Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/618

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
604
Magnus Haakonsſøn.


ter om Sædelighed og god Opførſel, ſom man næſten ſkulde antage flydte af den ſamme Pen ſom Kongeſpejlet, og derfor upaatvivleligt hører til den oprindelige Deel af Hirdſkraaen, fra Sverres Tid. Med Henſyn til Optagelſen i Hirden er her den merkelige, og ſom man af mange Beretninger i Sagaerne ſeer, ældgamle Regel, at om end Kongen foreløbigt har givet den, der anholdt derom, ſit Samtykke, ſkulde dog, gjennem en af Stallarerne eller Merkesmanden, de tilſtedeværende Hirdmænd tilſpørges, hvorvidt nogen maatte have noget at indvende mod Optagelſen, for hvilken Indvending der da ſkulde anføres Grunde, og disſes Gyldighed ſkulde underkaſtes en formelig Ranſagelſe. Kongen var viſtnok ikke forpligtet til at rette ſig efter Hirdmændenes Vilje i dette Stykke, men det er dog klart, at naar de alle, eller de fleſte af dem, vare enige om at frabede ſig den Foreſlaaedes Optagelſe, maatte denne Opinionsytring udøve en ſtor Indflydelſe, og næſten tvinge Kongen til at lade Sagen fare. Udnævnelſen til Hirdmand ſkete paa den Maade, at Kongen, paa den Tid, han ej ſad tilbords, ſkulde have et Sverd, helſt ſit Kroningsſverd, liggende over ſine Knæ og holde i Feſtet, hvorefter den vordende Hirdmand knælende ſkulde tage under Feſtet med ſin højre Haand og kysſe Kongen paa Haanden; derefter ſkulde han ſtaa op, og berørende en Bog (Euangeliebog), ſom Kongen ſkulde have ved Haanden og række ham, ſverge følgende Eed: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog, og det ſkyder jeg til Gud, at jeg ſkal være min Herre (N. N.) Norges Konge huld og tro, aabenbarligen og lønligen, følge ſkal jeg ham inden- og udenlands, og aldrig ſkilles fra ham uden hans Tilladelſe eller i fuldſtændigt Nødsfald; holde ſkal jeg de Eder, ſom han har tilſvoret alt Landets Folk, efter det Vid, Gud under mig; ſaa være mig Gud huld ſom jeg ſiger ſandt, gram om jeg lyver“. Derpaa ſkulde han atter falde paa Knæ for Kongen og lægge begge ſine Hænder ſammen, medens Kongen lagde ſine Hænder udenom hans, hvorefter Kongen ſkulde kysſe ham. Siden ſkulde han ligeledes hilſes af Lendermændene og de øvrige Hirdmænd ved Kys[1]. Saaledes var Hirdmanden virkelig Sverdtager, og hans Hverv at bære Sverd og med Vaaben værne om Kongens Perſon derved antydet. Hirdmændenes Hovedpligter, naar de opholdt ſig ved Hoffet, var at holde Fylgd, ſom det kaldtes, nemlig at gjøre Vagttjeneſte i Gaarden, og ledſage Kongen paa hans Vandringer. De fleſte Hirdmænd vare vel ellers de, ſom Kongeſpejlet kalder de „ikke bordfaſte“, der havde Orlov og ſad hjemme paa deres Gaarde; det forforſtaar ſig, at de der ej alene maa have nydt en qvalificeret Anſeelſe (hvilket endog fremgaar deraf, at det udtrykkeligt paalægges dem at være

  1. Hirdſkraa, Cap. 31.