Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/650

636

Magnus Haakonssøn.

at tildømme den hellige Kirke al den Rettighed, som her tilkom den, og ham selv, Biskop Arne, saavel som hans Efterfølgere paa Skaalholts Biskopsstol fri og uhindret Bestyrelse af samme Kirke og dens Gods. Sighvat paaberaabte sig Sæmund Sigfussøns Disposition, ifølge hvilken han selv og alle hans Efterkommere til evig Tid skulde raade derfor. Biskop Arnes Prest svor i hans Navn, at Biskoppen skulde sige Sandhed i hvad som han denne Sag vedkommende blev spurgt om, det samme svor Sighvat i sit eget Navn, ligesaa Einar Thorvaldssøn med Hensyn til Vatnsfjord. Han paaberaabte sig at hans Farfaders Fader Thord Thorvaldssøn havde ladet Vatnsfjord Kirke opbygge og indvie med den „Maaldage“, at han selv og hans rette Arvinger skulde raade for den. Hverken Sighvat eller Einar kunde imidlertid, paa Forespørgsel, negte, at Odde og Vatnsfjord Gods var og kaldtes Kirkegods. Heller ikke negtede Sighvat, at hans Moder havde kjøbt det af Bjørn Sæmundssøn og Sæmund Haraldssøn. Disse Indrømmelser vare tilstrækkelige for Arne. Han svarede, at saa vidt han havde lært at forstaa „Jura“, tilkom det alene Biskopperne at raade over Kirkerne og deres Gods, og Lægmænd og Ulærde vare aldeles uberettigede til at tilegne sig og arve dem; lige saa lidt kunde de sælges, uden stor „Sjæle-Fare“. Erkebiskoppen dømte aldeles til Fordeel for Kirken. Saadanne Contracter og Bestemmelser, som disse, vare fra først af utilladelige, sagde han, og kunde derfor heller ikke senere komme i Betragtning. Man afholdt sig imidlertid, som det synes, viseligen fra at undersøge, hvor vidt overhoved noget af alt dette her omspurgte Gods vilde have været skjenket til Kirken, hvis Giverne havde kunnet vide, at man senere deri vilde søge Retsgrund til at drive deres Arvinger fra deres gamle Ættegods. Dommen lød, at Nicolai Kirke i Odde og St. Olafs Kirke i Vatnsfjord med alt tilliggende Gods ene og stedse skulde staa under Forvaltning af Skaalholts Biskopper, og at Sighvat og hans Brødre saavel som Einar aldeles ingen Fordring skulde have derpaa. Sighvat anførte nu, som yderste Tilflugt, at Sæmund Jonssøn i sin Tid havde laant sin Broder Biskop Paal til hans Vielsesrejse 60 Hundreder imod at hæve Biskopstiende til et Beløb af 6 Hundrede aarligt af en Deel Gaarde i Nærheden af Odde, indtil de 60 Hundreder vare betalte. Men Erkebiskoppen betragtede den som Afdrag, og Laanet følgelig som betalt i 10 Aar; da der nu var gaaet 78 Aar hen siden Biskop Paals Indvielse (1195), blev Sæmund Jonssøns Arvinger paa den Maade endog skyldige Biskopsstolen over 400 Hundreder, hvilke Erkebiskoppen da ogsaa strax tildømte dem, men som Biskop Arne gjorde Afkald paa, idet han dog forbeholdt sig sin Ret til dem af Arvingerne til Odde-Godset, som senere maatte vise sig gjenstridige mod