al Tvivl hævede Angivelse, at den almindelige Vedtagelse af denne Bod fandt Sted i 1271, kan kun forklares om en partiel Vedtagelse i hiint Aar, og denne partielle Vedtagelse har sikkert igjen været i Arnes Biskopsdømme, sandsynligviis paa Sønderlandet. Af de to Capitler af Arvebaalken, som vedtoges, er det ene det nys omtalte, der erklærer de Børn, en Mand har faaet med sin lovlige Fæstemø, for fuldkommen arveberettigede (en Bestemmelse, der allerede forekommer i Kong Magnus’s Christenrets-Udkast)[1]; den anden, om Arv- eller Ættledning, væsentligst ventet fra Gulathingsloven, og i den omarbejdede Form, hvorunder den findes i den islandske Lov, ogsaa optagen i den norske Landslov[2]. Mere blev dengang ikke antaget, altsaa var den største Deel af Privatlovgivningen saavel som hele Frændbods-Systemet endnu ved det gamle; men det vigtigste var allerede udrettet, og det var at forudsee, at naar man først havde faaet Statsforfatningen omformet paa norsk Viis, maatte de tilsvarende Forandringer i den private Lovgivning næsten komme af sig selv.
Imidlertid vedblev Biskop Arne med sine Bestræbelser for at faa Kirkegodset fravristet de verdslige Høvdinger. Men jo ivrigere han drev herpaa, desto større Modstand mødte han. Henskydelsen af Sagen om Odde-Godset til Erkebiskoppens Dom vakte megen Uvilje. Flere, som før havde været tilbøjelige til at vise nogen Eftergivenhed, erklærede nu, at de ikke vilde vide af Erkebiskop Jons Dom i disse Sager, da han var aldeles uindviet i den rette Sammenhæng med Kirke-Patronatet paa Island; han vilde neppe, sagde de, finde det billigt at tage Kirkegodset fra dem, dersom han vidste at de første Givet-e udtrykkeligt havde forbeholdt sig og sine Arvinger, ikke Biskopperne eller Presterne, Brugs- og Besiddelses-Retten. Ravn Oddssøn, nu kongelig Statholder, tog selv Kirke-Ejernes Parti. Han erklærede ligefrem for alle og enhver, at Kongen aldeles ikke vilde taale, at man saaledes fratog Bønderne deres Ejendom, eller at de bansattes uden Aarsag Biskoppen svarede igjen, at Ravn havde fundet paa dette af sig selv, uden at have faaet nogen Meddelelse af Kongen derom, og efter den canoniske Ret havde ingen anden end Gejstlige at forestaa Kirkens Ejendomme. Dog fik han ikke længer Bugt med Almuen, der nu ved Ravns Erklæring fattede saa meget mere Mod til at hode ham Trods. Biskoppen skrev nu til Erkebiskop Jon, berettede hvad der var skeet, og klagede sin Nød for ham. Allerede strax efter Forliget med Odde-Folkene havde han skrevet til
