Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/650

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
636
Magnus Haakonsſøn.


at tildømme den hellige Kirke al den Rettighed, ſom her tilkom den, og ham ſelv, Biſkop Arne, ſaavel ſom hans Efterfølgere paa Skaalholts Biſkopsſtol fri og uhindret Beſtyrelſe af ſamme Kirke og dens Gods. Sighvat paaberaabte ſig Sæmund Sigfusſøns Dispoſition, ifølge hvilken han ſelv og alle hans Efterkommere til evig Tid ſkulde raade derfor. Biſkop Arnes Preſt ſvor i hans Navn, at Biſkoppen ſkulde ſige Sandhed i hvad ſom han denne Sag vedkommende blev ſpurgt om, det ſamme ſvor Sighvat i ſit eget Navn, ligeſaa Einar Thorvaldsſøn med Henſyn til Vatnsfjord. Han paaberaabte ſig at hans Farfaders Fader Thord Thorvaldsſøn havde ladet Vatnsfjord Kirke opbygge og indvie med den „Maaldage“, at han ſelv og hans rette Arvinger ſkulde raade for den. Hverken Sighvat eller Einar kunde imidlertid, paa Foreſpørgſel, negte, at Odde og Vatnsfjord Gods var og kaldtes Kirkegods. Heller ikke negtede Sighvat, at hans Moder havde kjøbt det af Bjørn Sæmundsſøn og Sæmund Haraldsſøn. Disſe Indrømmelſer vare tilſtrækkelige for Arne. Han ſvarede, at ſaa vidt han havde lært at forſtaa „Jura“, tilkom det alene Biſkopperne at raade over Kirkerne og deres Gods, og Lægmænd og Ulærde vare aldeles uberettigede til at tilegne ſig og arve dem; lige ſaa lidt kunde de ſælges, uden ſtor „Sjæle-Fare“. Erkebiſkoppen dømte aldeles til Fordeel for Kirken. Saadanne Contracter og Beſtemmelſer, ſom disſe, vare fra førſt af utilladelige, ſagde han, og kunde derfor heller ikke ſenere komme i Betragtning. Man afholdt ſig imidlertid, ſom det ſynes, viſeligen fra at underſøge, hvor vidt overhoved noget af alt dette her omſpurgte Gods vilde have været ſkjenket til Kirken, hvis Giverne havde kunnet vide, at man ſenere deri vilde ſøge Retsgrund til at drive deres Arvinger fra deres gamle Ættegods. Dommen lød, at Nicolai Kirke i Odde og St. Olafs Kirke i Vatnsfjord med alt tilliggende Gods ene og ſtedſe ſkulde ſtaa under Forvaltning af Skaalholts Biſkopper, og at Sighvat og hans Brødre ſaavel ſom Einar aldeles ingen Fordring ſkulde have derpaa. Sighvat anførte nu, ſom yderſte Tilflugt, at Sæmund Jonsſøn i ſin Tid havde laant ſin Broder Biſkop Paal til hans Vielſesrejſe 60 Hundreder imod at hæve Biſkopstiende til et Beløb af 6 Hundrede aarligt af en Deel Gaarde i Nærheden af Odde, indtil de 60 Hundreder vare betalte. Men Erkebiſkoppen betragtede den ſom Afdrag, og Laanet følgelig ſom betalt i 10 Aar; da der nu var gaaet 78 Aar hen ſiden Biſkop Paals Indvielſe (1195), blev Sæmund Jonsſøns Arvinger paa den Maade endog ſkyldige Biſkopsſtolen over 400 Hundreder, hvilke Erkebiſkoppen da ogſaa ſtrax tildømte dem, men ſom Biſkop Arne gjorde Afkald paa, idet han dog forbeholdt ſig ſin Ret til dem af Arvingerne til Odde-Godſet, ſom ſenere maatte viſe ſig gjenſtridige mod