deels hans Sendebud havde overbragt, deels Cardinal Villjam havde haft med, en særdeles god Hjelp for Innocentius i denne kritiske Tid[1]. Innocentius skjønnede altfor godt, at Trusler og Magtsprog ikke nyttede med Haakon, og at det allerede var store Ting, naar han, personligt en Ven af Kejser Frederik, ikke reentud tog Parti for denne. Derfor vedblev Innocentius stedse at behandle Haakon med den største Forekommenhed, og Haakon var vist altfor klog til ej at indse Grunden Han vidste, at han gjerne kunde gaa temmelig vidt, førend Paven vilde foretage noget Skridt imod ham.
Et yderligere Beviis paa Innocentius’s Iver for at imødekomme Kong Haakons Ønsker var det, at han under 10de December 1247, efter hans Anmodning, tillod ham selv at vælge Prester saavel til de trende Kirker, der allerede enten af ham selv eller af hans Forgængere vare opførte ved tre af Kongsgaardene, som til de andre, han senere maatte lade opbygge ved de øvrige Kongsgaarde, forudsat, at han af sit eget Gods doterede dem tilstrækkeligt. Erkebiskoppen saavel som Lydbiskopperne fik den udtrykkelige Befaling, at antage de Personer, Kongen til disse Preste-Embeder maatte præsentere, og Biskop Paal i Hamar blev særskilt beordret at se Forføjningen udført[2]. Denne Ret, ytrede Paven, tilstod han Kongen som et Slags Erkjendtlighed, fordi Kongens Forfædre frivilligt havde renonceret paa Patronatsretten over Norges Kirker i Almindelighed. Denne Indrømmelse fra Pavestolen dannede Grundlaget for den senere merkelige Indretning med de 14 kongelige Capeller, hvorom der i det følgende vil blive Tale.
Ogsaa Knut Jarl havde taget Korset, det siges ikke naar, men i alle Fald meget tidligere end Jerusalems Erobring 1244, eftersom der forefindes et af Pave Innocentius kort efter hans Indvielse udstedt Brev (dateret Anagni, 3die August 1243) til Erkebiskop Sigurd, hvori der meddeles denne, at Knut Jarl, i Betragtning af at der for Øjeblikket ikke forestod noget almindeligt Korstog, og han desuden formedelst de slemme Tider ej efter Ønske var istand til at udføre sit Korstogsløfte, havde anholdt om i dets Sted at maatte gjøre et Tog til Ungarn
- ↑ Raumer, Gesch. der Hohenst. IV. 263., beregner, at Innocentius bestred største Delen af Omkostningerne til Krigen i Italien mod Hohenstauferne ved de fra Haakon erholdte Pengesummer.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 43. Der siges i Brevet, at af de her nævnte trende Kirker vare de to af Steen, hvilket vel middelbart antyder, at den tredie var af Træ. Af disse tvende Steenkirker var den ene, som man godt kan skjønne, den nysopførte Apostelkirke i Bergen Den anden var rimeligviis Mariekirken i Oslo, der upaatvivlelig var en gammel Steenbygning. Trækirken var sandsynligviis Tromsø Kirke, om hvilken strax nedenfor.
