Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/631

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
617
1264—77. Begivenheder paa Island.
58. Forholdene paa Island. Biſkop Arnes Virkſomhed. Beſtræbelſer for at indføre norſk Lovgivning paa Øen. Stridigheder om Patronats-Retten.


Under den foregaaende Fremſtilling af Kong Magnus’s politiſke og legislatoriſke Reformer i Norge have vi allerede oftere haft Anledning til at berøre de ſamtidige Beſtræbelſer i lignende Retning, ſom foregik paa Island, og ſom her endog kunde ſiges at være af ſaa meget ſtørre Betydning, ſom det gjaldt hverken mere eller mindre end at ordne Islands hidtil fra Norges ſaa forſkjellige Statsforfatning og Lovgivning ganſke efter norſk Mønſter, og derved at gjøre Unionen fra en løs Perſonal-Union til en faſt Real-Union, hvorved Island blev en virkelig Deel af Norges Rige. Vi ville nu her nærmere betragte disſe merkelige Begivenheder, idet vi begynde fra det Punkt, hvor vi tidligere afbrøde Beretningen om de islandſke Tildragelſer, nemlig med den fuldſtændige Anerkjendelſe af den norſke Konges Herredømme paa Øen[1].

Gisſur Thorvaldsſøn havde, ſom det ovenfor er berettet, været Jarl ſiden 1258, men hans Magt var meget indſkrænket, deels ved de øvrige mægtige Høvdinger, fornemmelig Oddeverjerne paa Sønderlandet, Ravn Oddsſøn paa Veſterlandet, og Orm Ormsſøn paa Øſterlandet, deels ogſaa ved de Nordmænd, ſom Kong Magnus af og til ſendte ud til Øen, for at have Opſigt med ham, og ſom da ej alene afgjorde mangt og meget uden hans Mellemkomſt, men endog ſøgte ſin Støtte hos hans Modſtandere, overhoved tydeligt lagde for Dagen, at Kongen ingen Tillid havde til ham. De indre Forhold paa Øen vare endnu ganſke uforandrede. Lovgivningen og Statsforfatningen vare endnu de gamle: Godordene vare fremdeles i Hænderne paa nogle faa Høvdinge-Ætter. Det var aabenbart de Høvdingers Mening, der havde underkaſtet ſig, at alt ſkulde gaa i ſin gamle Gang, paa det nær, at de nu betalte den norſke Konge Skat, og at denne ſkulde ſørge for at holde Fred og Enighed mellem dem. Dette var da nærmeſt Jarlens Hverv ſom Kongens Repræſentant, men Jarlen ſelv pasſede igjen ſlet ikke i hele den islandſke Forfatning, og naar han nu heller ikke tilbørligt underſtøttedes af Kongen, men derimod af ham betragtedes med Mistænkelighed, og af Høvdingerne med formeligt Had, er det tydeligt nok, at hans Magt ſom Jarl maatte være liden eller ingen, hans Stilling yderſt ubehagelig, og at Fejderne om kort Tid atter vilde begynde ſom før, med mindre der gjordes Foranſtaltninger til at udrydde Ondet fra Grunden af, nemlig at forandre den hele Statsforfatning efter norſk Mønſter, og fratage Godordsmændene deres utilbørligt ſammendyngede og nu gjennem ſaa mange

  1. Se ovf. S. 376.