tidligere er berørt, Artiklerne af 1271, vedkommende Mannhelgen, saa vidt det kan sees, i deres oprindelige Skikkelse; men for Resten lader det ikke til, at den er saa meget forandret fra hvad den var i 1265; den bærer fremdeles Præget af Hastverk, idet de enkelte Bestanddele, af hvilke den er sammensat, ere løst sammenstillede i deres hele Forskjellighed, uden at være bearbejdede til et eensartet Heelt. Det forstaar sig, at Christendomsbaalken ogsaa her mangler; der var ikke længer Tale om Kong Magnus’s Udkast, og man beholdt her, som i Norge, den hidtil gjeldende Christenret saa længe til en ny, efter Erkebiskoppens Udkast, kunde komme i Stand. Det var ingen ringe Fordring, der stilledes til Islændingerne, da man forelagde dem den nye Lov til Antagelse. Med et eneste Pennestrøg, kan man sige, skulde hele den gamle Forfatning være tilintetgjort, og Godordene ophævede, tilligemed den gamle Lagrette, Lovsigemandens Embede, de gamle Fjerdingsdomme og Femterdommen. I dets Sted foreskrev den nye Lovs Thingfarebaalk et Lagthing ganske efter det norske Mønster, næsten endog med de samme Ord, som det findes forordnet i Norges Landslov. Valdsmanden (med dette Navn betegnede man Sysselmanden, hvilken Titel endnu ikke var indført i Landet) skulde nævne et vist Antal Thingmænd for hvert Vaarthing-District, ligesom i Norge fra hvert Landskab eller Fylke[1]; af disse Nevndarmænd, tilsammen 140 (fire mindre end den forrige Lagrette, Raadgiverne medregnede) skulde Valdsmændene og Lagmanden nævne 36 Mænd, tre fra hvert Vaarthing-District (altsaa tre Tylfter) i Lagretten. Den her nævnte Lagmand, der traadte i Stedet for Lovsigemanden, var ganske en Lagmand af det norske Slags, til hvem der kunde stevnes, og hvis Orskurder skulde lydes[2], ligesom han skulde lede Forhandlingerne paa Thinget, og deeltage i Dommene, skjønt der endnu ikke tillagdes ham en saadan Myndighed lige over for Lagretten, som i Norge. I Stedet for Fjerdingsdommen og Femterdommen skulde nu Lagretten dømme, ganske som i Norge. Den eneste Afvigelse fra Lagthingets Indretning i Norge var den, at det, da den bestaaende Christenret foreskrev en saakaldet Prestedom paa Althinget til at dømme dem, der vare Biskoppens Befalinger ulydige, udtrykkeligt paalagdes Biskopperne at opnævne til Lagthinget 12 Prester, fire fra Nordlandet, fire fra Søn-
- ↑ Nevndarmændenes Antal angives saaledes: fra Mula-Thing 6, Rangaa Thing 15, Aarnes-Thing 20, Kjalarnes-Thing 15, Thorsnes-Thing 12, Thorskefjord-Thing 8, Hunavatns-Thing 10, Hegramo-Thing 15, Vadle-Thing 12, Thinguja-Thing 6.
- ↑ Jarnsida Cap. 21.
Mødet 1271 og Mødet 1273, og i den Tid kan der ikke godt være Tale om mere end eet Exemplar.
