Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/630

616

Magnus Haakonssøn.

gerne vedbleve ogsaa endnu en lang Tid at kalde alle de norske bosatte Mænd „Bønder“, som ikke bare Herrenavn, endog Hirdmændene; og i Loven bibeholdtes ligeledes Benævnelsen „Bønder“ om Landboerne i Almindelighed saavel som om Huusejerne i Byer, men conventionelt synes dog allerede det med Navnet forbundne Begreb at have betegnet den menige Landbefolkning, især Lejlændingerne, saa meget mere som Jordegodset mere og mere sees at have samlet sig paa faa Hænder, til de rige og mægtige Ætter, medens Mængden af Landsbefolkningen virkelig var Lejlændinger, der deels stode under de mægtige Godsejere, deels under Kongen (paa Krongodserne), deels rinder Kirken eller Gejstligheden. De store Godsejere, der tillige i Regelen enten vare Hirdmænd eller Riddere, og saaledes nøde betydelig Skattefrihed, kunde derfor ogsaa bortbygge de Gaarde, for hvilke de nøde denne Frihed, mod større Bygsel og Landskyld end de ringere Selvejere, der ingen saadan Fritagelse havde; derved fik de naturligviis en uforholdsmæssig stor pecuniær Overvegt over disse, og havde derved saa meget lettere for at fortrænge dem fra deres Gaarde, eller saa godt som tvinge dem til at sælge disse, naar de laa dem belejligt til dermed at afrunde deres Besiddelser. Sælgeren blev da sædvanligviis Lejlænding, ofte paa sin egen Gaard, og derved forøgedes altid Lejlændingernes Antal, medens Kløften mellem de højere og ringere Bønder blev større. Man kan vel endog antage, at Adgangen til at komme ind i Hirden og erhverve de med Hirdmandsværdigheden forbundne Fordele var i Regelen aldeles stængt for den ringere Bondes eller Lejlændings Søn, og at dertil udfordredes en særegen Lykke, eller at man møjsommeligt maatte have tjent sig op fra de laveste Grader. Det ligger altsaa i Sagens Natur, at de fornemme Gaardejer-Ætter ligesom havde faaet Eneret til Hirdmandsværdigheden, og dette gjorde da saaledes de dermed forbundne Rettigheder i Virkeligheden arvelige, om de end ikke strengt taget vare det for Loven. Alle disse Forhold maa man stille sig klart for Øje, for at forklare sig, hvorledes den nye Tingenes Orden, som Kong Magnus’s Lovreformer deels indførte, deels nøjere udviklede, kunde slaa Rødder. Bondestanden som saadan havde allerede tabt det meste af sin politiske Indflydelse, eller rettere, det Element, der i ældre Tider repræsenteredes af de mægtige Bønder med Lendermændene i Spidsen, var nu at søge i Hirden eller overhoved blandt de kongelige Krigere. Men det var Norges Held, at det Grundlag, hvorpaa disse politiske Forandringer kom til at hvile, endnu havde saa meget tilbage af den gamle germaniske Enkelthed, at Friheden selv ikke derved kunde anfegtes i sin inderste Rod.