tikler mødte ingen Modstand, men vel, som man kunde vente, Befalingen, at Kirkegodset endelig skulde stilles under Biskoppens Raadighed. Vi have tidligere seet[1], hvorledes den hellige Biskop Thorlak havde bragt denne Sag med megen Ivrighed paa Bane, men uden at kunne udrette hvad han vilde, saa at alt var blevet ved det gamle indtil nu, da den modige Arne vovede at begynde Kampen paa ny. I sig selv var det System, Arne vilde sætte igjennem, aldeles rigtigt, saa meget mere som den Maade, hvorpaa Høvdingerne skaltede og valtede med Kirkegodset, og de Kneb, hvorved mange derved saa sig i Stand til at trænge sig ind i den fuldstændige Brugs- og Besiddelsesret af Gods, hvortil de i enhver Henseende vare uberettigede, var i højeste Maade forargelig. Dog maa man paa den anden Side indrømme, at en fuldstændig Gjennemførelse af Systemet vilde gribe forstyrrende ind i mange Ejendomsforhold, ja endog lede til formelig Uretfærdighed, naar nemlig de, som havde opført en Kirke paa deres Ættegaard, og skjødet deres Gods til den, i den Tanke og med det udtrykkelige Forbehold at de fremdeles skulde nyde Brugsretten og Indtægterne deraf, nu pludseligt ved et Magtsprog skulde miste deres ældgamle Familie-Ejendom, og forlade de Steder, hvor deres Forfædre, Slægt efter Slægt, havde haft deres Sæde. Men Arne maa have kjendt Forholdene paa sin Fædrene-Ø for godt, til at han ikke fra det første Øjeblik, da han paatog sig at bringe denne Sag atter paa Bane, skulde have forudseet, hvilken Modstand han vilde møde. Han maa derfor med velberaad Hu have aabnet Striden. Det lukkedes ham ogsaa, sikkert mod manges Forventning, paa en Visitationsrejse, han foretog endnu samme Høst, som han var kommen hjem, og i Begyndelsen af Vintren, at faa de mindre Kirker afstaaede. Men de mægtige Høvdinger, der havde de større Kirker inde, vare ikke paa nogen Viis at bevæge til at give Slip paa dem. Heller ikke vilde man føje sig efter Forbudet mod Aager.
e fornemste af de større Godser, hvorom der nu blev Spørgsmaal, var Odde, Sæmund frodes og hans Ættmænds berømte Sæde, og Hitardal, som Thorleif Beiskalde i sin Tid havde skjenket til Kirken, for at et Kloster der skulde oprettes, hvilket Kloster ogsaa virkelig skal være kommet i Stand, men have fristet en kort Tilværelse, hvorfor Gaarden, som før, havde været i Lægmands Værge[2]. Odde havde vist-
- ↑ Se ovf. til. S. 253, 254.
- ↑ Om Thorleif Beiskalde er der ovenfor talt, se især III. S. 791. Jvfr. herom Finn Jonssons isl. Kirkehistorie, IV. S. 24, 25. Man skulde formode, at den frygtelige Ildebrand paa Hitardal, 1148, hvori Biskop Magnus omkom, har været en af Aarsagerne, hvorfor Thorleif besluttede at overgive fin Gaard til helligt Brug.
