Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/630

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
616
Magnus Haakonsſøn.


gerne vedbleve ogſaa endnu en lang Tid at kalde alle de norſke boſatte Mænd „Bønder“, ſom ikke bare Herrenavn, endog Hirdmændene; og i Loven bibeholdtes ligeledes Benævnelſen „Bønder“ om Landboerne i Almindelighed ſaavel ſom om Huusejerne i Byer, men conventionelt ſynes dog allerede det med Navnet forbundne Begreb at have betegnet den menige Landbefolkning, iſær Lejlændingerne, ſaa meget mere ſom Jordegodſet mere og mere ſees at have ſamlet ſig paa faa Hænder, til de rige og mægtige Ætter, medens Mængden af Landsbefolkningen virkelig var Lejlændinger, der deels ſtode under de mægtige Godsejere, deels under Kongen (paa Krongodſerne), deels rinder Kirken eller Gejſtligheden. De ſtore Godsejere, der tillige i Regelen enten vare Hirdmænd eller Riddere, og ſaaledes nøde betydelig Skattefrihed, kunde derfor ogſaa bortbygge de Gaarde, for hvilke de nøde denne Frihed, mod ſtørre Bygſel og Landſkyld end de ringere Selvejere, der ingen ſaadan Fritagelſe havde; derved fik de naturligviis en uforholdsmæsſig ſtor pecuniær Overvegt over disſe, og havde derved ſaa meget lettere for at fortrænge dem fra deres Gaarde, eller ſaa godt ſom tvinge dem til at ſælge disſe, naar de laa dem belejligt til dermed at afrunde deres Beſiddelſer. Sælgeren blev da ſædvanligviis Lejlænding, ofte paa ſin egen Gaard, og derved forøgedes altid Lejlændingernes Antal, medens Kløften mellem de højere og ringere Bønder blev ſtørre. Man kan vel endog antage, at Adgangen til at komme ind i Hirden og erhverve de med Hirdmandsværdigheden forbundne Fordele var i Regelen aldeles ſtængt for den ringere Bondes eller Lejlændings Søn, og at dertil udfordredes en ſæregen Lykke, eller at man møjſommeligt maatte have tjent ſig op fra de laveſte Grader. Det ligger altſaa i Sagens Natur, at de fornemme Gaardejer-Ætter ligeſom havde faaet Eneret til Hirdmandsværdigheden, og dette gjorde da ſaaledes de dermed forbundne Rettigheder i Virkeligheden arvelige, om de end ikke ſtrengt taget vare det for Loven. Alle disſe Forhold maa man ſtille ſig klart for Øje, for at forklare ſig, hvorledes den nye Tingenes Orden, ſom Kong Magnus’s Lovreformer deels indførte, deels nøjere udviklede, kunde ſlaa Rødder. Bondeſtanden ſom ſaadan havde allerede tabt det meſte af ſin politiſke Indflydelſe, eller rettere, det Element, der i ældre Tider repræſenteredes af de mægtige Bønder med Lendermændene i Spidſen, var nu at ſøge i Hirden eller overhoved blandt de kongelige Krigere. Men det var Norges Held, at det Grundlag, hvorpaa disſe politiſke Forandringer kom til at hvile, endnu havde ſaa meget tilbage af den gamle germaniſke Enkelthed, at Friheden ſelv ikke derved kunde anfegtes i ſin inderſte Rod.