Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/666

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
652
Magnus Haakonsſøn.

ved et til Tunsberg afſendt Bud indſtændigt bede om at ſkjenke ham en Sammenkomſt, hvor ſom helſt Magnus maatte beſtemme det, for at handle om disſe ubehagelige Sager, og bringe en Megling til Veje. Magnus ſvarede at han gjerne ſkulde møde ham, men at han ej vilde rejſe længer end til Sarpsborg, hvor han til Midfaſte-Tid[1] (19de Marts) ſkulde begive ſig hen, og hvor den ſvenſke Konge da kunde finde ham. Hertil var Valdemar nu ſtrax villig. Til den beſtemte Tid begav Magnus ſig afſted, ledſaget, blandt andre, af Biſkop Arne i Skaalholt, der, ſom det allerede ovenfor er nævnt, havde tilbragt Vintren hos ham i Tunsberg. Da Kongen var kommen over paa den anden Side af Fjorden, til Varna, kom ganſke uventet Junker Erik Byrgesſøn ham i Møde. Han ſkulde have været i Følge med ſin Broder Kong Valdemar paa Rejſen, men en Dag, medens denne ſtod paa, bad han om Tilladelſe til at ride lidt ud for ſin Fornøjelſe, og da dette var blevet ham tilſtaaet, reed han, ſaa hurtigt han kunde, blot ledſaget af nogle faa Svende, lige til Norge, hvor han ſaaledes traf Kong Magnus førend denne endnu var kommen til Borg[2]. Hans Henſigt var, ſom man ſeer, endnu ikke fiendtlig mod Broderen; han vilde kun ſtemme Magnus gunſtigt for ſig og ſit Parti ved den foreſtaaende Megling. Han fulgte nu ſelv med Magnus, der tog venligt imod ham, til Borg. Siden kom Kong Valdemar; Kong Magnus ſendte Biſkop Arne hen for at møde ham et Stykke paa Vejen, og modtog ham ved Ankomſten til Borg med de ſtørſte Hædersbeviisninger og et herligt Gjeſtebud. Det lykkedes, fortælles der, Kong Magnus baade at forlige begge Brødrene, Kong Valdemar og Junker Erik, og at faa Jon Philipsſøn tagen til Naade, ſamt Bo Galens Fredløshed ophævet. Valdemar, Erik og Jon Philipsſøn ſkulde mødes i Skara, hvor 12 Mænd ſkulde beſverge Forliget i Paahør af Befuldmægtigede fra Kong Magnus, der i hans Navn ſkulde erklære hvor vidt Ederne vare betryggende. Alle Forhandlinger i Borg gik, ſiges der, med ſtørſte Blidhed fra Haanden mellem Kongerne, og der blev ogſaa talt om mange andre vigtige Anliggender, til hvilte ſandſynligviis Grændſe-Opgjøret hørte, ſkjønt det er højſt uviſt, om det kom til nogen Afgjørelſe[3]. Ved Afſkeden gav Kongen ſin Svoger, den ſvenſke Konge, herlige Gaver, og lod en af ſine Stallarer, Olaf af Stein, tilligemed andre gode Mænd paa

  1. At Mødet holdtes ved Midfaſte, ſiges baade i Annalerne og i Biſkop Arnes Saga Cap. 10.
  2. Erik ſees den 5te Februar 1273, altſaa faa Dage før ſin Flugt, at have udſtedt fra Bjelbo, Ættens Hovedgaard, et Gavebrev til ſin Stifter Chriſtina, ſe Dipl. Sv. I. No. 566.
  3. Se ovenfor S. 650, Note 2.