Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/660

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
646
Magnus Haakonssøn.

tilkom enhver af Kong Eriks fire Døtre[1], uden at det dog lykkedes i det mindste den svenske og norske Dronning at komme i fuldstændig Besiddelse af fine Godser, hvilket igjen senere, som vi ville see, var Hovedaarsag til en langvarig og blodig Krig mellem Norge og Danmark. Det Møde, som Kong Magnus om Sommeren 1265 havde med Byrge Jarl, sandsynligviis i Kongehelle eller Ljodhuus, og hvorom der ovenfor er handlet, var vel for en stor Deel foranstaltet i den Hensigt at raadslaa nærmere om disse Anliggender; man veed for Resten ikke mere derom, end hvad Sturlunga-Saga beretter i Anledning af Sturla Tbordssøns Nærværelse ved Mødet, og den Draapa, han her kvad for Jarlen. Det er imidlertid ogsaa højst sandsynligt, at Kong Magnus allerede ved den Lejlighed bragte et Anliggende paa Bane, der sees at have ligget ham særdeles meget paa Hjertet, nemlig at faa Grændsen mellem Norge og Sverige bestemt. Der havde, saa vidt man kan see, ingen Forhandlinger fundet Sted herom, siden Kong Harald Gilles og Jarlen Karl Sunessøns Dage, da Grændseskjellet mellem Vestergøtland og de tilstødende Dele af Norge var bleven bestemt ved Vidnesprov paa begge Sider[2]. Nu blev hele den norsk-svenske Grændse lige fra det øverste af Jemteland, ved Lapmarkens Begyndelse, til Gøta-Elven opgaaet og bestemt. Vi have endnu en Afskrift af et i den Anledning forfattet Document, hvoraf man seer, at hver Konge udnævnte sex Mænd til at træde sammen og bestemme Grændsen efter Vidneforklaringer, optagne i de forskjellige Grændsedistricter. Disse tolv Mænd, hvoraf saaledes Grændsecommissionen bestod, vare fra norsk Side Hr. Erling Alfssøn, Erling Lagmand paa Raumarike, Sigurd Pertil, Lagmand i Oslo[3], en vis Gjardar Bonde, Thorlak paa Riva[4] og Thore Thinghatt[5]; fra svensk Side Gøtstaf Peterssøn, Karl Haraldssøn, Brynjulf Bothildessøn, Gunulf Prest paa Ving, Christmad Palnessøn og Nikolas Christinessøn[6]. Men om disse Mænd selv foranstaltede Vidneforklaringerne optagne, eller, hvad der er det rimeligste, disse allerede vare optagne ved Kongernes Foranstaltning førend Commnissionen udnævntes, eller om

  1. Se ovf. S. 480, 481.
  2. S. o. II. S. 762.
  3. At Sigurd Bertil var Lagmand i Oslo 1266, ligesom Erling Lagmand paa Raumarike, sees af et Diplom for dette Aar aftrykt i Annaler for Nord. Oldk. og Hist. 1846, S. 162. En Sigurd Fertil, neppe den samme, nævnes i Haakon Haakonssøns Saga, allerede ved 1239, se ovf. III. S. 938.
  4. Riva er Gaarden Rive i Aremark.
  5. En Thore Thinghatt nævnes som Søn af Hr. Jon Raud Ivarssøn i Annalerne ved 1310; da han faldt i en Trefning mod Hertug Erik. Men det kan vel ikke være den samme.
  6. Karl Haraldssøn og Brynjulf Bothildessøn nævnes i Dipl. af 1285 som den svenske Kong Magnus’s Mænd.