ikke længer at have anseet det fornødent at holde gode Miner med de øvrige Konger i Norden; vi ville nedenfor see, hvorledes han efter nogle Aars Forløb var i aabenbar Krig med Kong Magnus om Dronning Ingeborgs Arvegods; og med den svenske Hertug, saavel som hans Broder, sluttede han endog et Forbund mod Kong Valdemar, hvorved han forbandt sig til at understøtte dem med 100 fuldt udrustede Ryttere og en Deel Fodfolk, imod at de betalte ham 6000 Mk. Sølv[1]. Denne Hær, der befaledes af Jakob, Søn af Grev Nicolaus i Halland, og Marsken Stig Anderssøn, synes at være blevne førte til Sverige af Junker Erik om Sommeren 1273, medens Hertug Magnus allerede før var vendt tilbage til Sverige, og nu sluttede sig til Hæren. Kong Valdemar samlede paa sin Side en Hær, men stillede sig ikke engang selv i Spidsen for den; saaledes er det intet Under, at den blev aldeles slagen, ved Hova paa Tiveden (4de Juli 1275), saa at Kong Valdemar i Hast maatte flygte til Norge med sin treaarige Søn, Junker Erik. Kong Magnus var da, som vi vide, i Bergen, men Valdemar tog sin Tilflugt til hans Statholder eller Sysselmand i Sarpsborg, Hr. Erik Alfssøn, der ogsaa synes at have taget vel imod ham, og beholdt hans lille Søn hos sig, for at han kunde være i Sikkerhed, medens Valdemar selv atter vovede sig ind over Grændsen[2]. Det varede ikke længe, førend han her en Aften blev overrumplet og fangen af Hertug Magnus’s Mænd, som denne havde udsendt for at lede efter ham. Hans Hustru, Dronning Sophia, synes allerede umiddelbart efter Slaget at være falden i Hertugens Hænder. Valdemar blev bragt til Hertugen, som bebrejdede ham hans tidligere Ferd, og skød fornemmelig Skylden paa Dronningen, men lovede dog at behandle ham saa naadigt, som han kunde forlange. Der blev holdt et Møde etsteds i Vestergøtland, sandsynligviis i Ljodhuus, hvor Valdemar maatte afstaa Regjeringen og hele Svealand med Finland og Østergøtland til sine Brødre, medens Valdemar maatte nøje sig med Smaaland og Vestergøtland, Vermeland og Dalsland[3]. Magnus antog nu Kongetitel, og udnævnte derimod sin Broder Erik til Hertug; der var saaledes nu tvende Konger samtidigt i Sverige[4]. Valdemar fandt sig imidlertid ikke længe i dette tvungne
- ↑ Liljegren, Dipl. Sv. I. No. 585, efter Ericus Olai.
- ↑ Isl. Annaler ved 1275.
- ↑ Den svenske Rimkrønike.
- ↑ At Magnus allerede nu eller strax efter antog Kongetitel, og udnævnte Erik til Hertug, sees af hans Brev af 11te September 1275, aftrykt i Dipl. Sv. I. No. 599: her kalder han sig selv Konge og Erik Hertug. I et Brev af 22de Juni 1275 (ssteds No. 596) kalder han sig derimod endnu Hertug, og
