Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47
1248. Forhandlinger øm Korstog.

rettede ſtort mere, og efter nogen Tids Forløb maatte ty tilbage til ſine Arvelande. Men i Mellemtiden, fra Henrik Raſpes Død i Februar 1247 indtil Vilhelms retsſtridige Valg i October ſamme Aar, ſynes det virkeligt, ſom om Innocentius et Øjeblik har tænkt paa at tilbyde Haakon, om hvis Magt, Dygtighed og Fromhed han maa have haft ſtore Tanker, den tydſke Kongekrone. Matthæus af Paris ſiger i det mindſte, at han havde en ſaadan Plan for Øje, da han lod ham krone. Beretningen herom hos den ellers ſaa nøjagtige Matthæus er nu viſtnok noget forvirret og uchronologiſk, iſær da han ſætter Vilhelms Valg efter den engelſke Jarls Richards, og Pavens Henſigt, at tilbyde Kong Haakon Tydſklands Krone, efter Vilhelm igjen; men noget ſandt maa der dog være i Beretningen, ſiden en ſaa vel underrettet Mand ſom Matthæus fortæller det, og der lader ſig neppe paaviſe nogen Tid, hvori Paven kan have haft et ſaadant Forſæt, uden netop i den ovenmeldte Mellemtid mellem Henrik Raſpes Død og Vilhelms Valg. Offentligt er dog neppe noget ſaadant Tilbud blevet fremſat, men vel kan Cardinal Villjam underhaanden have følt ſig for hos Kongen desangaaende, og ladet Sagen fare, ſaaſnart han merkede, at Haakon ej vilde indlade ſig derpaa. Thi Haakon var ikke den, ſom af Ærgjerrighed ſveeg ſit Venſkab med Kejſeren, eller indviklede ſit Rige i koſtbare og unødvendige Fejder. Han erklærede uden Forbehold, at han altid var rede til at kæmpe mod Kirkens, men ikke mod Pavens Fiender. Det ſamme erklærede han navnlig, og det med en drøj Ed, for Matthæus, da denne i 1348 opholdt ſig hos ham[1]. Erklæringen kunde nu kun ſigte til Korstoget, da Vilhelm allerede Aaret forud var valgt, og Paven virkelig paa denne Tid lod forkynde, „at hver den, ſom hjalp Kong Vilhelm til at indtage det mod Kirken ulydige Achen, ikke behøvede at drage til Jeruſalem eller Cairo, men havde fuldkommen affundet ſig med ſit Løfte, og ſkulde ovenikjøbet nyde Velſignelſer og Aflad i Overflod“[2]. Kong Haakon forudſaa viſtnok, at naar han førſt var dragen afſted med en Hær og Flaade, vilde Paven faa ſtørre Magt over ham, og altid finde et Paaſkud til at holde ham tilbage i Europa og benytte hans Folk mod Kejſeren Om han end virkelig fra førſt af havde haft Lyſt til at gjøre et Korstog, maatte denne Omſtændighed ganſke kvæle Lyſten, og tillige berolige hans Samvittighed, naar han idelig unddrog ſig fra at opfylde Løftet. Men han maa have forſtaaet at holde Innocentius’s Taalmodighed vedlige med gode Løfter og venſkabelige Forſikringer Del-hos bar ogſaa de Penge, ſom

  1. Matthæus Pariſ. S. 540. jvfr. Th. Torvesſøns Hist. Norv. S. 265, hvor Stedet anføres.
  2. Mencos Chronicon, citeret i Raumers Geſch. der Hohenſtaufen IV. S. 191.