Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/657

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
643
1264—1277. Begivenheder paa Island. Biſkop Arnes Myndighed.

gjorde mindre Nytte end det kunde behøves, og at der i den Anledning burde tages Forholdsregler. Høvdingerne, ſkrev han, vare uenige indbyrdes, men dog alle Kongen troe; med de haandgangne Mænd kom han ſelv godt ud af det, undtagen med Thorvard, ſkjønt der ikke egentlig var nogen Sag imellem dem. I denne Uenighed, meente han, havde Thorvard vel ſaa megen Skyld ſom han, og hvis han, ſom han troede, ſvertedes hos Kongen af Thorvald, bad han ham ej give ham nogen Sag førend han havde overbeviiſt ſig om at Thorvard havde Ret. Hvad Chriſtendomsbaalken angaar, da var det, ſagde han, ikke hans Agt at drive mere paa Gjennemførelſen af de vedtagne Dele end pasſeligt kunde være. Imidlertid rejſte Eindride Bøggul og Nikolas Oddsſøn om i Landet paa Thingene og inddrev de kongelige Skatter med langt ſtørre Strenghed, end man hidtil havde været vant ved; de iretteſatte ogſaa Bønderne haardt fordi de ſkød deres Sager fra Sysſelmændene og til Biſkoppen, erklærende dem, ſom gjorde det, for Landraademænd eller i det mindſte ſkyldige i Brevbrud; endelig forbød de Bønderne reent ud at yde Madgaver i ſaa ſtor Udſtrækning, ſom Biſkoppen havde fordret dem. I alt dette handlede Eindride, ſom man ſeer, ganſke efter Kong Magnus’s Inſtruction, og han tilføjede derfor, hvad Helligdagshold angaar, at han ikke vilde blande ſig deri, ſaaſom Kong Magnus havde erklæret, at det alene tilkom Biſkoppen at beſtemme Helligdagsholdet. Siden fik Biſkop Arne Anledning til at erklære baade Eindride og Nikolas faldne i Ban, fordi de havde forgrebet ſig paa en Preſt[1], der var uforſkammet imod dem. De proteſterede herimod, og vilde intet Skridt gjøre til at erhverve Abſolution. Biſkoppen ſaa ſig da nødt til at give dem den uden anden Betingelſe, end at de betalte Preſten ti Mkr. Men fra den Tid af, heder det, var Eindride den føjeligſte mod Biſkoppen, og de kom udmerket vel overeens i alt hvad Eindride ſkulde udføre paa Kongens Vegne; han aabenbarede ham nu, at Kongen ved hans Afrejſe havde befalet ham at give efter for Biſkop Arne, men ikke mere end han ſelv ſluttes for Biſkop Jørund. Eindride tillod ogſaa Biſkop Arne at

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 22. Preſten, en ſterk og voldſom Mand, havde været uforſkammet mod dem, da de ſkulde ſætte over en Elv paa en Ferje, der tilhørte ham, og ſom de maaſkee havde taget uden at ſpørge ham ad; han vilde endog kaſte de Taſker overbord, hvori de forvarede de kongelige Breve, hvorfor de ſtraffede ham ved at kaſte hans Sager i Vandet. Denne Preſt, heder det, var en Søn af Gudmund Hjaltesſøn, der blev dræbt i Throndhjem fordi han havde ſaaret Thorberg paa Raudsvold. Denne Thorberg ſees af Navnet, ſaavel ſom hans Gaards Ravn, at maatte være en Søn af hiin Erlend Thorbergsſøn, der var en Broderſøn af Erkebiſkop Eyſtein. Saa længe ejede altſaa Ætten endnu ſin gamle Odelsgaard Raasvold eller Raudsvold. Se foregaaende B. Slægttavle 6.