Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/655

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
641
1264—77. Begivenheder paa Island. Biſkop Arnes Myndighed.

gjerne, om man vilde, ogſaa yde den Almisſe, hvorom her var Tale, men ellers maatte man ikke formeligt underkaſte ſig nye Beſtemmelſer, uden at de udgik fra Kongen[1]. Disſe Breve fra Kongen bleve overleverede Biſkop Arne og de øvrige, til hvem de vare beſtemte, juſt ſom de ſad i et prægtigt Bryllup paa Madrevalle, hvor foruden Biſkop Arne ogſaa Biſkop Jørund, Abbederne af Vidø og Tveraa, Ravn Oddsſøn, Jon Lagmand og mange andre Høvdinger vare tilſtede. Brevene bleve ſtrax ivrigt læſte, og Stemningen mod Biſkop Arne gav ſig tydelig nok tilkjende derved at man i Spøg lod falde Ord om, at Thangbrand Preſt nok var kommen igjen for at chriſtne Island anden Gang[2]. Imidlertid kunde deres Triumf over Biſkop Arne enda ikke være ſaa ſtor, thi i et andet Brev, hvori Kongen forordnede et og andet med Henſyn til Regjeringen paa Island, viſte han Arne den ſtørſte Tillid og Hæder. Der kom ogſaa Brev fra Erkebiſkoppen, hvori denne opfordrede Biſkopperne til at opretholde Kirkens Ret ſom de bedſt kunde. Arne lod ſig derfor ikke forknytte, men ſkrev tilbage til Kongen, at han efter bedſte Overbeviisning havde ladet Chriſtenretten vedtage, og ſendte nu herved en Afſkrift af den for at Kongen og Erkebiſkoppen ſelv kunde tage den under Overvejelſe. Han havde paa denne Tid alvorlige Trætter med den mægtige Thorvard Thorarinsſøn. Anledningen hertil var iſær, at han tog ſig af Bønderne naar Thorvard, ſom Sysſelmand, forekom ham at gaa alt for ſtrengt til Verks mod dem: derved blev det endog almindeligt, at Bønderne, naar de ſagſøgtes af Sysſelmanden, ſkød deres Sager fra denne under Biſkoppen, det vil ſige anraabte Biſkoppens Beſkyttelſe, og Biſkoppen truede da endog ſtundom med Ban, hvis ikke Sysſelmanden lod Sagen falde: en Fremferd, der ſikkert var gjort i den bedſte Mening og maaſkee i de fleſte Tilfælde imøde Billigheden paa ſin Side, men dog umuligt kunde beſtaa med ordentlig Rettergang, og neppe engang lader ſig forklare anderledes end deraf, at de nye Rettergangsformer endnu ikke havde levet ſig ind blandt Folket, ſaa at baade Biſkoppen og Folket med en vis Naivetet troede at kunne tilſideſætte dem, naar det forekom dem at de misbrugtes[3]. Herom ſendte Thorarin, ſom man lettelig kan begribe,

  1. Arne Biſkops Saga, Cap. 17.
  2. Arne Biſkops Saga, Cap. 13.
  3. Tvende af disſe Sager omtales udførligt i Arne Biſkops Saga, Cap. 18 og 19. Det er af Interesſe at lægge Merke til, hvorledes de nye norſke Inſtitutioner her allerede viſe ſig at være i Virkſomhed, ſiden den norſke Lovs Antagelſe. I begge Sager handles der om Benegtelſeseed efter norſk Skik, med eller uden Medeedsmænd. „Olaf“, heder det, „gik til Eed og ſvor, men da hans Vidner (det vil her ſige Medeedsmænd) ſkulde ſande hans Eed med