hørte dog aabenbart til en anden Klasse end disse. Saa vidt man kan skjønne, vare Gjesterne at betragte som ringere Officierer, der vel endog overhoved, paa Grund af de mere underordnede, ofte odiøse, Erender, de havde at udrette, og hvormed de Fornemmere ej vilde befatte sig[1], toges fra de mindre anseede Slægter, eller fra de lavere Klasser; det synes ikke at have været Regelen, at en Gjest skulde avancere til Hirdmand, medens vi derimod finde, at de, hvis Byrd og Stilling berettigede dem dertil, strax bleve Hirdmænd, uden at have gjennemgaaet Gjeste-Klassen. Derfor seer man Gjesterne heller ikke i Leding som egne Sveitarhøvdinger, men derimod samlede paa eet Skib under Anførsel af en Hirdmand. Med Kjertesveinerne var vel dette ogsaa Tilfældet, men Aarsagen hertil var nærmest den, at de vare saa unge; der fordredes udtrykkeligt med Hensyn til dem, at de skulde vælges af de fornemste Ætter, og saaledes maa det endog have været Regelen, at de, naar de opnaaede den behørige Alder, bleve Hirdmænd: ja mange af dem sprang vel endog baade Hirdmands- og Ridder-Værdigheden ganske forbi, og bleve strax Lendermænd, naar de f. Ex. vare Sønner af Lendermænd, og deres Fædre døde, førend de endnu havde naaet Hirdmands-Værdigheden. Den Ledingsfrihed, Kjertesveinerne nøde, kom derfor vel endog fornemmelig deres Fædre til Gode; „Gjesterne“ derimod kunde rimeligviis blive graahærde og tilbringe hele deres Liv, uden at kommet nogen anden Stilling. Da en Gjests Ledingsfrihed beløb sig til to Nev, altsaa eet for sig selv og eet for en Krigsmand, bliver det sandsynligt, at Gjesten ogsaa skulde holde en Krigsmand, og derfor havde 3 Mks. Veitsle. Om Gjesternes og Kjertesveinernes Deeltagelse i Rigs– eller Høvdinge-Møderne kan der ikke have været Tale. Selv i Tilfælde af at et System, liigt det engelske, havde uddannet sig i Norge, vilde vel de ej have kunnet komme i Betragtning som berettigede til at repræsenteres. Imidlertid maa dog ogsaa Gjesterne, paa Grund af de Fritagelser og den Myndighed, der var bleven dem til Deel, have nydt Anseelse i deres Hjembygd fremfor de øvrige Bønder, og været betragtede som Aristokratiets yderste Ende[2].
Af hvad der her er fremstillet, følger altsaa, at Ridderne og Hirdmændene maa antages at have bidraget til den ved Artiklerne af 1273
- ↑ „De kaldes „Gjester“, heder det i Hirdsk. Cap. 43, „fordi de ofte gjeste paa Steder, hvor man kun lidet takker dem for deres Nærværelse“. At udføre slige Erender, især hvor det gjaldt at dræbe eller tilfangetage Røgen, oftest med List, maatte vel ansees under en Ridders eller Hirdmands Værdighed.
- ↑ Vi see af Dipl. Norv. II. No. 25, at Hertug Haakon i Aaret 1289 skjenkede fin „Gjest“ Vidar ikke ubetydelige Bygningstomter i Oslo (hvor den saakaldte Vidarsgaard opførtes); ligeledes af No. 27, at han i 1290 gav sin „Gjest“ Andres en Tomt øster paa Lykkerne. Dette tyder dog paa en vis Anseelse hos Gjesterne.
