gelsen er skeet districtsviis, kan den igjen vanskeligt have fundet Sted paa een og samme Dag over hele Øen. Denne Sag er saaledes meget dunkel. Det er tillige, som ovenfor antydet, et stort Spørgsmaal, hvor vidt den nu vedtagne „norske Arvebaalk“ var den, som stod i den Lovbog, der sendtes ud i 1271. Thi en ny Arvelov var nu, som vi have seet, vedtagen i Norge, lige under Biskop Arnes og de andre islandske Høvdingers Øjne, og det er dog ikke sandsynligt, at disse da skulde have ladet den forældede Arvelov antage, for strax efter at ombytte den med en ny. Snarere maa man formode, at de have haft en Afskrift af den nye Arvelov med sig, og forelagt deres Landsmænd den til Antagelse[1].
Den Sejr, Biskop Arne havde vundet ved Dommen om Kirkegodset, gav ham nu en afgjort Overvegt, der ogsaa forhøjedes ved hans store Popularitet blandt de lavere Klasser. Det maatte heller ikke vække liden Forestilling om hans Magt, at man saa den højbyrdige, mægtige Sighvat Halfdanssøn nødsaget til at flytte fra den Gaard, hans Forfædre i saa mange Generationer havde besiddet, og opslaa sin Bolig paa et andet Sted. Sighvat selv blev alligevel snart en af Biskoppens ivrigste Venner. Uden Skaansel tvang Arne de Gejstlige, der endnu levede i Egteskab, til at skille sig ved deres Koner; saaledes maatte Egil Salmundssøn paa Reykjaholt, der havde Subdiacon-Vielse, frasige sig sin Hustru, med hvem han havde været gift i mange Aar, og haft fem Børn. Denne Strenghed var ej alene simpelt hen en Hævden af Coelibatsbudet, men stod ogsaa i den nærmeste Sammenhæng med Vindicationen af Kirkegodset; thi det havde, som vi vide, oprindeligt været de Høvdingers Mening, der opførte Kirker og skjenkede deres Ejendomme dertil, at de selv og deres Efterkommere tillige skulde beklæde de dertil hørende gejstlige Embeder, uden dog i mindste Maade derfor at opgive deres verdslige Stilling, eller ophæve deres Familieliv. At det lykkedes Biskop Arne at sætte sin Vilje igjennem, endog naar den syntes at stride mod Billighed, viser hvor stor hans Anseelse maa have været. Han var heller ikke den, som lod en saadan Overvegt og Indflydelse ubenyttet. I Løbet af Vintren 1273–1274 udarbejdede han sin nye Christenret efter de Principer, hvorom han og Erkebiskop Jon vare blevne enige, eller maaskee rettere efter det ham af Erkebiskoppen meddeelte Udkast, og fik allerede paa Althinget 1275 den største Deel deraf lovtagen, kun med Undtagelse af nogle faa Capitler, og midlertidigt, indtil det erfaredes, hvor vidt Kongen og Erkebiskoppen vilde forordne nogen anden Christen-
- ↑ Arne Biskops Saga Cap. 11. Annalerne sige vistnok, at det var Arvebaalken i den Lovbog, Kong Magnus havde sendt til Island, som blev vedtagen, men Magnus kunde jo allerede have sendt en Afskrift af den nye norske Landslov.
