Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/665

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
651
1273. Uenighed mellem de ſvenſke Fyrſter.

Valdemar kom ikke, og tilbragte derimod Tiden, heder det, med at fornøje ſig, rimeligviis med Jagt, oppe i Sverige, hvorpaa Magnus vendte tilbage til Tunsberg, for at tilbringe Vintren der. Sandſynligviis ſkulde Grændſe-Anliggendet have været videre behandlet paa dette Møde. Men nu fik Valdemar andet at tænke paa. I denne Tid, heder det, begyndte Kong Valdemars Venneſælhed meget at aftage i Sverige, i Sammenligning med hvad den havde været i hans Faders Tid. Byrge Jarl var nemlig død i Aaret 1266, og det er aabenbart at Valdemar manglede Kraft og Indſigt til at raade ſig ſelv. Han havde tre Brødre, Magnus, der havde faaet Hertugstitel, Junker Erik, og Benedict, kaldet Klerk, der havde faaet en gejſtlig Opdragelſe og ventede at blive Erkebiſkop; af disſe ſtod den ærgjerrige Hertug Magnus langt over Valdemar i Klogſkab og Dygtighed, og pønſede i Bevidſtheden herom ſikkert allerede nu raa at ſtøde ſin Broder fra Tronen, om han end ikke for det førſte lod ſig merke med andet, end at han fandt ſine Forleninger for ſmaa. Dog holdt han ſig endnu for det førſte tilbage, medens derimod Junker Erik ligefrem ytrede ſin Misfornøjelſe med at han ej havde faaet ſaa ſtore Forleninger ſom han anſaa lig tjent med eller berettiget til; han kaldte ſig derfor i ſin Harme ſelv „Erik Allsenkte“ (aldeles intet)[1], opholdt ſig endog en Stund ved det danſke Hof maaſkee lige ſiden Faderens Død, og kom førſt tilbage mod Slutningen af 1272. Medlemmerne af Folkunge-Ætten, Kongens Slægtninger, blandede ſig ligeledes, ſom det ſettes, i Tviſten. Deres Hoved ſynes paa denne Tid at have været Hr. Jon Philipsſøn af Rumby, en Søn af Philip Laurentsſøn, og derved beſlægtet ſaavel med det norſke Kongehuus, ſom paa mødrene Side med den mægtige Æsbern-Snare-Ætt i Danmark. Jon Philipsſøn maa paa en eller anden Maade have gjort ſig mistænkt af Valdemar, eller fornærmet ham, thi der berettes, at han lod ham fængſle engang medens han var i Kirke, og holde i Forvaring. Maaſkee har han ſtaaet i nærmere Forbindelſe med Junker Erik, hvilken Kong Valdemar havde ſterkt mistænkt for oprørſke Planer, og derfor nu holdt under et Slags Opſigt. En anden fornem ſvenſk Herre, Bo Galen, var ogſaa faldt i Unaade hos Valdemar og erklæret fredløs, ſaa at han maatte flygte til Norge, hvor Kong Magnus tillod ham at opholde ſig ved Hoffet; han har formodentlig ogſaa været indviklet med i Junker Eriks og Jon Philipsſøns virkelige eller foregivne Stemplinger. Alt dette maa have vakt ſaa megen Misnøie og Uro, at Kong Valdemar fandt det raadeligſt at roe til ſin Svogers, den redelige og almeenagtede Kong Magnus’s Biſtand og han lod ham derfor om Vintren

  1. Efter Rimkrøniken ſkulde Dronning Sophia have givet ham dette Øgenavn.