Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/648

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
634
Magnus Haakonsſøn.


ikke være Lovens, men maa, om det virkelig har været brugt, være Bogens Navn, ſandſynligviis efter den Indbinding, ſom den da havde. Den har og, ſom det ovenfor er nævnt, været kaldet Haakonarbok, men dette Navn pasſer daarligt, da den jo øjenſynligt er bleven udarbejdet under Kong Magnus[1].

59. Sagen om Patronatsretten paa Island afgjort ved Erkebiſkoppens Dom. Biſkop Arnes ſtore Magt og Stridigheder med de verdslige Høvdinger.


Det Medhold, ſom den kongelige Statholder, Ravn Oddsſøn, gav dem, der modſatte ſig Biſkop Arnes Beſtræbelſer for at faa Kirkegodſet unddraget de verdslige Høvdingers Patronat, ſynes ogſaa at have givet andre Mod til at efterfølge deres Exempel, ja man kan næſten ſige, at alle de ſtørre Høvdinger rejſte ſig ſom een Mand imod ham, og henſkøde deres Sag under Kongens og Erkebiſkoppens Dom. Da denne Sag ſaaledes var af yderſte Vigtighed, beſluttede Arne at modtage Kongens venlige Indbydelſe for ſelv at være tilſtede og føre den. Han indſkibede ſig derfor allerede om Sommeren 1272, og drog over til Norge, hvor Kong Magnus modtog ham med ſtørſte Venlighed. Samtidigt droge ogſaa flere af de verdslige Herrer over, nemlig førſt og fremſt Sighvat Halfdansſøn af Odde, forſynet med Fuldmagt af ſine Brødre til at ſvare paa deres ſaavel ſom paa ſine egne Vegne; desforuden ogſaa Sysſelmændene Ravn Oddsſøn og Thorvald Thorarinsſøn, Sighvats Svoger; Ketil Loftsſøn, der fordrede Hitardal, Einar Thorvaldsſøn, der ikke vilde overlade Veſtfjordens Kirke til Biſkoppen, og flere. Alle disſe Herrer tilbragte ſaaledes Vintren i Norge, ſaavel ſom Biſkop Arne, der benyttede ſig af Lejligheden til at lade ſig nøje underrette af Erkebiſkoppen om, hvilke Beſtemmelſer denne agtede at optage i ſin nye Chriſtenret, for at han kunde indrette den islandſke Chriſtenret derefter. Erkebiſkoppen havde allerede ſkriftligt befalet ham at gaa aldeles frem paa ſamme Viis paa Island, ſom han ſelv gik frem i Norge. Sandſynligviis havde vel Erkebiſkoppen, ſom vi ovenfor have viiſt, Udkaſtet til ſin Chriſtenret færdig, ſaa at Arbejdet blev Arne ſaa meget lettere. I Betragtning af at dette vigtige Anliggende, nemlig Udarbeidelſen og Indførelſen af en ny Chriſtenret, ſaavel ſom de nys rejſte Stridsſpørgsmaal, ſelv om de afgjordes til Arnes Fordeel, i lang Tid vilde komme til at optage hele hans Virkſomhed, fritog Erkebiſkoppen ham, ſom det ovenfor

  1. For Navnene Jarnſida og Haakonarbok har man ingen ſamtidig Autoritet. De ſynes kun gjennem Traditionen at være komne til i ſenere Tider. Se ellers ovenfor, S. 484.