Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/669

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
655
1275. Den ſvenſke Kong Valdemar ſlagen og fangen.

ikke længer at have anſeet det fornødent at holde gode Miner med de øvrige Konger i Norden; vi ville nedenfor ſee, hvorledes han efter nogle Aars Forløb var i aabenbar Krig med Kong Magnus om Dronning Ingeborgs Arvegods; og med den ſvenſke Hertug, ſaavel ſom hans Broder, ſluttede han endog et Forbund mod Kong Valdemar, hvorved han forbandt ſig til at underſtøtte dem med 100 fuldt udruſtede Ryttere og en Deel Fodfolk, imod at de betalte ham 6000 Mk. Sølv[1]. Denne Hær, der befaledes af Jakob, Søn af Grev Nicolaus i Halland, og Marſken Stig Andersſøn, ſynes at være blevne førte til Sverige af Junker Erik om Sommeren 1273, medens Hertug Magnus allerede før var vendt tilbage til Sverige, og nu ſluttede ſig til Hæren. Kong Valdemar ſamlede paa ſin Side en Hær, men ſtillede ſig ikke engang ſelv i Spidſen for den; ſaaledes er det intet Under, at den blev aldeles ſlagen, ved Hova paa Tiveden (4de Juli 1275), ſaa at Kong Valdemar i Haſt maatte flygte til Norge med ſin treaarige Søn, Junker Erik. Kong Magnus var da, ſom vi vide, i Bergen, men Valdemar tog ſin Tilflugt til hans Statholder eller Sysſelmand i Sarpsborg, Hr. Erik Alfsſøn, der ogſaa ſynes at have taget vel imod ham, og beholdt hans lille Søn hos ſig, for at han kunde være i Sikkerhed, medens Valdemar ſelv atter vovede ſig ind over Grændſen[2]. Det varede ikke længe, førend han her en Aften blev overrumplet og fangen af Hertug Magnus’s Mænd, ſom denne havde udſendt for at lede efter ham. Hans Huſtru, Dronning Sophia, ſynes allerede umiddelbart efter Slaget at være falden i Hertugens Hænder. Valdemar blev bragt til Hertugen, ſom bebrejdede ham hans tidligere Ferd, og ſkød fornemmelig Skylden paa Dronningen, men lovede dog at behandle ham ſaa naadigt, ſom han kunde forlange. Der blev holdt et Møde etſteds i Veſtergøtland, ſandſynligviis i Ljodhuus, hvor Valdemar maatte afſtaa Regjeringen og hele Svealand med Finland og Øſtergøtland til ſine Brødre, medens Valdemar maatte nøje ſig med Smaaland og Veſtergøtland, Vermeland og Dalsland[3]. Magnus antog nu Kongetitel, og udnævnte derimod ſin Broder Erik til Hertug; der var ſaaledes nu tvende Konger ſamtidigt i Sverige[4]. Valdemar fandt ſig imidlertid ikke længe i dette tvungne

  1. Liljegren, Dipl. Sv. I. No. 585, efter Ericus Olai.
  2. Isl. Annaler ved 1275.
  3. Den ſvenſke Rimkrønike.
  4. At Magnus allerede nu eller ſtrax efter antog Kongetitel, og udnævnte Erik til Hertug, ſees af hans Brev af 11te September 1275, aftrykt i Dipl. Sv. I. No. 599: her kalder han ſig ſelv Konge og Erik Hertug. I et Brev af 22de Juni 1275 (ſſteds No. 596) kalder han ſig derimod endnu Hertug, og