Generationer aldeles misbrugte Myndighed. En saadan Bestræbelse fra Kongens Side behøver saaledes i det mindste ikke at lægges ud som en utilbørlig Stræben efter at betage Island dets politiske Frihed mod Unionsfordragets Aand, og gjøre det til en Provins af Norge. Den kunde i det mindste udspringe – og efter hvad man kjender til Magnus’s Charakteer maa man ogsaa antage at den virkelig udsprang – af fuld Overbeviisning om at dette var den eneste Vej til at skaffe Landet virkelig Fred og Ro, og ganske at tilintetgjøre Anarchiet. At Magnus ellers gjerne greb Lejligheden til at knytte Baandet-mellem Norge og Island fastere, og at han ved Reformerne paa Island søgte at gjøre de samme monarchiske Grundsætninger gjeldende, som i Norge, kan man under de daværende Tiders Forhold og de paa den Tid herskende politiske Anskuelser ikke synderligt gaa i Rette med ham for. Han troede visselig at handle paa det bedste.
Hvorledes Jarlen, skjønt han skulde staa over Partierne, dog fremdeles i sig selv kun var en Partihøvding som de øvrige, der blot ligesom tilfældigviis havde en højere Titel, seer man af en Fejde, som han allerede i 1264, samme Aar, den endelige Underkastelse under Norges Konge fandt Sted, havde med Odde-Verjerne. Ikke længe efter Thinget, da Gissur opholdt sig paa Sønderlandene, gjorde Thord Andressøn, der nu var Familiens Hoved, tilligemed sine Brødre et Forsøg paa at overfalde ham i Nærheden af Gaarden Tunger. Det lukkedes Gissur at slippe ind i Kirken og holde sine Forfølgere saa længe oppe med Underhandlinger indtil en af hans Mænd imidlertid havde faaet samlet saa mange Folk, at Forfølgerne ikke længer fandt det raadeligt at blive der, men stevnede op til nogle Fjelde i Nærheden. Gissur forsterkede sig med flere Skarer, indtil han i alt havde 720 Mand, og herjede nu Rangaarvalle, Thords og hans Brødres Høvdinge-District anden Gang paa det ubarmhjertigste. Siden aabnede han Underhandlinger med Thord og hans Brødre, og lovede dem sikker Grid, hvis de vilde indfinde sig til et personligt Møde med ham. De kom, skjønt Thord selv tidligere havde ytret, at han ikke troede Gissur vel. Gissur lod dog i Førstningen til at mene det nok saa oprigtigt, og fremsagde selv Gridsformularen. Men Morgenen efter, da Thord og hans Brødre, der med deres Mænd havde taget deres Nattekvarteer i Kirken, skulde gaa ud af denne, havde Gissur stillet sine Mænd, fuldt bevæbnede, i tvende lange Rækker fra begge Sider af Kirkedøren, og erklærede nu at Thord, hans Brødre og deres Syskendebarn Sæmund Haraldssøn skulde følge med ham vester over Aaen for der nærmere at tale om deres Anliggender, hvorhos han lod dem alle afvæbne, sigende at de ej behøvede Vaaben der vester. Det nyttede ikke at gjøre nogen Modstand, og saaledes maatte de da følge
