omfattende Fehirdsle end den i Tunsberg. Senere finde vi ogsaa Fehirdsler i Oslo og Nidaros[1], men det er meget muligt, at der i Førstningen kun var de tvende faste Fehirdsler, Bergens for det Nordenfjeldske og Tunsbergs for det Søndenfjeldske.
I Forbindelse med Sysselmendene bør ogsaa Lagmændene i deres nye, udvidede Embedsvirksomhed omtales. De vare nu, som vi have seet, ikke længere Voldgiftsmænd eller Retsconsulenter, beskikkede for de ringere Klasser, men kongelige Dommere, under hvilke Enhver skulde lyde i alle civile Sager, samt Bestyrere af Lagthingene. De havde derfor nu ogsaa betydelige Forleninger, lige saa store som Lendermændene, og vare som retskyndige selvskrevne til Høvdingemøderne. Man erfarer af flere Diplomer, at Lagmændene senere havde i det mindste Ridderværdighed, og man maa vel derfor antage, at allerede paa Kong Magnus’s Tid ingen blev udnævnt til Lagmand, uden i det mindste at være Hirdmand. Under Kong Haakon Haakonssøns første Regjeringstid have vi seet, at Dagfinn Bonde baade var Gulathings Lagmand, Befalingsmand paa Bergens Borg, og Sysselmand paa Hørdaland[2]. En saadan Forbindelse af Embeder maa vistnok senere, efter Lagmands-Embedets nye Organisation, have været umulig. Man kan ikke antage, at Nogen paa een Gang baade var Lagmand og Sysselmand, baade forvaltede den dømmende og udøvende Magt. Loven selv forudsætter disses Adskillelse, og heller ikke have vi i Diplomer noget Exempel paa en saadan Combination. Som Veitslemænd og kongelige Dommere vare Lagmændene højt agtede og borte nu aldeles bestemt til Aristokratiet.
Den Omstændighed, at Hirdværdighederne nu saa at sige havde mest at betyde udenfor Hirden, ved den Titel, Rang og Myndighed de medførte, medens Hofsyslerne næsten kun vare en Biting, maatte nødvendigviis medføre, at Antallet paa Hirdmænd blev langt større end før, eftersom det vel næsten ansaaes at falde af sig selv, at en større Godsejer eller Medlem af en anseet Ætt skulde i det mindste have Hirdmands Rang; saaledes at vel endog mange renoncerede paa Veitsler, og enda paatoge sig de med Hirdmandsværdigheden forbundne Pligter, naar de kun fik Titlen og de dermed forbundne Rettigheder. Men heraf maatte da ogsaa Følgen blive, at den gamle Benævnelse „Bonde“ maatte blive sjeldnere, i det mindste i det daglige Liv, og tildeels antage en anden Betydning. Paa Island vedblev den endnu uforandret, og Islændin-
