Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/659

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
645
1264—77. Begivenh. paa Island. Arnes Chriſtenret ſuſpenderet.

lod Island, for at reiſe hjem igjen til Norge, ſkrev Biſkop Arne med vant til Kong Magnus, og overlod det nu ganſke til Kongens Beſtemmelſe, hvorledes det ſkulde forholdes med Chriſtendomsbaalken[1]. Altſaa, med andre Ord, denne var nu ganſke ſuſpenderet og den ældre endnu gjeldende.

Allerede førend Eindride drog fra Øen, havde Ravn, Thorvard og Sturla indſkibet ſig for at drage til Norge. Om de havde faaet nogen Kaldelſe af Kongen, vides ikke; maaſkee havde Eindride efter Biſkoppens Raad anmodet dem om at rejſe, Ravn for, om Kongen fandt ſaaledes for godt, at blive udnævnt til Overbefalingsmand, Thorvard for at ſvare paa de Klager, Biſkoppen fremførte mod ham, og Sturla for at møde baade Thorvards og Biſkoppens Klager over hans Mangel paa Holdning. De kom dog ikke det Aar længere end til Færøerne, da de lede Skibbrud der og maatte forblive der Vintren over. Vaaren efter kom de til Norge, hvorfra Sturla dog allerede ſamme Sommer vendte tilbage. De Klager, ſom baade Biſkoppen og Thorvard førte over Sturla, viſe at han nu paa ſin gamle Alder har været for ſvag og ængſtelig til at kunne beſtyre ſit vanſkelige Embede tilbørligt. Efter ſin Hjemkomſt ſynes han ogſaa tildeels at have draget ſig ud af de politiſke Conflicter, indtil han, i 1283, nedlagde Lagmands-Embedet, og trak ſig tilbage til Fagerø i Breidafjorden, hvor han døde Aaret efter, 70 Aar gammel (30te Juli 1284)[2].

60. Kong Magnus’s Forhold til det ſvenſke Hof. Forhandlinger om Rigsgrændſen. Magnus optræder ſom Fredsmegler mellem Kong Valdemar og hans Broder.


Med Sveriges Konge og Jarl fortſatte Kong Magnus den venſkabelige Forbindelſe, der allerede var ſtiftet i hans Fader Kong Haakons Tid. Hertil bidrog ogſaa meget det Svogerſkab, ſom var mellem Magnus og Kong Valdemar, og den fælles Interesſe, de ſom gifte med hver ſin Datter af Kong Erik Valdemarsſøn i Danmark havde af at varetage deres Huſtruers Tarv lige over for det danſke Kongehuus. Vi have ſaaledes ſeet, at der i Aaret 1264 ved norſke og ſvenſke Befuldmægtigede paa den ene Side, og danſke paa den anden, iſtandbragtes et ſaakaldet Opgjør, hvorved det endog paa Skillingen beregnedes, hvad der

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 37. Arne ſendte ved denne Lejlighed Kongen ogſaa „en friſk Heſt, der kom godt tilpas“.
  2. Arne Biſkops Saga Cap. 20, jvfr. Sturlunga-Saga X. 19. Her ſiges det, at Sturla lod Lagmands-Embedet fare da Stridighederne begyndte; dette er ikke ganſke nøjagtigt, for ſaa vidt ſom han virkelig blev i Embedet til 1283, ſom det nedenfor ſkal omtales; men man ſeer dog, at han den hele Tid holdt ſig udenfor disſe voldſomme Storme.