rettede stort mere, og efter nogen Tids Forløb maatte ty tilbage til sine Arvelande. Men i Mellemtiden, fra Henrik Raspes Død i Februar 1247 indtil Vilhelms retsstridige Valg i October samme Aar, synes det virkeligt, som om Innocentius et Øjeblik har tænkt paa at tilbyde Haakon, om hvis Magt, Dygtighed og Fromhed han maa have haft store Tanker, den tydske Kongekrone. Matthæus af Paris siger i det mindste, at han havde en saadan Plan for Øje, da han lod ham krone. Beretningen herom hos den ellers saa nøjagtige Matthæus er nu vistnok noget forvirret og uchronologisk, især da han sætter Vilhelms Valg efter den engelske Jarls Richards, og Pavens Hensigt, at tilbyde Kong Haakon Tydsklands Krone, efter Vilhelm igjen; men noget sandt maa der dog være i Beretningen, siden en saa vel underrettet Mand som Matthæus fortæller det, og der lader sig neppe paavise nogen Tid, hvori Paven kan have haft et saadant Forsæt, uden netop i den ovenmeldte Mellemtid mellem Henrik Raspes Død og Vilhelms Valg. Offentligt er dog neppe noget saadant Tilbud blevet fremsat, men vel kan Cardinal Villjam underhaanden have følt sig for hos Kongen desangaaende, og ladet Sagen fare, saasnart han merkede, at Haakon ej vilde indlade sig derpaa. Thi Haakon var ikke den, som af Ærgjerrighed sveeg sit Venskab med Kejseren, eller indviklede sit Rige i kostbare og unødvendige Fejder. Han erklærede uden Forbehold, at han altid var rede til at kæmpe mod Kirkens, men ikke mod Pavens Fiender. Det samme erklærede han navnlig, og det med en drøj Ed, for Matthæus, da denne i 1348 opholdt sig hos ham[1]. Erklæringen kunde nu kun sigte til Korstoget, da Vilhelm allerede Aaret forud var valgt, og Paven virkelig paa denne Tid lod forkynde, „at hver den, som hjalp Kong Vilhelm til at indtage det mod Kirken ulydige Achen, ikke behøvede at drage til Jerusalem eller Cairo, men havde fuldkommen affundet sig med sit Løfte, og skulde ovenikjøbet nyde Velsignelser og Aflad i Overflod“[2]. Kong Haakon forudsaa vistnok, at naar han først var dragen afsted med en Hær og Flaade, vilde Paven faa større Magt over ham, og altid finde et Paaskud til at holde ham tilbage i Europa og benytte hans Folk mod Kejseren Om han end virkelig fra først af havde haft Lyst til at gjøre et Korstog, maatte denne Omstændighed ganske kvæle Lysten, og tillige berolige hans Samvittighed, naar han idelig unddrog sig fra at opfylde Løftet. Men han maa have forstaaet at holde Innocentius’s Taalmodighed vedlige med gode Løfter og venskabelige Forsikringer Del-hos bar ogsaa de Penge, som
