Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/629

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
615
1277. Ariſtokratiets og Embedsſtandens nye Rettigheder.


omfattende Fehirdſle end den i Tunsberg. Senere finde vi ogſaa Fehirdſler i Oslo og Nidaros[1], men det er meget muligt, at der i Førſtningen kun var de tvende faſte Fehirdſler, Bergens for det Nordenfjeldſke og Tunsbergs for det Søndenfjeldſke.

I Forbindelſe med Sysſelmendene bør ogſaa Lagmændene i deres nye, udvidede Embedsvirkſomhed omtales. De vare nu, ſom vi have ſeet, ikke længere Voldgiftsmænd eller Retsconſulenter, beſkikkede for de ringere Klasſer, men kongelige Dommere, under hvilke Enhver ſkulde lyde i alle civile Sager, ſamt Beſtyrere af Lagthingene. De havde derfor nu ogſaa betydelige Forleninger, lige ſaa ſtore ſom Lendermændene, og vare ſom retskyndige ſelvſkrevne til Høvdingemøderne. Man erfarer af flere Diplomer, at Lagmændene ſenere havde i det mindſte Ridderværdighed, og man maa vel derfor antage, at allerede paa Kong Magnus’s Tid ingen blev udnævnt til Lagmand, uden i det mindſte at være Hirdmand. Under Kong Haakon Haakonsſøns førſte Regjeringstid have vi ſeet, at Dagfinn Bonde baade var Gulathings Lagmand, Befalingsmand paa Bergens Borg, og Sysſelmand paa Hørdaland[2]. En ſaadan Forbindelſe af Embeder maa viſtnok ſenere, efter Lagmands-Embedets nye Organiſation, have været umulig. Man kan ikke antage, at Nogen paa een Gang baade var Lagmand og Sysſelmand, baade forvaltede den dømmende og udøvende Magt. Loven ſelv forudſætter disſes Adſkillelſe, og heller ikke have vi i Diplomer noget Exempel paa en ſaadan Combination. Som Veitſlemænd og kongelige Dommere vare Lagmændene højt agtede og borte nu aldeles beſtemt til Ariſtokratiet.

Den Omſtændighed, at Hirdværdighederne nu ſaa at ſige havde meſt at betyde udenfor Hirden, ved den Titel, Rang og Myndighed de medførte, medens Hofſyſlerne næſten kun vare en Biting, maatte nødvendigviis medføre, at Antallet paa Hirdmænd blev langt ſtørre end før, efterſom det vel næſten anſaaes at falde af ſig ſelv, at en ſtørre Godsejer eller Medlem af en anſeet Ætt ſkulde i det mindſte have Hirdmands Rang; ſaaledes at vel endog mange renoncerede paa Veitſler, og enda paatoge ſig de med Hirdmandsværdigheden forbundne Pligter, naar de kun fik Titlen og de dermed forbundne Rettigheder. Men heraf maatte da ogſaa Følgen blive, at den gamle Benævnelſe „Bonde“ maatte blive ſjeldnere, i det mindſte i det daglige Liv, og tildeels antage en anden Betydning. Paa Island vedblev den endnu uforandret, og Islændin-

  1. Dipl. Norv. II. ens. 285, fra 1344 og 1347.
  2. Se ovf. III. S. 576. Det lod ſig ogſaa godt gjøre for Sysſelmanden at ſkifte Ret imellem de Ringere, ſaa længe dette ikke betragtedes ſom noget egentligt Dommer-Embede.