Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/619

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
605
1277 Hirdſkraa. Hirdmænd.

ſkikkelige mod deres Granner, altſaa ikke utilbørligt benytte ſig af deres Overvegt), men det maa ogſaa have været anſeet ſom en nødvendig Følge af deres Forhold til Kongen, og af deres Stilling forøvrigt, da de, ſom det ſiges udtrykkeligt i „Kongeſpejlet“, og ſom vi allerede ovenfor oftere have paapeget, vare forpligtede til at ſtaa Kongens Embedsmænd, fornemmelig Sysſelmanden, bi i Udøvelſen af deres Forretninger, eller overhoved at være et Slags Styrelſesmænd (stjórnarmenn)[1]. Det er klart, at den nøjere betegnede og udvidede Embedsvirkſomhed, der i den ſenere Tid, fornemmelig ved Artiklerne af 1273, var anviiſt Sysſelmændene, tildeels maa have givet hiin ubeſtemte Myndighed for Hirdmændene nogen Indſkrænkning, thi ellers maatte de endog paa en utilbørlig Maade kunne gribe ind i hans Forretninger; men Forpligtelſen til at ſtaa ham bi, naar han dertil opfordrede dem, ſeer man dog altid har været der, og deres Myndighed og Anſeelſe blev ſnarere ſtørre end mindre[2]. Hertil bidrog ogſaa deres Ret til at holde hver tvende Huuskarle, hvilket den ofte omtalte Ledingsfrihed viſer Kat de maa have haft. I Tilfælde af fiendtligt Overfald i den Egn, hvor en Hirdmand boede, ſkulde han ſtrax indfinde ſig enten hos Kongen ſelv eller hos Sysſelmanden, og tilbyde ſin Tjeneſte[3]. Ligeledes ſkulde de haandgangne Mænd og Veitſlemændene hjelpe Sysſelmanden med Efterſynet af Vaaben paa de almindelige Vaabenthing[4]. Det faldt ogſaa af ſig ſelv, og er derfor ikke udtrykkeligt paabudet, men ſees ligeledes af Kongeſpejlet at have været det ſædvanlige[5], at ved virkeligt Udbud valgtes Skibsſtyrerne af Hirdmændenes Tal, og heraf maatte det igjen blive Regelen, at den fornemſte eller maaſkee eneſte Hirdmand, der boede i en Skibrede, betragtedes ſom faſt Skibsſtyrer, havde ſtadigt Opſyn med Skibet, og foreſtod Udruſtningen, naar det ſkulde behøves. Der manglede ſaaledes egentlig kun, at denne Styremandsværdighed ſkulde være arvelig, til at de norſke Hirdmands Stilling omtrent vilde være ſom de danſke ſaakaldte Herremænds (d. e. Hirdmænds),[6] eller med andre Ord, at de dannede en ar-

  1. See ovenfor II. S. 992 jvfr. Kongeſpejlet, Cap. 28; her faar man egentlig bedre Begreb om Hirdmændenes virkelige Stilling og Betydning i Samfundet, end af Hirdſkraaen.
  2. Merkeligt nok, tales der ikke om den ſæregne Huuskarlsgjeld, (1 Mk. Guld), ſom Kongen ved Siden af det almindelige Thegngilde ſkulde tage for en Huuskarls, altſaa ogſaa for en Hirdmands Drab, ifølge det udtrykkelige Udſagn i Kongeſpejlet, ſ. o. II. S. 993. Denne Bod er dog visſelig vedbleven.
  3. Hirdſkr. Cap. 37.
  4. Landslov, III. 12.
  5. Kongeſpejlet S. 61, 62.
  6. De danſke ſaakaldte „Herremænd“ havde allerede paa denne Tid forlængſt,