Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/658

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
644
Magnus Haakonsſøn.

paatale ſine Sager paa Heredsthingene efter den gamle Chriſtenret, dog ſaaledes at Sekterne helſt ſkulde rettes efter den nye Lov; han forbød ogſaa de haandgangne Mænd at befatte ſig med Kirkeſager; men til Gjengjeld viſte ogſaa Arne ſig deſto ivrigere i at befordre Kongens Interesſer, thi, ſagde Eindride, deſto rimeligere var det da ogſaa, at Kirken og Biſkoppen beholdt ſine Rettigheder ubeſkaarne.

Et Exempel paa Biſkop Arnes Iver for Kongens Sag er os opbevaret. Sysſelmanden Asgrim Thorſteinsſøn, der havde Biſkop Arnes Anbefaling at takke for ſin Udnævnelſe til Sysſelmand, laa i Uenighed med en vis Bjørn, hvis Kone var i Slægt med Biſkoppen, ſaavel ſom med Loft Helgesſøn, Biſkoppens Syſterſøn og Forſtander for Skaalholts Biſkopsgaard. Asgrim ſøgte at bringe dem i Ulejlighed, og der fremſtod virkelig nogle Folk, der, viſtnok efter hans Anſtiftelſe, beſkyldte dem for at have talt uſømmeligt om Kongen. Biſkoppen ſelv anmeldte dette for Eindride, der ſtrax ſtevnede dem over til Norge for at retfærdiggjøre ſig. Dette er et af de førſte Exempler, vi treffe, paa ſlige ſaakaldte „Utanſtevninger“, der naturligviis vare Islændingerne yderſt forhadte. De Stevnte tyede til Biſkoppen om Hjelp, og nu førſt, efter at have opfyldt hvad han anſaa for ſin Pligt mod Kongen, tog han ſig af ſine Slægtninger; han fik et Mode i Stand mellem Eindride og Asgrim; de undſkyldte ſig, og det viſte ſig at deres Forſeelſe ikke var ſaa ſlem; det kom da til et Forlig, hvorved de ſvore Kong Magnus, Kong Erik og Hertug Haakon Troſkabseed, og lovede at være ham hulde og tro, hemmeligt og aabenbart, ſamt aldrig at være imod Kongens Ombudsmand, naar han talte om Lov og Ret; hvorimod Eindride tilbagekaldte Stevningen. Saa magtpaaliggende lod Biſkop Arne det være ſig at hævde Kongens Hæder, at han endog ſatte den over ſine egne Frænders Interesſer. Af denne ſaavel ſom andre Beretninger ſkulde det for Reſten ſynes, ſom om allerede Eindride Bøggul har haft det Hverv at faa enkelte Artikler af den nyere norſke Landslov vedtagne paa Island, førend endnu nogen egentlig for Island indrettet Lovbog var ſendt der over. Dette var, ſom vi have ſeet, rimeligviis allerede ſkeet med Arvebaalken i 1273, og det kunde, efter at førſt den norſke Lov var indført paa Øen, let ſkee med andre Dele, idet disſe kun undergik en Modification, uden at Forandringen i ſig ſelv var iøjnefaldende[1]. Da Eindride for-

  1. Egentlig kunde man vel næſten allerede betragte Arnes Beſtræbelſer for at faa ſin Chriſtendomsbaalk antagen ſom henhørende til dette Foretagende. Naar der ovenfor tales om at Eindride „handlede om Lov og Ret“, kan det vel vanſkeligt forſtaaes om andet end ſlige partielle Vedtagelſer af Forandringer i Liighed med hvad der var ſkeet i Norge.