Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/656

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
642
Magnus Haakonsſøn.


en Indberetning til Kongen, men kunde dog ikke andet end give Biſkoppen det bedſte Lov i alt, hvad Kongedømmets Sager forøvrigt angik. I Brevet forekom ellers disſe merkelige Ord, der baade vidne om Biſkop Arnes overvættes Indflydelſe og om Uvantheden ved de nye Retsformer: „Herre, med eders Tilladelſe vil jeg ſige, at det nok vil blive de fleſte vanſkeligt at ſtore Regjeringen her, med mindre han (Biſkop Arne) rækker dem Haanden og hjelper dem ſom han ſinder for godt. Hans Magt i Landet er ſaa ſtor, at eders Mænd neppe tør byde ham den Modſtand ſom man ellers ſkulde tro at de havde Mands Mod og Hjerte til. Paa Thinget i Sommer vare Ravn og Biſkoppen de raadende; det var ellers ſaa ſom ſaa med deres Enighed; Lovſigemanden (Sturla) var ugreid, han henſtod de fleſte Sager under Biſkoppens og andre Mænds Dom, ſom det kunde falde ſig, og af Lagrettesmændene havde man liden Nytte“[1].

Kong Magnus ſendte i denne Anledning Eindride Bøggul anden Gang til Island ſom ſin Ombudsmand, og med ham Islændingen Nikolas Oddsſøn, den ſamme, vi have ſeet ſom Thord Kakales ivrige Tilhænger[2]. Han medgav dem Breve til Gjenſvar paa dem, han havde faaet, og uagtet han ſtrengeligt forbød den nys omtalte Henſkydning fra Sysſelmændene under Biſkoppen, viſte han dog fremdeles Biſkop Arne den ſtørſte Venlighed og Agtelſe, ſendte ham betydelige Foræringer til hans Kirke, og æſkede endog, ſom det ſynes, hans fortrolige Mening om hvorledes man ſkulde indrette det med Øens Regjering, og om de fornemſte Mænds Egenſkaber og ſtørre eller mindre Dygtighed med Henſyn dertil. Biſkoppen ſkrev ſtrax tilbage ſom Svar herpaa, at Ravn Oddsſøn forekom ham bedſt ſkikket af de Indfødde til ene at raade for Landet, men at det dog var bekvemmere og mindre koſtbart at der vare flere Sysſelmænd. Af de tvende Lagmænd roſte han Jon, og ſagde at han foor vel og forſtandigt frem med ſit Hverv, men at Sturla derimod

    ham, vilde de ikke til, overvundne af Thorvards Overtalelſer eller Truſler“. Der tales nu end videre om en „Dom“, der ſkulde dømme mellem dem, ganſke paa norſk Viis. Ved den anden Sag er der Tale om „Eenseed“, og Biſkoppen ſkriver udtrykkeligt til Thorvard, at Sagen ej er ſaa ſtor at flere ſkulle deeltage i Benegtelſen, med andre Ord at Lyritar- eller „Settar“-Eed ej behøvedes, efter den norſke Regel at een ſkal nægte for en Øre, to for tvende, tre for trende, o. ſ. v. I den ældre isl. Lovgivning kjendtes ikke disſe Slags Eder; der havde man „Kviderne“. Altſaa var norſk Rettergang nu fuldſtændigt indført.

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 19. Lagrettesmændene vare vel, ſom ovenfor antydet, endnu uvante ved ſin nye Beſtilling, og forknytte. Thorvard har, ſom man ſeer, endnu ikke kunnet vænnet ſig af med at bruge den gamle Benævnelſe „Lovſigemand“.
  2. Se ovf. S. 232.