Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/652

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
638
Magnus Haakonsſøn.


gelſen er ſkeet diſtrictsviis, kan den igjen vanſkeligt have fundet Sted paa een og ſamme Dag over hele Øen. Denne Sag er ſaaledes meget dunkel. Det er tillige, ſom ovenfor antydet, et ſtort Spørgsmaal, hvor vidt den nu vedtagne „norſke Arvebaalk“ var den, ſom ſtod i den Lovbog, der ſendtes ud i 1271. Thi en ny Arvelov var nu, ſom vi have ſeet, vedtagen i Norge, lige under Biſkop Arnes og de andre islandſke Høvdingers Øjne, og det er dog ikke ſandſynligt, at disſe da ſkulde have ladet den forældede Arvelov antage, for ſtrax efter at ombytte den med en ny. Snarere maa man formode, at de have haft en Afſkrift af den nye Arvelov med ſig, og forelagt deres Landsmænd den til Antagelſe[1].

Den Sejr, Biſkop Arne havde vundet ved Dommen om Kirkegodſet, gav ham nu en afgjort Overvegt, der ogſaa forhøjedes ved hans ſtore Popularitet blandt de lavere Klasſer. Det maatte heller ikke vække liden Foreſtilling om hans Magt, at man ſaa den højbyrdige, mægtige Sighvat Halfdansſøn nødſaget til at flytte fra den Gaard, hans Forfædre i ſaa mange Generationer havde beſiddet, og opſlaa ſin Bolig paa et andet Sted. Sighvat ſelv blev alligevel ſnart en af Biſkoppens ivrigſte Venner. Uden Skaanſel tvang Arne de Gejſtlige, der endnu levede i Egteſkab, til at ſkille ſig ved deres Koner; ſaaledes maatte Egil Salmundsſøn paa Reykjaholt, der havde Subdiacon-Vielſe, fraſige ſig ſin Huſtru, med hvem han havde været gift i mange Aar, og haft fem Børn. Denne Strenghed var ej alene ſimpelt hen en Hævden af Coelibatsbudet, men ſtod ogſaa i den nærmeſte Sammenhæng med Vindicationen af Kirkegodſet; thi det havde, ſom vi vide, oprindeligt været de Høvdingers Mening, der opførte Kirker og ſkjenkede deres Ejendomme dertil, at de ſelv og deres Efterkommere tillige ſkulde beklæde de dertil hørende gejſtlige Embeder, uden dog i mindſte Maade derfor at opgive deres verdslige Stilling, eller ophæve deres Familieliv. At det lykkedes Biſkop Arne at ſætte ſin Vilje igjennem, endog naar den ſyntes at ſtride mod Billighed, viſer hvor ſtor hans Anſeelſe maa have været. Han var heller ikke den, ſom lod en ſaadan Overvegt og Indflydelſe ubenyttet. I Løbet af Vintren 1273—1274 udarbejdede han ſin nye Chriſtenret efter de Principer, hvorom han og Erkebiſkop Jon vare blevne enige, eller maaſkee rettere efter det ham af Erkebiſkoppen meddeelte Udkaſt, og fik allerede paa Althinget 1275 den ſtørſte Deel deraf lovtagen, kun med Undtagelſe af nogle faa Capitler, og midlertidigt, indtil det erfaredes, hvor vidt Kongen og Erkebiſkoppen vilde forordne nogen anden Chriſten-

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 11. Annalerne ſige viſtnok, at det var Arvebaalken i den Lovbog, Kong Magnus havde ſendt til Island, ſom blev vedtagen, men Magnus kunde jo allerede have ſendt en Afſkrift af den nye norſke Landslov.