Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/668

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
654
Magnus Haakonsſøn.

den i Mindelighed paa et Høvdingemøde, hvor Kongen og hans Brødre ſelv vare tilſtede, og hvor i Særdeleshed den yngſte, Benedict, ſøgte at ſtille til Rette og megle Fred, idet han renoncerede paa nogen ſom helſt Deel af Riget, haabende, ſom han ſagde, „at Kirken nok orkede at føde ham“; men forgjeves; Hertug Magnus undſagde formeligt ſin Broder, og ilede, ledſaget af Junker Erik, til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelſe hos Kong Erik Chriſtophersſøn, der i det hele taget ſynes ikke at have været ſynderlig venſkabeligt ſtemt mod de tvende Konger, der vare gifte med hans Farbroders, Kong Eriks, Døtre, og ſaaledes havde erhvervet Fordringer paa Jordegods i Landet. Han havde vel, medens han endnu laa i Strid med de holſtenſke Grever om Værgemaalet for den nys afdøde ſønderjydſke Hertug Erik Abelsſøns Søn, Valdemar, og efter at disſe om Høſten 1272 havde gjort et ødelæggende Indfald i Sønderjylland, ſendt Geſandter til Kong Magnus i Norge, og ſøgt hans Venſkab, med de bedſte Forſikringer om ſin Oprigtighed, hvorpaa ogſaa Kong Magnus ved et eget Geſandtſkab fra Norge havde givet nok ſaa venligt Svar; men ſiden havde Kong Erik faaet Overhaand over Holſtenerne[1], og fra dette Øjeblik af ſynes han

    fra Tronen paa Grund af den Utugt, han havde bedrevet med ſin Svigerinde; men derved beſtemmes dog ikke Tiden, naar dette ſkede. — Hvad nu Romerrejſen angaar, da er det dog en højſt merkelig Omſtændighed, at hverken Rimkrøniken eller de isl. Annaler omtale den. At den fandt Sted, er viſt nok, thi Detmar omtaler den i ſine Annaler (Grautoffs Udg. S. 151), tilføjende at Valdemar paa Tilbagerejſen opholdt ſig ganſke kort Tid i Lübeck; han omtaler den endog under 1274; men netop den Maade, hvorpaa han omtaler den, gjør at man vanſkeligt kan henføre den til dette Aar. Thi efter at have talt om Conciliet i Lyon, ſiger han at „til ſamme Tid ſatte de Svenſke ſig op mod Kong Valdemar og toge Magnus til Konge; Kongen drog da til Rom for at afbøde ſin Synd, og Paven afløſte ham — — da han kom tilbage, fik han Modſtand af Magnus — —, i 1275 begav han ſig til Danmark“. Nu er det viſt, at Magnus ej antog Kongenavn førend i 1275, og at Valdemar ej drog til Danmark førend i 1276. Altſaa ſynes Romerrejſen at maatte henføres til 1275 eller 1276. Desuden ſee vi af Dipl. Svec. I. No. 573, at Valdemar ikke havde forladt Sverige 6te Marts 1274, ſamt af Rimkrøniken, at han om Sommeren var ved Høvdingemødet paa Tranøjanes; men nu var Pave Gregorius lige fra November 1273 til Mai 1275 i Lyon, ſaa at der altſaa ingen Pave var i Rom, til hvem Valdemar kunde rejſe for at faa Afløsning. At han kun rejſte til Lyon, ſiges ingenſteds. Det ſandſynligſte er nok derfor, at han ſlet ikke var i Rom 1274, men derimod maaſkee rejſte did om Høſten 1276, efter at han havde begivet ſig til Danmark, hvor man ikke hører til ham førend i 1277. Har nu desuagtet Valdemars og Juthas Fejltrin førſt fundet Sted efter at hun forlod Kloſtret, ſkulde man ſnareſt antage at det ſkede umiddelbart for Magnus’s Oprør, i 1274 eller 1275. Huitfeld beretter om disſe Begivenheder deels efter Rimkrøniken (eller Ericus Olai), deels efter yngre ukritiſke Combinationer. Han lader Valdemar gaa lige til Jeruſalem.

  1. Kong Magnus’s Saga, Brudſt. Cap. 5.