Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/615

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
601
1277. Hirdſkraaen. Hirdpreſter. Stallarer.


Klerker og Capellaner, og da det maatte være dem om at gjøre, at ſikre ſig disſe uundværlige Tjeneres Hengivenhed endog naar der ſkulde være Uenighed mellem Kongen og Kirken, overhoved at drage dem ſaa meget ſom muligt ind i ſine Interesſer, havde Kongen ſøgt at beholde Retten til at beſkikke Preſter ved de af dem ſelv ſtiftede eller voterede Capeller. Vi have ogſaa ſeet, hvorledes Kong Haakon Haakonsſøn havde erhvervet ſig en udtrykkelig Tilladelſe dertil af Pave Innocentius den 4de, „ſom Erſtatning fordi hans Forfædre havde gjort Afkald paa Patronatsretten over de øvrige Kirker i Landet“[1]; nemlig ſaaledes at Biſkopperne ſkulde erkjende og indvie de Preſter, ſom Kongerne dertil præſenterede. Rigtignok havde Erkebiſkoppen, ſom vi nys have ſeet, faaet den gamle Artikel fra 1194 ind i Compoſitionen, hvorved denne Præſentation ſkulde bortfalde, og Biſkoppen uden Videre have Ret til at indſætte Preſter ved de kongelige Capeller ſom andenſteds; men da Hirdſkraa blev ført i Pennen, havde dog Kongen Retten endnu, og det var vel endog et Spørgsmaal om en pavelig Beſtemmelſe ſaaledes uden videre kunde afſkaffes. I det mindſte maa Kongen, uanſeet Compoſitionen, have beholdt ſin Ret ved det Capell, der kunde betragtes ſom hans egentlige Sognekirke, nemlig Apoſtelkirken i Bergen. Denne havde Kongen allerede i 1271 indrettet til en Collegiatkirke, med en Provſt og Canonici eller Chorsbrødre[2], og disſe i det mindſte havde Kongen udvalgt ſelv, da Compoſitionen den Gang endnu ej var afſluttet: desuden var hans Ven Aſkatin paa den Tid Biſkop, og rettede ſig viſtnok ganſke efter Kongens Ønſker i det Stykke. At Kongen for Eftertiden tænkte at vælge ſine Hirdpreſter af dette Collegium, ja at han vel og haabede herved at ſikkre ſig et Forraad af Mænd, blandt hvilke han kunde vælge ſine Kantſlere, er højſt ſandſynligt. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes de kongelige Capeller tilſidſt kom til at udgjøre et eget gejſtligt Stift for ſig ſelv, unddraget Biſkoppernes Tilſyn.

Den næſte Rang i Hirden efter Lendermændene og Kantſleren ſkulde Stallarerne indtage; de havde, heder det, efter Lov og gammel Skik al den Ret ſom Lendermændene; Lendermand og Stallarere opføres ogſaa i den ældre Gulathingslov med een Ret, nemlig 6 Mkr, medens Jarlen og Biſkop tager 12, Haulden tre. Derfor regnedes Stallarerne ogſaa efter 1277 blandt Rigets Baroner, ligeſom vi i Compoſitionen ſee begge Stallarer, Audun Hugleiksſøn og Vigleik Audunsſøn, nævnte blandt disſe. Stallarernes Forretning var, ſom det tidligere (II. S. 992) er omtalt, fornemmelig at tale paa Kongens Vegne paa

  1. Dipl. Norv. I, No. 43 jvfr. ovf. S. 48.
  2. Isl. Annaler, ved 1271.