skulde saaledes have fuldt Harnisk, bestaaende ef Spaldiner[1] eller Vaabentrøje, Brynkolle[2] og Brynje med Brynhoser og Brynhandsker, Hjelm eller Staalhue, Sverd, Spyd, et sterkt Skjold, og en Pareerplade, helst ogsaa en Buklare[3], samt enten Haandbue eller Laasbue. Hirdmændene skulde have Vaabentrøje, og uden om den Panser eller Brynje, Staalhue, Sverd, Skjold, Spyd, Buklare og Haandbue med tre Tylfter Brodde. Gjesterne og Kjertesveinerne skulde have en sterk Vaabentrøje, Staalhue, Skjold, Sverd, Spyd og Haandbue med to Tylfter Brodde. Lendermændene og Sysselmændene skulde have endnu flere Vaaben i Forhold til deres større Anseelse. Man seer heraf, at man ved Skutilsveinernes, nu Riddernes, Bevæbning har haft Kamp til Hest for Øje, thi dertil maatte især Brynhoserne behøves: deres hele Rustning blev vel tung til Fodkamp. Saaledes lagdes den aabenbart an paa, fat Ridderens Udrustning nu virkelig skulde svare til Navnet. For at undersøge, om enhver havde de reglementerede Vaaben, skulde Kongen hver Juul holde Vaabenthing og Mønstring, og nøje lade optegne hvo der da manglede noget af disse Stykker.
Om Hirdskraaens Regler for Byttets Deling, som tydeligt nok viser sig at være fra Kong Sverres Tid, er der forhen talt. Hertil hører ogsaa den Bestemmelse, der siges at være lovet Gud baade af Kongen og hele hans Følge, at iagttage Kirke- og Kvinde-Fred. Dette var vistnok blandt de Regler, Sverre tidligt fik indført blandt Birkebeinerne for at forvandle dem til en hæderlig Krigerskare fra at være en vild Røverhob. De haandgangne Mænd tilholdtes at overholde godt Kammeratskab med hinanden, hver i sin Klasse, og indbyrdes at hjelpe hinanden af Nød og Trængsel. Den, som f. Ex. ikke vilde hjelpe sin Kammerat fra Skibbrud eller i farlige Fjelde, eller hvor han var besat af Fiender, skulde være udstødt af Hirden, hvis Kongen ej benaadede ham. Om en haandgangen Mand blev hærtagen og ført til et fremmed Land, og hans Kammerat kom did, da skulde denne udløse ham, for saa vidt hans Penge strak til, imod at faa det Udlagte erstattet naar han kom hjem, og var den andens Gods ikke tilstrækkeligt, skulde Kongen og de øvrige Kammerater tilskyde det manglende. Dersom nogen af dem blev fattig og hjelpeløs, enten formedelst Ælde eller Sygdom, skulde Kongen og hans Kammerater forhjelpe ham til Forsørgelse i Kloster, saaledes at Kongen udredede det halve af Indskudssummen (provenia), Kammeraterne
