ret[1]. Biskop Arne formodede vel, at man nu kunde betragte Tvisten mellem Kirken og Kronen som ganske afgjort til den førstes Fordeel, og selv de verdslige Høvdinger, der havde samtykket i den nye Christenret, tænkte vel neppe, at der vilde opstaa nogen Vanskelighed med Hensyn til Bekræftelsen af Overeenskomsten, hvorpaa den var bygget. Arne troede vel endog, at det første Skridt, Erkebiskop Jon vilde gjøre efter sin Hjemkomst fra Conciliet, var at lade den Christenret, han havde udarbejdet for Norge, lovtage. Den samme Tro, i Forbindelse med Arnes store Anseelse og Popularitet, var det vel og, som bevægede Thingmændene til at antage Christenretten, uagtet, som vi strax i det følgende ville see, flere af dens Bestemmelser i det mindste vare Høvdingerne meget imod. Men strax efter at Althinget havde været holdt, og Christenretten vedtagen, kom Biskop Jorund hjem fra et Besøg i Norge, medbringende Afskrift af de paa Conciliet fattede Statuter, ligesom han da og maatte kunne give Besked om, at Paven kun havde meddeelt en betinget Bekræftelse paa Overeenskomsten, og at Betingelserne vare af den Natur, at Kongen ikke kunde antage dem alle, hvoraf Følgen igjen maatte blive den, at Overeenskomsten endnu indtil videre maatte betragtes som ikke tilværende. Dette forandrede Sagens Udseende. Med Overeenskomsten faldt ogsaa den Grundvold, hvorpaa den nye Christenret hvilede, eller den Forudsætning, under hvilken den var antagen. De verdslige Herrer grebe derfor Lejligheden til at kvæle den i Fødselen, og for Resten til at sætte sig op mod Biskop Arne, hvis Indflydelse ej alene i gejstligt, men ogsaa i verdsligt Henseende de betragtede med Skinsyge, og hvis myndige Ferd overhoved var dem ubehagelig. Denne Myndighed lagde Arne især for Dagen, da han med sin sædvanlige Nidkjærhed søgte at bringe de paa Conciliet fattede Bestemmelser med Hensyn til Korstogs-Anliggendet i Udøvelse. Han fik ej alene Tienden af de kirkelige Indtægter ordnet og bestemt paa den for Sagen fordeelagtigste Maade, men prædikede dertil saa ivrigt og indtrængende for Folket, at en Mængde toge Korset, og at Bønderne endog vedtoge, at enhver, som betalte Thingfarekjøb, det vil altsaa sige enhver skatteydende Indbygger af Landet, i hvert af de 6 Aar, hvorom her var Tale, skulde betale en Alen Vaadmaal til det hellige Lands Frelse, til hvilken Afgifts Inddrivelse han beskikkede duelige Folk over hele Landet. Hertil kom nu ogsaa den Strenghed, hvormed han og Biskop Jørund søgte at sætte flere af den
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 14. Dette maa have Fortrinnet for nogle mindre gode Codices af Annalerne der henføre den nye Christenrets Antagelse til 1276. De Begivenheder, der i det følgende omtales, vilde, naar Christenrettens Antagelse ikke skede før, ej have kunnet foregaa af Mangel paa Tid.
