Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/649

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
635
1264—1277. Islandſke Begivenheder. Sagen om Patronatsretten paadømt.

er omtalt, for at drage i egen Perſon til Kirkemødet i Lyon, naar dette ſkulde holdes, ſaa meget mere ſom det havde ſine Vanſkeligheder, i Haſt at ſkaffe de dertil fornødne Penge fra Island. Det blev aftalt, at Chorsbroderen Sighvat ſkulde drage i hans Sted og med hans Fuldmagt. Denne Sighvat var, ſom ovenfor nævnt, nys kommen tilbage fra Rom og havde medbragt Indkaldelſen; han havde ogſaa, under ſit Ophold i Rom, af Venſkab for Arne udvirket et paveligt Privilegium, hvorved han bemyndigedes til at give Abſolution i 30 reſerverede Sager.

Biſkop Arne deelte ſin Tid under Opholdet i Norge mellem Conferencer med Erkebiſkoppen og Beſøg hos Kongen, der fremdeles viſte ham megen Opmerkſomhed og Venſkab, og navnlig havde ham med ſig ved ſin Sammenkomſt i Marts Maaned med den ſvenſke Konge Valdemar i Sarpsborg. Sandſynligviis har da Biſkop Arne tilbragt Julen hos Kong Magnus i Tunsberg. Paadømmelſen af den vigtige Sag om Kirkegodſet beſtemtes at ſkulle ſkee ved det ſtore Rigsmøde, ſom denne Sommer ſkulde holdes i Bergen, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er berettet. Vi have ſeet, at de verdslige Høvdinger fordrede Sagen paadømt af Kongen og Erkebiſkoppen i Forening, medens Biſkop Arne ſtedſe havde paaſtaaet, at han ikke vilde erkjende Kongens Dom, med mindre han ſamtykkede med Erkebiſkoppen, hvilket med andre Ord var det ſamme ſom at Erkebiſkoppen ſkulde være Enedommer, og da kunde man vel paa Forhaand vide, hvad Udfald Sagen vilde faa. Arne drev her ogſaa ſin Vilje igjennem. Til Kongen ſtilede man kun den Anmodning „at ſidde hos ved denne Dom“, altſaa ikke i Egenſkab af Meddommer, kun ſom Raadgiver, eller for at paaſee at alt gik ordentligt til. Kongen, ſom vel ikke ſyntes videre om denne Anordning, foreſlog at man ſkulde indſtevne Sagen for Pavens Domſtol, og tilbød ſig at ſkaffe en duelig Mand dertil, naar Biſkoppen vilde bekoſte Rejſen. Men herpaa vilde Biſkoppen ikke indlade ſig. Kongen overdrog da Stallaren Audun Hugleiksſøn, der havde Ord for at beſidde den grundigſte Kundſkab i den fædrelandſke Ret, og Kantſleren Thore Haakonsſøn, der var vel forfaren i den canoniſke Ret, at have Indſeende med, at Sighvat Halfdansſøn ikke leed Overlaſt. Man vilde nemlig begynde med Sagerne om Odde- og Vatnsfjord-Godſet, da disſe vare de vigtigſte, og den Torn, der faldt heri, ſaaledes tillige vilde blive et Præjudicat for alle de øvrige Sager. Sagen behandledes, ſom det ovenfor er nævnt, i Løbet af Juli Maaned, ſtrax efter at den nye Konge-Arvelov ſaavel ſom mange andre vigtige Punkter vare vedtagne, og Kongens Sønner højtideligt havde været udnævnte, Erik til Konge og Haakon til Hertug. Arne begyndte med at klage over at Sighvat og hans Brødre tilegnede ſig St. Nicolai Kirke i Odde, med alt dens tilliggende Gods, og opfordrede Erkebiſkoppen til