Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/621

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
607
1277. Hirdskraa. Gjester, Kjertesveiner.


den størst mulige Klogskab og Conduite. Gjesterne havde, som det ligeledes ved flere Lejligheder er nævnt, deres eget Skib med egen Høvding. Om Kjertesveinerne, heder det, at det var en gammel Skik inden Hirden, at Kongen dertil valgte passende Mænd af god Ætt, hvorfor der ved deres Optagelse fornemmelig skulde anstilles Undersøgelse om deres Ætt og Opførsel. „De kaldes Kjertesveiner“, heder det„ endvidere, „fordi deres egentlige Forretning er at holde Kjerter for Kongen eller andre Høvdinger om Julen og for Resten naar Kongen derom lader dem tilsige; de ere og pligtige at udføre al den Tjeneste som Kongen lader fordre af dem, sig til Lettelse og Ære, og de skulle fornemmelig læggge Vind paa, at være aarvaagne og lette til alle nyttige Ting og høviske Hirdsæder, da de oftest udvælges til deres Tjeneste i den unge Alder“. De vare saaledes ganske hvad man ved andre Hoffer kaldte Pager[1]; men de skulde og, som det forstaar sig, ved Hoffet lære Vaabenferd og forberede sig til at indtræde i Hirdmændenes Tal; derfor skulde de deeltage i Vagtholdet med Hirdmændene og Gjesterne, de skulde ledsage Kongen paa hans Rejser, og have et eget Skib, ligesom Gjesterne; vi have derfor og i det foregaaende oftere seet Exempler paa, at Kjertesveinerne have deeltaget i Slag, og kæmpet tappert. Kjertesveinen beskikkedes saaledes, at han, naar Bordene vare afdækkede og Kongen tog Vaskevand, opstilledes foran Bordet, hvorpaa Kongen rakte ham Haanden over Bordet til Kys; han skulde da tilsige Kongen sin Troskab, hemmeligt og aabenbare, uden dog at aflægge nogen Eed; derpaa skulde han bøje Hovedet, og Kongen kaste Lykken af Haandklædet om hans Hals, endelig skulde han med Drottseten holde Vaskevandsfadet for Kongen, og siden skulde han, eller de øvrige, om det var flere, bære Fadet, Haandklædet og det øvrige Bordtøj bort. „Derfor“, staar det i Hirdskraa, „ere Kjertesveinerne just ikke Kongens Sverdtagere, men alligevel ham haandgangne, og deres aflagte Løfte er lige saa bindende, som om de havde svoret Eed paa Bogen“[2].

Hirdskraaen indeholder nøjagtige Bestemmelser for de Vaaben, som de haandgangne Mænd, boer efter sin Klasse, skulde have. „Alle de gamle Lovbøger“, heder det, „forpligter allerede hver Bonde, efter sin Stilling, at have visse Vaaben, ja endog Trællene, om det behøves, og dog have nu alle flere end det oprindelig var bestemt, efter de bedste Mænds Raad; og da nu Kongen og hans haandgangne Mænd bør være foran for alt Landets Folk i Anseelse, er det og billigt at de i dette Stykke ligeledes udmerke sig fremfor de øvrige“. Skutilsveinerne

  1. Dette er ogsaa paapeget ovenfor II. S. 440.
  2. Hirdskraa Cap. 47.