nys vedtagne Christenrets Bestemmelser om Gaver og Afgifter til Kirken igjennem, medens de derimod fordrede fuldkommen Skattefrihed for sine egne Folk. Om Høsten 1276 indløb der til Kongen en Skrivelse fra Biskopperne, Sysselmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen paa Island, under alles Segl, hvori de meldte, at de paa Biskoppernes Bud og efter Erkebiskop Jons Foranstaltning havde midlertidigt vedtaget den nye Christenret til at gjelde, indtil Kongen og Erkebiskoppen indrettede en anden, eller gjorde de Forandringer i den allerede vedtagne, som de fandt passende[1]. Men ved Siden heraf blev der og, heder det, forebragt Kongen, sandsynligviis i fortrolige Breve, at Biskopperne forbøde deres Huusfolk at betale Skat eller Thingfarekjøb, og at de lagde nye Skatter eller Byrder paa Folk, f. Ex. de saakaldte Madgaver paa Vandfaste-Dagene om Sommeren – der netop paabydes i Christenretten[2] – m. m., ligesom der ogsaa klagedes over at Biskopperne fordrede Tiende af Kirkegodset til det hellige Lands Frelse, og bade Almuen om at yde frivillige Gaver dertil. I den Anledning skrev da Kongen tilbage, saaledes som det forhen er anført, at man maatte see sig vel for hvad man gjorde, inden man samtykkede i nogen ny Lov, hvad enten den gjaldt Christenretten eller nogen som helst anden Ret, førend han havde faaet afgjort med Erkebiskoppen, hvad der skulde gjelde; hver den, som handlede herimod, vilde han ikke betragte med synderligt venskabelige Blik; det var hans og Erkebiskoppens, ingen andres, Sag, at forandre enten Christenretten eller nogen anden Lov i hans Land. For Resten tvivlede han ikke paa, at de, der havde vedtaget Christenretten, havde gjort dette i den bedste Mening. Med Hensyn til de Klager, der for Resten førtes over Biskoppernes nye Paalæg, forbød han udtrykkeligt hver og een Lægmand at underkaste sig nogen som helst Afgift, der ej havde bestaaet fra gammel Tid, om end kun af en eneste Alen Vaadmaal, og sagde at man heri kunde henskyde sig under ham; hvad derimod Gaverne til det hellige Lands Frelse angik, og Prædikenerne efter Pavens Bud, erklærede han det saa langtfra, at han vilde forbyde dette, at han tvertimod ansaa den, der tog Korset, eller skjenkede af fine Midler til det hellige Land, for bedre end den, der ikke gjorde det, ligesom han med Hensyn til Almisser overhoved ytrede, at han syntes godt om, at enhver uopfordret gjorde for sin Sjæl, hvad Gud indgav ham. Man kunde da
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 15.
- ↑ Nemlig i Arnes Christenret Cap. 13. I det væsentlige stemmer dette Cap. med det tilsvarende (Cap. 39) i Jons Christenret, der igjen slutter sig til Frostathings-Christenret Cap. II. 32, 33. Disse Madgaver sees heraf at have været en norsk Skik, der nu først blev indført paa Island.
