kirker vare de to af Steen, hvilket vel middelbart antyder, at den tredie var af Træ. Af disſe tvende Steenkirker var den ene, ſom man godt kan ſkjønne, den nysopførte Apoſtelkirke i Bergen Den anden var rimeligviis Mariekirken i Oslo, der upaatvivlelig var en gammel Steenbygning. Trækirken var ſandſynligviis Tromsø Kirke, om hvilken ſtrax nedenfor.