Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/644

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
630
Magnus Haakonsſøn.

lige og private Ret, maatte møde Modſtand, var naturligt; men det er kun merkeligt, at Modſtanden ikke var ſtørre, og det kan blot forklares af Menigmands Misfornøjelſe med det gamle Syſtem. Allerede den ſamme Sommer, Lovbogen var ſendt ud, blev, ſiges der, Thingfarebaalken og Artiklerne om Thegngilde ſaavel ſom to Artikler af Arvebaalken vedtagne[1]. Dette berettes ganſke kort og godt, uden nogen Bemerkning, uagtet Thingfarebaalkens Vedtagelſe var den egentlige Revolution, ſaaſom derved hele den gamle Statsforfatning afſkaffedes. Fra dette Øjeblik af exiſterede der ikke længer nogen Godord; hvad der nu kaldtes Althing, havde, ſom vi nylig have ſeet, kun lidet mere end Navnet tilfælles med det gamle; man havde anerkjendt Oprettelſen af Lagmands-Embedet ſaavel ſom af Sysſelmands-, eller ſom det endnu kaldtes, Valdsmands-Embedet. Det ſynes dog, ſom om Godordsmændene maatte have gjort nogen Modſtand, eller betinget ſig nogle Fordele til Erſtatning, førend de fraſagde ſig deres Godord, men derom berettes intet. Tvert imod, man ſkulde ſnareſt formode, at de ingen Betingelſe have ſat, thi førſt ſenere, i den nye Overeenskomſt, ſom ſluttedes med Kong Haakon, Magnus’s Søn, beſtemtes det udtrykkeligt, at Lagmænd og Sysſelmænd ſkulde være islandſke, og af deres Ætt, ſom før havde opgivet Godordene. Det ſlaar dog ikke fejl, at mange have været misfornøjede hermed, og med blødende Hjerte ſeet deres ældgamle, ærværdige, om end til de daværende Forhold mindre pasſende Statsforfatning erklæret død og magtesløs, men de have enten ikke vovet at hæve deres Røſt, eller talt for døve Øren. Biſkop Arne, Kongens Ven og ivrige Hjelper i alt hvad der vedkom det Verdslige, kan man vel for en meget ſtor Deel tilſkrive dette over al Forventning gunſtige Udfald, thi hans Indflydelſe paa Almuen var allerede overordentlig ſtor. Hvad Thegngildet angaar, da tilføjes der „over alt Landet“; dette Tillæg ſigter rimeligviis til, at det allerede var vedtaget i en Deel af Landet; i enkelte Annaler findes det nemlig antegnet, at Thegngildet blev vedtaget i Aaret 1269[2]: dette, ſammenholdt med hiin beſtemte og over

  1. Biſkop Arnes Saga Cap. 9, Annalerne ved 1271.
  2. Se enkelte af Annalerne, ligeledes Biſkop Laurentius’s Saga, der for hvert Aar af Laurentius’s Liv anfører de i Annalerne antegnede Begivenheder, og ſaaledes ſlutter ſig til disſe. Der ſtaar udtrykkeligt i Laurentius’s 3die Aar (1269) tilſtode Islændingerne Kong Magnus Thegngilde, blev Arne indviet til Biſkop i Skaalholt, og Erlend til Biſkop i Færøerne. Rigtignok ſtaar der ogſaa her, ſaavel ſom i enkelte Annaler, for det følgende Aar (1270), at Islændingerne toge ved Kong Magnus’s Lov; men dette maa enten være urigtigt, eller ſigte til en partiel Vedtagelſe af en enkelt Lovbeſtemmelſe, hvorom nu ellers intet vides.