nok allerede af Sæmund, der selv var Prest, været lagt rinder den der staaende Kirke, men med det Forbehold, at det skulde blive under Ættens Bestyrelse; hans Ættmænd havde stedse vedblevet at ansee det som deres Ejendom, og nu nylig endog forføjet over den ved et Slags Frændeskifte, idet Steinvar Sighvatsdatter, Halfdan Sæmundssøns Enke[1], havde kjøbt den, som det heder, af sin afdøde Mands Broder og Brodersøn uden at spørge Biskoppen ad, og hun havde igjen solgt Halvdelen deraf til sin Søn Sighvat, der nu tillige med sine to Brødre Loft og Sturla vægrede sig ved at give Slip paa den. Arne krævede vel paa Althinget 1270 en Dom for, hvor vidt Odde var Kirke-Ejendom eller ej; men uagtet Dommen lød paa at Godset tilhørte Kirken – hvad der jo i sig selv bogstaveligt var sandt, – vovede han dog ikke mod saa mægtige Mænd som disse strax at fare løs med de voldsomste Tvangsmidler. Han underhandlede i Mindelighed med dem, og der blev sluttet et Forlig, hvorved Sagen henskydes til Kongens og Erkebiskoppens Dom, medens det imidlertid skulde være dem tilladt at bebo Gaarden som for, imod at bygge den forfaldne Kirke forsvarligt op igjen; hvis Dommen derimod gik dem imod, skulde de uvægerligen fravige Godset. Med Ketil Loftssøn, der sad inde med Hitardal, vilde han gjøre kortere Proces, idet han allerede paa hiint samme Thing 1270 truede ham med Bansættelse, og Ketil maatte da love strax at udbetale en Sum Penge, men for Resten blev Spørgsmaalet om Jordegodset selv ogsaa her henskudt til Kongens og Erkebiskoppens Dom, eller rettere til Erkebiskoppens alene, da Arne reent ud erklærede at han ikke brød sig om Kongen i dette Stokke, udenfor saa vidt han var enig med Erkebiskoppen. Da Ketil siden gjorde Vanskeligheder ved hiin Udbetaling, skred Biskop Arne virkelig til Bansættelse, og for at blive løst af Bannet, maatte Ketil fratræde Godset, idet han dog fremdeles forbeholdt sig sin Ret, hvis Kongens og Erkebiskoppens Dom blev ham gunstig[2].
Imidlertid havde der ej været udnævnt nogen Jarl efter Gissurs Død, og i over et Aars Tid synes der ikke at have været nogen egentlig Overbestyrer af Landet. Men i 1268 rejste Thorvard Thorarinssøn tilligemed sin unge Frænde Orm Ormssøn, Østfjordenes Høvding[3], over til Norge, og det følgende Aar fulgte Ravn Oddssøn efter[4].
