Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/667

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
653
1274. Uenighed mellem de ſvenſke Fyrſter.

ſine Vegne følge med til Skara for at høre de nys omhandlede Eder. Disſe, ſiges der, bleve dog ikke ſaaledes aflagte, at de, der ſkulde høre dem, fandt dem betryggende, hvorpaa der paa ny opſtod Uenighed mellem de ſvenſke Fyrſteſønner. Desværre ere Kilderne her ſaa mangelagtige, at vi ikke nøje kjende Sammenhængen med alt dette. Saavidt man kan ſkjønne, maa der iſær have været et meget fiendtligt Forhold mellem Hertug Magnus og Dronning Sophia, der formodentlig havde gjennemſkuet hans liſtige Planer; hun kaldte ham ſpotviis „Katlabotaren“ (Kjedelflikkeren) formedelſt hans mørke, tateragtige Udſeende[1], og han gav hende igjen Skyld for, at Kongen, ſom han ſagde, ikke gav ham ſaa ſtore Forleninger, ſom der tilkom ham. Hidtil havde han, ſom det ſynes, ſkudt ſin yngre Broder Erik foran ſig, og ladet ham handle, medens han ſelv holdt ſig i Baggrunden; men nu traadte han ogſaa ſelv frem, og ved Midſommerstid 1274 var Uenigheden i aabenbar Lue[2]. Man gjorde dog endnu et Forſøg paa at bilægge Fei-

  1. Man ſkulde heraf næſten ſlutte at et Slags omløbende Tatere eller Kjedelflikkere allerede da, førend de egentlige Zigeuneres Ankomſt, fandtes i Norden.
  2. Man vil her viſtnok ſavne Hentydning til hvorledes Kongen ſkal have forført ſin Svigerinde Jutha 1273, og om hans i den Anledning foretagne Romerrejſe, for at erholde Pavens Abſolution 1274, ſamt hvorledes Hertug Magnus under hans Fraværelſe ſkulde have tilrevet ſig Tronen. Men jeg har udeladt alt dette med velberaad Hu, da baade Chronologien og andre Omſtændigheder ſynes at ſtille ſig ganſke imod en ſaadan Combination. Det er af ældre Kilder alene Rimkrøniken og det i Scr. r. Sv. I. S. 50 fgg. aftrykte Chronicon, der omtaler Valdemars og Juthas Fejltrin, men naar man læſer Rimkrønikens Ord i Sammenhæng med det efterfølgende, ſeer man ſtrax, at der her ikke er lagt an paa nogen nøjagtig Tidsangivelſe, og for ſaa vidt en ſaadan ſkulde være tilſigtet, faar man ſnareſt Indtrykket af at Juthas Beſøg hos Dronning Sophia og paafølgende Uheld ſkede kort efter Sophias Bryllup, da Jutha endnu ikke var bleven Nonne, men kun, ſom Rimkrøniken ſiger, havde ſagt, „at hun vilde blive Jomfru“, da man vilde bortgifte hende. Hendes højtidelige Indklædning ſandt Sted 1266. (Suhm X. 577). Da var hun omtrentlig 20 Aar gammel. Aaret forud (Suhm X. 543) havde hun anlagt Kloſterdragten: nu er det dog for det førſte rimeligere, at hendes Fejltrin ſkede tidligere, i hendes yngre, mere uerfarne Dage, end i 1273, da hun i det mindſte maa have været 27 Aar gammel; for det andet bliver det aller ſandſynligſt, at hun gik i Kloſter for at ſkjule fin Skam og afbøde ſin Synd. Rimkrønikens Beſkrivelſe af hendes „englelige“ Skjønhed ved hendes Beſøg i Sverige pasſer ogſaa bedſt paa en meget ung Pige. Derhos vilde det dog være beſynderligt, om ikke Rimkrøniken ved at omtale hendes Fald, ej ſkulde have udhævet, at hun var Nonne, hvis dette virkelig var Tilfældet: ligeledes vilde det være utænkeligt, at Pave Nicolaus III., da han i Aaret 1279 klagede over at Jutha havde forladt Kloſtret uden Tilladelſe, og taget hendes Ejendomme i Beſiddelſe, ikke ogſaa ſkulde have omtalt hendes Fejltrin, hvis dette var begaaet efter hendes Indtrædelſe i Kloſtret. Det oven nævnte Chronicon ſiger kun at Valdemar var bleven ſtødt