Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/654

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
640
Magnus Haakonsſøn.

nys vedtagne Chriſtenrets Beſtemmelſer om Gaver og Afgifter til Kirken igjennem, medens de derimod fordrede fuldkommen Skattefrihed for ſine egne Folk. Om Høſten 1276 indløb der til Kongen en Skrivelſe fra Biſkopperne, Sysſelmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen paa Island, under alles Segl, hvori de meldte, at de paa Biſkoppernes Bud og efter Erkebiſkop Jons Foranſtaltning havde midlertidigt vedtaget den nye Chriſtenret til at gjelde, indtil Kongen og Erkebiſkoppen indrettede en anden, eller gjorde de Forandringer i den allerede vedtagne, ſom de fandt pasſende[1]. Men ved Siden heraf blev der og, heder det, forebragt Kongen, ſandſynligviis i fortrolige Breve, at Biſkopperne forbøde deres Huusfolk at betale Skat eller Thingfarekjøb, og at de lagde nye Skatter eller Byrder paa Folk, f. Ex. de ſaakaldte Madgaver paa Vandfaſte-Dagene om Sommeren — der netop paabydes i Chriſtenretten[2] — m. m., ligeſom der ogſaa klagedes over at Biſkopperne fordrede Tiende af Kirkegodſet til det hellige Lands Frelſe, og bade Almuen om at yde frivillige Gaver dertil. I den Anledning ſkrev da Kongen tilbage, ſaaledes ſom det forhen er anført, at man maatte ſee ſig vel for hvad man gjorde, inden man ſamtykkede i nogen ny Lov, hvad enten den gjaldt Chriſtenretten eller nogen ſom helſt anden Ret, førend han havde faaet afgjort med Erkebiſkoppen, hvad der ſkulde gjelde; hver den, ſom handlede herimod, vilde han ikke betragte med ſynderligt venſkabelige Blik; det var hans og Erkebiſkoppens, ingen andres, Sag, at forandre enten Chriſtenretten eller nogen anden Lov i hans Land. For Reſten tvivlede han ikke paa, at de, der havde vedtaget Chriſtenretten, havde gjort dette i den bedſte Mening. Med Henſyn til de Klager, der for Reſten førtes over Biſkoppernes nye Paalæg, forbød han udtrykkeligt hver og een Lægmand at underkaſte ſig nogen ſom helſt Afgift, der ej havde beſtaaet fra gammel Tid, om end kun af en eneſte Alen Vaadmaal, og ſagde at man heri kunde henſkyde ſig under ham; hvad derimod Gaverne til det hellige Lands Frelſe angik, og Prædikenerne efter Pavens Bud, erklærede han det ſaa langtfra, at han vilde forbyde dette, at han tvertimod anſaa den, der tog Korſet, eller ſkjenkede af fine Midler til det hellige Land, for bedre end den, der ikke gjorde det, ligeſom han med Henſyn til Almisſer overhoved ytrede, at han ſyntes godt om, at enhver uopfordret gjorde for ſin Sjæl, hvad Gud indgav ham. Man kunde da

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 15.
  2. Nemlig i Arnes Chriſtenret Cap. 13. I det væſentlige ſtemmer dette Cap. med det tilſvarende (Cap. 39) i Jons Chriſtenret, der igjen ſlutter ſig til Froſtathings-Chriſtenret Cap. II. 32, 33. Disſe Madgaver ſees heraf at have været en norſk Skik, der nu førſt blev indført paa Island.