Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/663

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
649
1265—1273. Forhandlinger om den norſk-ſvenſke Grændſe.

det ſynes den ældſte og meſt anſeede af dem, Lodin i Alrarkelda, ſiges der forøvrigt, at han kunde erindre, at da han førſte Gang opgik dette Grændſeſkjel (ventelig kun for Jemtelands og Herjedalens Vedkommende), kunde endnu ikke en eneſte Mand i Straum pater noster, hvilket viſer, at Chriſtendommen enten maa være kommen meget ſildigt til disſe afſides Egne, eller ogſaa at Indbyggerne der maa have været meget forſømte. Hvilket af begge Dele der antages, forklares let af den Omſtændighed, at Jemteland lige ſiden Chriſtendommens Indførelſe i Biſkop Steinfinns Dage[1] hørte under det langt bortliggende Upſalas Dioces, ikke under Nidaros, hvorfra der havde været ſaa meget lettere at ſende Preſter og Lærere. — Det andet Thingsvidne ſiges at være aflagt af en vis Thord i Troſavik med 12 gamle Mænd, der tillige meddeelte det gamle Sagn om Herjedalens Bebyggelſe ved Herjulf Hornbrjot, ja opregnede endog Herjulfs Ættmænd lige til den Tid da Vidnesbyrdet optoges. Det begynder ogſaa fra Jemtelands Sammenſtød med „Finmarken“, men nævner ſom øverſte Grændſepunkt her Veimo-Sjø (Vaimo Javre nogle Mile norden for Jadnem-Røſet), hvorved Jemterne ſiges at erholde en Strækning af 19 Raſter nord for Straum i hvad man da kaldte Finmarken, nemlig de nuværende ſvenſke Lapmarker, til at veide Dyr og Ikorne; og endelig veed det om det nys angivne Landſkjel mellem Jemteland og Helſingeland, at det ſaaledes havde ligget lige ſiden Skule Jarl døde, om hvilken Skule Jarl vi allerede tidligere have antydet at han ſandſynligviis er Skule, Toſtig Jarls Søn, der i ſine gamle Dage under Kong Eyſtein, da Jemteland underkaſtede ſig Norge, har baaret Jarletitel, og haft et Slags Befaling derover, uden at det i de for dette Tidsrum ſaa ufuldſtændige Sagaer er angivet[2].

Grændſen var ſaaledes paa det nærmeſte underſøgt for hele Strækningen fra Raudaberg eller Vaimo-Sø i Finn- eller Lapmarken, hvor der i den Tid ingen egentlig Grændſe gaves, til Herjedalens ſydveſtligſte Punkt, ſamt fra Grinnefors ſydefter lige til Gøta-Elven. Det ſtod nu kun tilbage at beſtemme Grændſen mellem Herjedalen og Grinnefors, hvilket og var ſaa meget mere nødvendigt, ſom det erfares at Gøterne, det vil da her

    anden fra Beimoſjø, (Baimo Javre ved Røſet No. 207) Hulſjø, Kjedſje, Randeſjø, Høttingsſjø, Hilleſjø, Negaſjø, Kjærſjø eller Kjølſjø, Thelle-Aaſen, Bilartjern og Blaafinnstjern (om hvilke et gammelt Sagn meddeles), Tunderaaſen ved Fors, Thelle-Aaſen (Talleraaſen), o. ſ. v.: de her ſidſt angivne Grændſepunkter antyde Grændſen paa hiin „Kjøl“, nemlig mellem Jemteland og Aangermannland, ſom i den forud udgaaende Angivelſe kun omtales under eet.

  1. Se ovenfor II. S. 603, 604.
  2. Se ovenfor II. S. 603.