velig Adelstand, eller i det mindste Spiren dertil, især med den Skattefrihed, de nu dertil havde erhvervet, og da det, som vi allerede have omtalt, var Skik og Brug og næsten faldt af sig selv, at Hirdmandsværdigheden holdt sig i Ætten, naar ikke særegne Grunde vare til Hinder derfor, saa indsees det let, at Forskjellen endog var ringere end man strengt taget efter Loven skulde antage.
Om Gjesternes og Kjertesveinernes Forretninger er der allerede fortalt[1]. Ved en Gjests Optagelse skulde ligeledes hans vordende Kammerater tilspørges, om de havde noget derimod at erindre, og Gjesten skulde, ligesom Hirdmanden, creeres ved at berøre Kongens Sverd, kun paa en noget anden Maade end Hirdmanden, og derefter kysse Kongens Haand samt sverge Eed ganske efter samme Formular som Hirdmanden. Om Gjesterne heder det udtrykkeligt, at hvor de vare i Bygderne, skulde de staa Lendermændene og Sysselmændene bi i alle kongelige Sager, naar de derom anmodedes. Det samme maa da end mere have været Hirdmændenes Pligt. Ved Hoffet skulde de deeltage med Hirdmændene i Vagtholdet; men deres fornemste Hverv var dog, som vi have seet, at fare i Kongens Sendeferder og udføre de ofte farlige Erender han gav dem, hvorved det da kom an paa at vise
- ↑ Se ovf. II. S. 440, 992.
nærmest til Erstatning for den bekostelige Rostjeneste, været fritagne for de almindelige Skatter, nemlig Leding, Stød, (Krigsstyr) og Inne (Arbejde til Landeværn, Borge, Veje o. s. v.), altsaa fra de samme Byrder, der paahvilede de norske Bønder; thi Leding og Sted svarer nærmest til Leding og Visøre, og Forpligtelsen til at gjøre Arbejde ved Borgene have vi af Beretningen om Sverresborgens Ødelæggelse og Gjenopbyggelse i Bergen seet var ikke ganske ukjendt i Norge, om den end ikke omtales i Loven, og egentlig var ophævet efter Sven Alfivessøns Tid: Vejarbejde var dog i det mindste en almindelig Forpligtelselse for Bønderne. I dette Stykke stode saaledes Hirdmændene i Norge ganske paa samme Fod, som hine, undtagen at Skattefriheden indskrænkede sig til et bestemt Maximum, ikke, som i Danmark, overførtes paa alt det Gods de „orkede at kjøbe“. Til vore Skibreder svarede ganske de Danske Skipan eller Skipen; til Styremændenes Embeder den i Danmark saakaldte Styreshavne, men Styreshavnen var der arvelig. (Se jydske Lov Cap. III. 15). Det er altsaa, som ovenfor bemerket, paa det nærmeste kun Arveligheden, hvori den norske Hirdmands Stilling, naar han tillige var Styremand, adskilte sig fra den Danskes. Allerede heraf seer man, at Jydske Lovs Skrivemaade „Hærmand“, og det senere „Herremand“ maa være en nyere Forvanskning af „Hirdmand“, der ogsaa hos os sædvanlig maa have været udtalt „Hermand“; lige som da og det saakaldte „Herredag“ er en Forvanskning af Hird-Dag, d. e. Hirdstevne, hvor det tydske „Tag“, „Dag“, som det i den senere Middelalder blev brugligt i Danmark, er sat i Stedet for „Møde“, „Stevne“ (saa og „Rigsdag“ f. „Rigsmøde“). En anden Sag er at Benævnelsen „Herremand“, der og siden blev almindeligt Norge, udmerket godt betegner Hirdmandens Stilling i sin Hjemkreds.
