er omtalt, for at drage i egen Person til Kirkemødet i Lyon, naar dette skulde holdes, saa meget mere som det havde sine Vanskeligheder, i Hast at skaffe de dertil fornødne Penge fra Island. Det blev aftalt, at Chorsbroderen Sighvat skulde drage i hans Sted og med hans Fuldmagt. Denne Sighvat var, som ovenfor nævnt, nys kommen tilbage fra Rom og havde medbragt Indkaldelsen; han havde ogsaa, under sit Ophold i Rom, af Venskab for Arne udvirket et paveligt Privilegium, hvorved han bemyndigedes til at give Absolution i 30 reserverede Sager.
Biskop Arne deelte sin Tid under Opholdet i Norge mellem Conferencer med Erkebiskoppen og Besøg hos Kongen, der fremdeles viste ham megen Opmerksomhed og Venskab, og navnlig havde ham med sig ved sin Sammenkomst i Marts Maaned med den svenske Konge Valdemar i Sarpsborg. Sandsynligviis har da Biskop Arne tilbragt Julen hos Kong Magnus i Tunsberg. Paadømmelsen af den vigtige Sag om Kirkegodset bestemtes at skulle skee ved det store Rigsmøde, som denne Sommer skulde holdes i Bergen, saaledes som det allerede ovenfor er berettet. Vi have seet, at de verdslige Høvdinger fordrede Sagen paadømt af Kongen og Erkebiskoppen i Forening, medens Biskop Arne stedse havde paastaaet, at han ikke vilde erkjende Kongens Dom, med mindre han samtykkede med Erkebiskoppen, hvilket med andre Ord var det samme som at Erkebiskoppen skulde være Enedommer, og da kunde man vel paa Forhaand vide, hvad Udfald Sagen vilde faa. Arne drev her ogsaa sin Vilje igjennem. Til Kongen stilede man kun den Anmodning „at sidde hos ved denne Dom“, altsaa ikke i Egenskab af Meddommer, kun som Raadgiver, eller for at paasee at alt gik ordentligt til. Kongen, som vel ikke syntes videre om denne Anordning, foreslog at man skulde indstevne Sagen for Pavens Domstol, og tilbød sig at skaffe en duelig Mand dertil, naar Biskoppen vilde bekoste Rejsen. Men herpaa vilde Biskoppen ikke indlade sig. Kongen overdrog da Stallaren Audun Hugleikssøn, der havde Ord for at besidde den grundigste Kundskab i den fædrelandske Ret, og Kantsleren Thore Haakonssøn, der var vel forfaren i den canoniske Ret, at have Indseende med, at Sighvat Halfdanssøn ikke leed Overlast. Man vilde nemlig begynde med Sagerne om Odde- og Vatnsfjord-Godset, da disse vare de vigtigste, og den Torn, der faldt heri, saaledes tillige vilde blive et Præjudicat for alle de øvrige Sager. Sagen behandledes, som det ovenfor er nævnt, i Løbet af Juli Maaned, strax efter at den nye Konge-Arvelov saavel som mange andre vigtige Punkter vare vedtagne, og Kongens Sønner højtideligt havde været udnævnte, Erik til Konge og Haakon til Hertug. Arne begyndte med at klage over at Sighvat og hans Brødre tilegnede sig St. Nicolai Kirke i Odde, med alt dens tilliggende Gods, og opfordrede Erkebiskoppen til
