Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/667

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
653
1274. Uenighed mellem de svenske Fyrster.

sine Vegne følge med til Skara for at høre de nys omhandlede Eder. Disse, siges der, bleve dog ikke saaledes aflagte, at de, der skulde høre dem, fandt dem betryggende, hvorpaa der paa ny opstod Uenighed mellem de svenske Fyrstesønner. Desværre ere Kilderne her saa mangelagtige, at vi ikke nøje kjende Sammenhængen med alt dette. Saavidt man kan skjønne, maa der især have været et meget fiendtligt Forhold mellem Hertug Magnus og Dronning Sophia, der formodentlig havde gjennemskuet hans listige Planer; hun kaldte ham spotviis „Katlabotaren“ (Kjedelflikkeren) formedelst hans mørke, tateragtige Udseende[1], og han gav hende igjen Skyld for, at Kongen, som han sagde, ikke gav ham saa store Forleninger, som der tilkom ham. Hidtil havde han, som det synes, skudt sin yngre Broder Erik foran sig, og ladet ham handle, medens han selv holdt sig i Baggrunden; men nu traadte han ogsaa selv frem, og ved Midsommerstid 1274 var Uenigheden i aabenbar Lue[2]. Man gjorde dog endnu et Forsøg paa at bilægge Fei-

  1. Man skulde heraf næsten slutte at et Slags omløbende Tatere eller Kjedelflikkere allerede da, førend de egentlige Zigeuneres Ankomst, fandtes i Norden.
  2. Man vil her vistnok savne Hentydning til hvorledes Kongen skal have forført sin Svigerinde Jutha 1273, og om hans i den Anledning foretagne Romerrejse, for at erholde Pavens Absolution 1274, samt hvorledes Hertug Magnus under hans Fraværelse skulde have tilrevet sig Tronen. Men jeg har udeladt alt dette med velberaad Hu, da baade Chronologien og andre Omstændigheder synes at stille sig ganske imod en saadan Combination. Det er af ældre Kilder alene Rimkrøniken og det i Scr. r. Sv. I. S. 50 fgg. aftrykte Chronicon, der omtaler Valdemars og Juthas Fejltrin, men naar man læser Rimkrønikens Ord i Sammenhæng med det efterfølgende, seer man strax, at der her ikke er lagt an paa nogen nøjagtig Tidsangivelse, og for saa vidt en saadan skulde være tilsigtet, faar man snarest Indtrykket af at Juthas Besøg hos Dronning Sophia og paafølgende Uheld skede kort efter Sophias Bryllup, da Jutha endnu ikke var bleven Nonne, men kun, som Rimkrøniken siger, havde sagt, „at hun vilde blive Jomfru“, da man vilde bortgifte hende. Hendes højtidelige Indklædning sandt Sted 1266. (Suhm X. 577). Da var hun omtrentlig 20 Aar gammel. Aaret forud (Suhm X. 543) havde hun anlagt Klosterdragten: nu er det dog for det første rimeligere, at hendes Fejltrin skede tidligere, i hendes yngre, mere uerfarne Dage, end i 1273, da hun i det mindste maa have været 27 Aar gammel; for det andet bliver det aller sandsynligst, at hun gik i Kloster for at skjule fin Skam og afbøde sin Synd. Rimkrønikens Beskrivelse af hendes „englelige“ Skjønhed ved hendes Besøg i Sverige passer ogsaa bedst paa en meget ung Pige. Derhos vilde det dog være besynderligt, om ikke Rimkrøniken ved at omtale hendes Fald, ej skulde have udhævet, at hun var Nonne, hvis dette virkelig var Tilfældet: ligeledes vilde det være utænkeligt, at Pave Nicolaus III., da han i Aaret 1279 klagede over at Jutha havde forladt Klostret uden Tilladelse, og taget hendes Ejendomme i Besiddelse, ikke ogsaa skulde have omtalt hendes Fejltrin, hvis dette var begaaet efter hendes Indtrædelse i Klostret. Det oven nævnte Chronicon siger kun at Valdemar var bleven stødt