Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/621

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
607
1277. Hirdſkraa. Gjeſter, Kjerteſveiner.


den ſtørſt mulige Klogſkab og Conduite. Gjeſterne havde, ſom det ligeledes ved flere Lejligheder er nævnt, deres eget Skib med egen Høvding. Om Kjerteſveinerne, heder det, at det var en gammel Skik inden Hirden, at Kongen dertil valgte pasſende Mænd af god Ætt, hvorfor der ved deres Optagelſe fornemmelig ſkulde anſtilles Underſøgelſe om deres Ætt og Opførſel. „De kaldes Kjerteſveiner“, heder det„ endvidere, „fordi deres egentlige Forretning er at holde Kjerter for Kongen eller andre Høvdinger om Julen og for Reſten naar Kongen derom lader dem tilſige; de ere og pligtige at udføre al den Tjeneſte ſom Kongen lader fordre af dem, ſig til Lettelſe og Ære, og de ſkulle fornemmelig læggge Vind paa, at være aarvaagne og lette til alle nyttige Ting og høviſke Hirdſæder, da de ofteſt udvælges til deres Tjeneſte i den unge Alder“. De vare ſaaledes ganſke hvad man ved andre Hoffer kaldte Pager[1]; men de ſkulde og, ſom det forſtaar ſig, ved Hoffet lære Vaabenferd og forberede ſig til at indtræde i Hirdmændenes Tal; derfor ſkulde de deeltage i Vagtholdet med Hirdmændene og Gjeſterne, de ſkulde ledſage Kongen paa hans Rejſer, og have et eget Skib, ligeſom Gjeſterne; vi have derfor og i det foregaaende oftere ſeet Exempler paa, at Kjerteſveinerne have deeltaget i Slag, og kæmpet tappert. Kjerteſveinen beſkikkedes ſaaledes, at han, naar Bordene vare afdækkede og Kongen tog Vaſkevand, opſtilledes foran Bordet, hvorpaa Kongen rakte ham Haanden over Bordet til Kys; han ſkulde da tilſige Kongen ſin Troſkab, hemmeligt og aabenbare, uden dog at aflægge nogen Eed; derpaa ſkulde han bøje Hovedet, og Kongen kaſte Lykken af Haandklædet om hans Hals, endelig ſkulde han med Drottſeten holde Vaſkevandsfadet for Kongen, og ſiden ſkulde han, eller de øvrige, om det var flere, bære Fadet, Haandklædet og det øvrige Bordtøj bort. „Derfor“, ſtaar det i Hirdſkraa, „ere Kjerteſveinerne juſt ikke Kongens Sverdtagere, men alligevel ham haandgangne, og deres aflagte Løfte er lige ſaa bindende, ſom om de havde ſvoret Eed paa Bogen“[2].

Hirdſkraaen indeholder nøjagtige Beſtemmelſer for de Vaaben, ſom de haandgangne Mænd, boer efter ſin Klasſe, ſkulde have. „Alle de gamle Lovbøger“, heder det, „forpligter allerede hver Bonde, efter ſin Stilling, at have visſe Vaaben, ja endog Trællene, om det behøves, og dog have nu alle flere end det oprindelig var beſtemt, efter de bedſte Mænds Raad; og da nu Kongen og hans haandgangne Mænd bør være foran for alt Landets Folk i Anſeelſe, er det og billigt at de i dette Stykke ligeledes udmerke ſig fremfor de øvrige“. Skutilſveinerne

  1. Dette er ogſaa paapeget ovenfor II. S. 440.
  2. Hirdſkraa Cap. 47.