Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/638

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
624
Magnus Haakonsſøn.


tikler mødte ingen Modſtand, men vel, ſom man kunde vente, Befalingen, at Kirkegodſet endelig ſkulde ſtilles under Biſkoppens Raadighed. Vi have tidligere ſeet[1], hvorledes den hellige Biſkop Thorlak havde bragt denne Sag med megen Ivrighed paa Bane, men uden at kunne udrette hvad han vilde, ſaa at alt var blevet ved det gamle indtil nu, da den modige Arne vovede at begynde Kampen paa ny. I ſig ſelv var det Syſtem, Arne vilde ſætte igjennem, aldeles rigtigt, ſaa meget mere ſom den Maade, hvorpaa Høvdingerne ſkaltede og valtede med Kirkegodſet, og de Kneb, hvorved mange derved ſaa ſig i Stand til at trænge ſig ind i den fuldſtændige Brugs- og Beſiddelſesret af Gods, hvortil de i enhver Henſeende vare uberettigede, var i højeſte Maade forargelig. Dog maa man paa den anden Side indrømme, at en fuldſtændig Gjennemførelſe af Syſtemet vilde gribe forſtyrrende ind i mange Ejendomsforhold, ja endog lede til formelig Uretfærdighed, naar nemlig de, ſom havde opført en Kirke paa deres Ættegaard, og ſkjødet deres Gods til den, i den Tanke og med det udtrykkelige Forbehold at de fremdeles ſkulde nyde Brugsretten og Indtægterne deraf, nu pludſeligt ved et Magtſprog ſkulde miſte deres ældgamle Familie-Ejendom, og forlade de Steder, hvor deres Forfædre, Slægt efter Slægt, havde haft deres Sæde. Men Arne maa have kjendt Forholdene paa ſin Fædrene-Ø for godt, til at han ikke fra det førſte Øjeblik, da han paatog ſig at bringe denne Sag atter paa Bane, ſkulde have forudſeet, hvilken Modſtand han vilde møde. Han maa derfor med velberaad Hu have aabnet Striden. Det lukkedes ham ogſaa, ſikkert mod manges Forventning, paa en Viſitationsrejſe, han foretog endnu ſamme Høſt, ſom han var kommen hjem, og i Begyndelſen af Vintren, at faa de mindre Kirker afſtaaede. Men de mægtige Høvdinger, der havde de ſtørre Kirker inde, vare ikke paa nogen Viis at bevæge til at give Slip paa dem. Heller ikke vilde man føje ſig efter Forbudet mod Aager.

e fornemſte af de ſtørre Godſer, hvorom der nu blev Spørgsmaal, var Odde, Sæmund frodes og hans Ættmænds berømte Sæde, og Hitardal, ſom Thorleif Beiskalde i ſin Tid havde ſkjenket til Kirken, for at et Kloſter der ſkulde oprettes, hvilket Kloſter ogſaa virkelig ſkal være kommet i Stand, men have friſtet en kort Tilværelſe, hvorfor Gaarden, ſom før, havde været i Lægmands Værge[2]. Odde havde viſt-

  1. Se ovf. til. S. 253, 254.
  2. Om Thorleif Beiskalde er der ovenfor talt, ſe iſær III. S. 791. Jvfr. herom Finn Jonsſons isl. Kirkehiſtorie, IV. S. 24, 25. Man ſkulde formode, at den frygtelige Ildebrand paa Hitardal, 1148, hvori Biſkop Magnus omkom, har været en af Aarſagerne, hvorfor Thorleif beſluttede at overgive fin Gaard til helligt Brug.