en Indberetning til Kongen, men kunde dog ikke andet end give Biskoppen det bedste Lov i alt, hvad Kongedømmets Sager forøvrigt angik. I Brevet forekom ellers disse merkelige Ord, der baade vidne om Biskop Arnes overvættes Indflydelse og om Uvantheden ved de nye Retsformer: „Herre, med eders Tilladelse vil jeg sige, at det nok vil blive de fleste vanskeligt at store Regjeringen her, med mindre han (Biskop Arne) rækker dem Haanden og hjelper dem som han sinder for godt. Hans Magt i Landet er saa stor, at eders Mænd neppe tør byde ham den Modstand som man ellers skulde tro at de havde Mands Mod og Hjerte til. Paa Thinget i Sommer vare Ravn og Biskoppen de raadende; det var ellers saa som saa med deres Enighed; Lovsigemanden (Sturla) var ugreid, han henstod de fleste Sager under Biskoppens og andre Mænds Dom, som det kunde falde sig, og af Lagrettesmændene havde man liden Nytte“[1].
Kong Magnus sendte i denne Anledning Eindride Bøggul anden Gang til Island som sin Ombudsmand, og med ham Islændingen Nikolas Oddssøn, den samme, vi have seet som Thord Kakales ivrige Tilhænger[2]. Han medgav dem Breve til Gjensvar paa dem, han havde faaet, og uagtet han strengeligt forbød den nys omtalte Henskydning fra Sysselmændene under Biskoppen, viste han dog fremdeles Biskop Arne den største Venlighed og Agtelse, sendte ham betydelige Foræringer til hans Kirke, og æskede endog, som det synes, hans fortrolige Mening om hvorledes man skulde indrette det med Øens Regjering, og om de fornemste Mænds Egenskaber og større eller mindre Dygtighed med Hensyn dertil. Biskoppen skrev strax tilbage som Svar herpaa, at Ravn Oddssøn forekom ham bedst skikket af de Indfødde til ene at raade for Landet, men at det dog var bekvemmere og mindre kostbart at der vare flere Sysselmænd. Af de tvende Lagmænd roste han Jon, og sagde at han foor vel og forstandigt frem med sit Hverv, men at Sturla derimod
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 19. Lagrettesmændene vare vel, som ovenfor antydet, endnu uvante ved sin nye Bestilling, og forknytte. Thorvard har, som man seer, endnu ikke kunnet vænnet sig af med at bruge den gamle Benævnelse „Lovsigemand“.
- ↑ Se ovf. S. 232.
ham, vilde de ikke til, overvundne af Thorvards Overtalelser eller Trusler“. Der tales nu end videre om en „Dom“, der skulde dømme mellem dem, ganske paa norsk Viis. Ved den anden Sag er der Tale om „Eenseed“, og Biskoppen skriver udtrykkeligt til Thorvard, at Sagen ej er saa stor at flere skulle deeltage i Benegtelsen, med andre Ord at Lyritar- eller „Settar“-Eed ej behøvedes, efter den norske Regel at een skal nægte for en Øre, to for tvende, tre for trende, o. s. v. I den ældre isl. Lovgivning kjendtes ikke disse Slags Eder; der havde man „Kviderne“. Altsaa var norsk Rettergang nu fuldstændigt indført.
