Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/645

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
631
1264—1277. Begivenheder paa Island. Norſk Lov vedtagen.

al Tvivl hævede Angivelſe, at den almindelige Vedtagelſe af denne Bod fandt Sted i 1271, kan kun forklares om en partiel Vedtagelſe i hiint Aar, og denne partielle Vedtagelſe har ſikkert igjen været i Arnes Biſkopsdømme, ſandſynligviis paa Sønderlandet. Af de to Capitler af Arvebaalken, ſom vedtoges, er det ene det nys omtalte, der erklærer de Børn, en Mand har faaet med ſin lovlige Fæſtemø, for fuldkommen arveberettigede (en Beſtemmelſe, der allerede forekommer i Kong Magnus’s Chriſtenrets-Udkaſt)[1]; den anden, om Arv- eller Ættledning, væſentligſt ventet fra Gulathingsloven, og i den omarbejdede Form, hvorunder den findes i den islandſke Lov, ogſaa optagen i den norſke Landslov[2]. Mere blev dengang ikke antaget, altſaa var den ſtørſte Deel af Privatlovgivningen ſaavel ſom hele Frændbods-Syſtemet endnu ved det gamle; men det vigtigſte var allerede udrettet, og det var at forudſee, at naar man førſt havde faaet Statsforfatningen omformet paa norſk Viis, maatte de tilſvarende Forandringer i den private Lovgivning næſten komme af ſig ſelv.

Imidlertid vedblev Biſkop Arne med ſine Beſtræbelſer for at faa Kirkegodſet fravriſtet de verdslige Høvdinger. Men jo ivrigere han drev herpaa, deſto ſtørre Modſtand mødte han. Henſkydelſen af Sagen om Odde-Godſet til Erkebiſkoppens Dom vakte megen Uvilje. Flere, ſom før havde været tilbøjelige til at viſe nogen Eftergivenhed, erklærede nu, at de ikke vilde vide af Erkebiſkop Jons Dom i disſe Sager, da han var aldeles uindviet i den rette Sammenhæng med Kirke-Patronatet paa Island; han vilde neppe, ſagde de, finde det billigt at tage Kirkegodſet fra dem, derſom han vidſte at de førſte Givet-e udtrykkeligt havde forbeholdt ſig og ſine Arvinger, ikke Biſkopperne eller Preſterne, Brugs- og Beſiddelſes-Retten. Ravn Oddsſøn, nu kongelig Statholder, tog ſelv Kirke-Ejernes Parti. Han erklærede ligefrem for alle og enhver, at Kongen aldeles ikke vilde taale, at man ſaaledes fratog Bønderne deres Ejendom, eller at de banſattes uden Aarſag Biſkoppen ſvarede igjen, at Ravn havde fundet paa dette af ſig ſelv, uden at have faaet nogen Meddelelſe af Kongen derom, og efter den canoniſke Ret havde ingen anden end Gejſtlige at foreſtaa Kirkens Ejendomme. Dog fik han ikke længer Bugt med Almuen, der nu ved Ravns Erklæring fattede ſaa meget mere Mod til at hode ham Trods. Biſkoppen ſkrev nu til Erkebiſkop Jon, berettede hvad der var ſkeet, og klagede ſin Nød for ham. Allerede ſtrax efter Forliget med Odde-Folkene havde han ſkrevet til

  1. Kong Magnus’s Chriſtenret, Gulathings-Lov Cap. 24. Jarnſida Cap. 68.
  2. Gulathings-Lov Cap. 53. Jarnſida Cap. 70. Nyere Landslov, Cap. 8.