Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/620

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
606
Magnus Haakonsſøn.

velig Adelſtand, eller i det mindſte Spiren dertil, iſær med den Skattefrihed, de nu dertil havde erhvervet, og da det, ſom vi allerede have omtalt, var Skik og Brug og næſten faldt af ſig ſelv, at Hirdmandsværdigheden holdt ſig i Ætten, naar ikke ſæregne Grunde vare til Hinder derfor, ſaa indſees det let, at Forſkjellen endog var ringere end man ſtrengt taget efter Loven ſkulde antage.

Om Gjeſternes og Kjerteſveinernes Forretninger er der allerede fortalt[1]. Ved en Gjeſts Optagelſe ſkulde ligeledes hans vordende Kammerater tilſpørges, om de havde noget derimod at erindre, og Gjeſten ſkulde, ligeſom Hirdmanden, creeres ved at berøre Kongens Sverd, kun paa en noget anden Maade end Hirdmanden, og derefter kysſe Kongens Haand ſamt ſverge Eed ganſke efter ſamme Formular ſom Hirdmanden. Om Gjeſterne heder det udtrykkeligt, at hvor de vare i Bygderne, ſkulde de ſtaa Lendermændene og Sysſelmændene bi i alle kongelige Sager, naar de derom anmodedes. Det ſamme maa da end mere have været Hirdmændenes Pligt. Ved Hoffet ſkulde de deeltage med Hirdmændene i Vagtholdet; men deres fornemſte Hverv var dog, ſom vi have ſeet, at fare i Kongens Sendeferder og udføre de ofte farlige Erender han gav dem, hvorved det da kom an paa at viſe

    nærmeſt til Erſtatning for den bekoſtelige Rostjeneſte, været fritagne for de almindelige Skatter, nemlig Leding, Stød, (Krigsſtyr) og Inne (Arbejde til Landeværn, Borge, Veje o. ſ. v.), altſaa fra de ſamme Byrder, der paahvilede de norſke Bønder; thi Leding og Sted ſvarer nærmeſt til Leding og Visøre, og Forpligtelſen til at gjøre Arbejde ved Borgene have vi af Beretningen om Sverresborgens Ødelæggelſe og Gjenopbyggelſe i Bergen ſeet var ikke ganſke ukjendt i Norge, om den end ikke omtales i Loven, og egentlig var ophævet efter Sven Alfivesſøns Tid: Vejarbejde var dog i det mindſte en almindelig Forpligtelſelſe for Bønderne. I dette Stykke ſtode ſaaledes Hirdmændene i Norge ganſke paa ſamme Fod, ſom hine, undtagen at Skattefriheden indſkrænkede ſig til et beſtemt Maximum, ikke, ſom i Danmark, overførtes paa alt det Gods de „orkede at kjøbe“. Til vore Skibreder ſvarede ganſke de Danſke Skipan eller Skipen; til Styremændenes Embeder den i Danmark ſaakaldte Styreshavne, men Styreshavnen var der arvelig. (Se jydſke Lov Cap. III. 15). Det er altſaa, ſom ovenfor bemerket, paa det nærmeſte kun Arveligheden, hvori den norſke Hirdmands Stilling, naar han tillige var Styremand, adſkilte ſig fra den Danſkes. Allerede heraf ſeer man, at Jydſke Lovs Skrivemaade „Hærmand“, og det ſenere „Herremand“ maa være en nyere Forvanſkning af „Hirdmand“, der ogſaa hos os ſædvanlig maa have været udtalt „Hermand“; lige ſom da og det ſaakaldte „Herredag“ er en Forvanſkning af Hird-Dag, d. e. Hirdſtevne, hvor det tydſke „Tag“, „Dag“, ſom det i den ſenere Middelalder blev brugligt i Danmark, er ſat i Stedet for „Møde“, „Stevne“ (ſaa og „Rigsdag“ f. „Rigsmøde“). En anden Sag er at Benævnelſen „Herremand“, der og ſiden blev almindeligt Norge, udmerket godt betegner Hirdmandens Stilling i ſin Hjemkreds.

  1. Se ovf. II. S. 440, 992.