den i Mindelighed paa et Høvdingemøde, hvor Kongen og hans Brødre selv vare tilstede, og hvor i Særdeleshed den yngste, Benedict, søgte at stille til Rette og megle Fred, idet han renoncerede paa nogen som helst Deel af Riget, haabende, som han sagde, „at Kirken nok orkede at føde ham“; men forgjeves; Hertug Magnus undsagde formeligt sin Broder, og ilede, ledsaget af Junker Erik, til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Kong Erik Christopherssøn, der i det hele taget synes ikke at have været synderlig venskabeligt stemt mod de tvende Konger, der vare gifte med hans Farbroders, Kong Eriks, Døtre, og saaledes havde erhvervet Fordringer paa Jordegods i Landet. Han havde vel, medens han endnu laa i Strid med de holstenske Grever om Værgemaalet for den nys afdøde sønderjydske Hertug Erik Abelssøns Søn, Valdemar, og efter at disse om Høsten 1272 havde gjort et ødelæggende Indfald i Sønderjylland, sendt Gesandter til Kong Magnus i Norge, og søgt hans Venskab, med de bedste Forsikringer om sin Oprigtighed, hvorpaa ogsaa Kong Magnus ved et eget Gesandtskab fra Norge havde givet nok saa venligt Svar; men siden havde Kong Erik faaet Overhaand over Holstenerne[1], og fra dette Øjeblik af synes han
- ↑ Kong Magnus’s Saga, Brudst. Cap. 5.
fra Tronen paa Grund af den Utugt, han havde bedrevet med sin Svigerinde; men derved bestemmes dog ikke Tiden, naar dette skede. – Hvad nu Romerrejsen angaar, da er det dog en højst merkelig Omstændighed, at hverken Rimkrøniken eller de isl. Annaler omtale den. At den fandt Sted, er vist nok, thi Detmar omtaler den i sine Annaler (Grautoffs Udg. S. 151), tilføjende at Valdemar paa Tilbagerejsen opholdt sig ganske kort Tid i Lübeck; han omtaler den endog under 1274; men netop den Maade, hvorpaa han omtaler den, gjør at man vanskeligt kan henføre den til dette Aar. Thi efter at have talt om Conciliet i Lyon, siger han at „til samme Tid satte de Svenske sig op mod Kong Valdemar og toge Magnus til Konge; Kongen drog da til Rom for at afbøde sin Synd, og Paven afløste ham – – da han kom tilbage, fik han Modstand af Magnus – –, i 1275 begav han sig til Danmark“. Nu er det vist, at Magnus ej antog Kongenavn førend i 1275, og at Valdemar ej drog til Danmark førend i 1276. Altsaa synes Romerrejsen at maatte henføres til 1275 eller 1276. Desuden see vi af Dipl. Svec. I. No. 573, at Valdemar ikke havde forladt Sverige 6te Marts 1274, samt af Rimkrøniken, at han om Sommeren var ved Høvdingemødet paa Tranøjanes; men nu var Pave Gregorius lige fra November 1273 til Mai 1275 i Lyon, saa at der altsaa ingen Pave var i Rom, til hvem Valdemar kunde rejse for at faa Afløsning. At han kun rejste til Lyon, siges ingensteds. Det sandsynligste er nok derfor, at han slet ikke var i Rom 1274, men derimod maaskee rejste did om Høsten 1276, efter at han havde begivet sig til Danmark, hvor man ikke hører til ham førend i 1277. Har nu desuagtet Valdemars og Juthas Fejltrin først fundet Sted efter at hun forlod Klostret, skulde man snarest antage at det skede umiddelbart for Magnus’s Oprør, i 1274 eller 1275. Huitfeld beretter om disse Begivenheder deels efter Rimkrøniken (eller Ericus Olai), deels efter yngre ukritiske Combinationer. Han lader Valdemar gaa lige til Jerusalem.
