skikkelige mod deres Granner, altsaa ikke utilbørligt benytte sig af deres Overvegt), men det maa ogsaa have været anseet som en nødvendig Følge af deres Forhold til Kongen, og af deres Stilling forøvrigt, da de, som det siges udtrykkeligt i „Kongespejlet“, og som vi allerede ovenfor oftere have paapeget, vare forpligtede til at staa Kongens Embedsmænd, fornemmelig Sysselmanden, bi i Udøvelsen af deres Forretninger, eller overhoved at være et Slags Styrelsesmænd (stjórnarmenn)[1]. Det er klart, at den nøjere betegnede og udvidede Embedsvirksomhed, der i den senere Tid, fornemmelig ved Artiklerne af 1273, var anviist Sysselmændene, tildeels maa have givet hiin ubestemte Myndighed for Hirdmændene nogen Indskrænkning, thi ellers maatte de endog paa en utilbørlig Maade kunne gribe ind i hans Forretninger; men Forpligtelsen til at staa ham bi, naar han dertil opfordrede dem, seer man dog altid har været der, og deres Myndighed og Anseelse blev snarere større end mindre[2]. Hertil bidrog ogsaa deres Ret til at holde hver tvende Huuskarle, hvilket den ofte omtalte Ledingsfrihed viser Kat de maa have haft. I Tilfælde af fiendtligt Overfald i den Egn, hvor en Hirdmand boede, skulde han strax indfinde sig enten hos Kongen selv eller hos Sysselmanden, og tilbyde sin Tjeneste[3]. Ligeledes skulde de haandgangne Mænd og Veitslemændene hjelpe Sysselmanden med Eftersynet af Vaaben paa de almindelige Vaabenthing[4]. Det faldt ogsaa af sig selv, og er derfor ikke udtrykkeligt paabudet, men sees ligeledes af Kongespejlet at have været det sædvanlige[5], at ved virkeligt Udbud valgtes Skibsstyrerne af Hirdmændenes Tal, og heraf maatte det igjen blive Regelen, at den fornemste eller maaskee eneste Hirdmand, der boede i en Skibrede, betragtedes som fast Skibsstyrer, havde stadigt Opsyn med Skibet, og forestod Udrustningen, naar det skulde behøves. Der manglede saaledes egentlig kun, at denne Styremandsværdighed skulde være arvelig, til at de norske Hirdmands Stilling omtrent vilde være som de danske saakaldte Herremænds (d. e. Hirdmænds),[6] eller med andre Ord, at de dannede en ar-
- ↑ See ovenfor II. S. 992 jvfr. Kongespejlet, Cap. 28; her faar man egentlig bedre Begreb om Hirdmændenes virkelige Stilling og Betydning i Samfundet, end af Hirdskraaen.
- ↑ Merkeligt nok, tales der ikke om den særegne Huuskarlsgjeld, (1 Mk. Guld), som Kongen ved Siden af det almindelige Thegngilde skulde tage for en Huuskarls, altsaa ogsaa for en Hirdmands Drab, ifølge det udtrykkelige Udsagn i Kongespejlet, s. o. II. S. 993. Denne Bod er dog visselig vedbleven.
- ↑ Hirdskr. Cap. 37.
- ↑ Landslov, III. 12.
- ↑ Kongespejlet S. 61, 62.
- ↑ De danske saakaldte „Herremænd“ havde allerede paa denne Tid forlængst,
