Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/626

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
612
Magnus Haakonsſøn.


hørte dog aabenbart til en anden Klasſe end disſe. Saa vidt man kan ſkjønne, vare Gjeſterne at betragte ſom ringere Officierer, der vel endog overhoved, paa Grund af de mere underordnede, ofte odiøſe, Erender, de havde at udrette, og hvormed de Fornemmere ej vilde befatte ſig[1], toges fra de mindre anſeede Slægter, eller fra de lavere Klasſer; det ſynes ikke at have været Regelen, at en Gjeſt ſkulde avancere til Hirdmand, medens vi derimod finde, at de, hvis Byrd og Stilling berettigede dem dertil, ſtrax bleve Hirdmænd, uden at have gjennemgaaet Gjeſte-Klasſen. Derfor ſeer man Gjeſterne heller ikke i Leding ſom egne Sveitarhøvdinger, men derimod ſamlede paa eet Skib under Anførſel af en Hirdmand. Med Kjerteſveinerne var vel dette ogſaa Tilfældet, men Aarſagen hertil var nærmeſt den, at de vare ſaa unge; der fordredes udtrykkeligt med Henſyn til dem, at de ſkulde vælges af de fornemſte Ætter, og ſaaledes maa det endog have været Regelen, at de, naar de opnaaede den behørige Alder, bleve Hirdmænd: ja mange af dem ſprang vel endog baade Hirdmands- og Ridder-Værdigheden ganſke forbi, og bleve ſtrax Lendermænd, naar de f. Ex. vare Sønner af Lendermænd, og deres Fædre døde, førend de endnu havde naaet Hirdmands-Værdigheden. Den Ledingsfrihed, Kjerteſveinerne nøde, kom derfor vel endog fornemmelig deres Fædre til Gode; „Gjeſterne“ derimod kunde rimeligviis blive graahærde og tilbringe hele deres Liv, uden at kommet nogen anden Stilling. Da en Gjeſts Ledingsfrihed beløb ſig til to Nev, altſaa eet for ſig ſelv og eet for en Krigsmand, bliver det ſandſynligt, at Gjeſten ogſaa ſkulde holde en Krigsmand, og derfor havde 3 Mks. Veitſle. Om Gjeſternes og Kjerteſveinernes Deeltagelſe i Rigs— eller Høvdinge-Møderne kan der ikke have været Tale. Selv i Tilfælde af at et Syſtem, liigt det engelſke, havde uddannet ſig i Norge, vilde vel de ej have kunnet komme i Betragtning ſom berettigede til at repræſenteres. Imidlertid maa dog ogſaa Gjeſterne, paa Grund af de Fritagelſer og den Myndighed, der var bleven dem til Deel, have nydt Anſeelſe i deres Hjembygd fremfor de øvrige Bønder, og været betragtede ſom Ariſtokratiets yderſte Ende[2].

Af hvad der her er fremſtillet, følger altſaa, at Ridderne og Hirdmændene maa antages at have bidraget til den ved Artiklerne af 1273

  1. „De kaldes „Gjeſter“, heder det i Hirdſk. Cap. 43, „fordi de ofte gjeſte paa Steder, hvor man kun lidet takker dem for deres Nærværelſe“. At udføre ſlige Erender, iſær hvor det gjaldt at dræbe eller tilfangetage Røgen, ofteſt med Liſt, maatte vel anſees under en Ridders eller Hirdmands Værdighed.
  2. Vi ſee af Dipl. Norv. II. No. 25, at Hertug Haakon i Aaret 1289 ſkjenkede fin „Gjeſt“ Vidar ikke ubetydelige Bygningstomter i Oslo (hvor den ſaakaldte Vidarsgaard opførtes); ligeledes af No. 27, at han i 1290 gav ſin „Gjeſt“ Andres en Tomt øſter paa Lykkerne. Dette tyder dog paa en vis Anſeelſe hos Gjeſterne.