Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/634

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
620
Magnus Haakonsſøn.


Hjemrejſe berettes, ſynes denne jo visſelig kun at have haft en fuldkommen privat Charakteer. Der fortælles nemlig, at da Kong Magnus om Sommeren 1265 havde en Sammenkomſt med Byrge Jarl, fulgte Sturla, der allerede havde digtet en Flokk om Jarlen, med for nu ogſaa at hædre ham med en Draapa, og fremſagde den virkelig for Jarlen, der fandt ſig ſaa ſmigret derved, at han indbød Sturla til at følge med ham op i Sverige, lovende ham gode Heſte og fri Rejſe; for dette Tilbud takkede Sturla ham, men undſkyldte ſig med at Kongen allerede havde givet ham Tilladelſe til at rejſe hjem til Island, ved hvilke Ord Kongen ſkal have vendt ſig bort med et Smiil, fordi der ikke havde været talt et Ord om denne Sag imellem ham og Sturla; dog gav han ham Tilladelſen. Men om end ſaaledes ikke Sturlas Rejſe fra førſt af var paatænkt fra Kongens Side, er der dog intet uſandſynligt i, tvert imod er det i højeſte Maade rimeligt, at Kongen ved ſamme Lejlighed paalagde ham at virke for Antagelſen af den Lovbog, ſom han ſelv havde været med at forfatte. Hvad Skridt der nu ellers bleve foretagne i den Anledning paa Island, er ganſke ubekjendt. Saa meget er kun viſt, at det ikke lykkedes Sturla og Thorvard denne Gang at ſaa Loven antagen, i det mindſte ikke af noget ſtort Antal af Befolkningen[1]. Forſøget kom ogſaa aabenbart for tidligt, ligeſom og Lovbogen ſelv maa have været et alt for ſtort Haſtverksarbejde til engang at fortjene at antages. Bi have ovenfor viiſt, at denne Lovbog ikke kan have været andet end et i Skyndſomhed gjort førſte Forſøg paa at tillempe et ſandſynligviis fra Kong Haakons Tid beroende Udkaſt til en Sammenſmeltning af Gulathings- og Froſtathings-Lagen efter de islandſke Forhold, fornemmelig ved at optage nogle Artikler af den ældre islandſke Lov;i de Afſnit, der angaa Landboforholdene. Kun paa denne Maade kan man forklare Navnet „Haakonarbok“, der lader til at være traditionelt. Endog i den Skikkelſe, vi have denne Lov, nemlig ſaadan ſom den var bleven forøget, vel ogſaa omarbejdet, i Aaret 1271, viſer den ſig mangelagtig nok; end mere maa man have haft Grund til at udſætte paa den i dens ældre Skikkelſe: der maatte i alle Fald dog ogſaa gaa nogle forberedende

    ſigter. Vel veed man, at Sturla og Thorvard kom med den ældre Bog ogſaa i 1271 og at den da blev virkelig lovtagen, men dette hindrer ikke, at Kongen kan have overdraget de ſamme Mænd at gjete et tidligere Forſøg, og af Annalerne erfare vi, at Thorvard virkelig rejſte til Island 1265, medens Sturlas Hjemrejſe ſamme Aar berettes i Sturl.-Saga X. 18, ſaaledes ſom det her ovenfor er meddeelt.

  1. Det oven anførte Udtryk „Loven ſtod i 15 Aar“ behøver ikke at tages i anden Betydning end at det var den, om hvis Antagelſe der l Løbet af 15 Aar var Tale, indtil Jonsbogen kom.