Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/613

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
599
1277. Hirdſkraaen. Kantſleren.


at den netop har beløbet ſig til ſex „Nev“[1]. Da Lendermændene, ſiges det endvidere, ſkulle være Kongens højeſte Raadgivere, bør de og være ham de huldeſte, baade hemmeligt og aabenbart, og deri ligeſaavel være forud for andre ſom i Ære og Rang. Naar Kongen beſkylder ſin Lendermand for „Landraad“ eller Svig, og Sagen ikke er ganſke aabenbar, men Lendermanden benegter Sigtelſen, ſkal der førſt prøves Afgjørelſe i Stilhed, mislykkes dette, ſkal Sagen behandles paa Hirdſtevne og 12 Mand udnævnes til at underſøge den.

Efter Lendermændene nævner Hirdſkraa Kantſleren, „der hørte blandt Kongens højeſte Raadgivere inden Hirden, og ſkulde have Ret og Rang ved Siden af Lendermændene baade i Sæde og al anden Hædersbeviisning“. Kantſler- eller Storſeglbevarer-Embedet havde allerede længe beſtaaet ved de norſke Kongers Hof; ſaaledes yttrede Kong Philip udtrykkeligt, da man ved Forliget til Hvitingsø fordrede, at han ſkulde nedlægge ſin Kongetitel og udlevere ſit kongelige Segl, „at dette ſidſte var ham umuligt, da Seglet var hos hans Kantſler i Oslo“[2]. Kantſlerens Embedspligter vare, ſom det i Hirdſkraaen heder, at bevare Kongens Segl, og udfærdige ſamt beſegle de Breve, Kongen udſtedte, holde Bog over Kongens Ejendomme, og nøje optegne ſaavel de ved Kjøb og Sagefald tilkommende, ſom de bortforlenede, ſamt derhos bolde Kongens Landſkyldsbøger i Orden; hvorhos han altid ſkulde gaa Kongen tilhaande med ſine Raad, og fare i de Sendeferder, Kongen paalagde ham inden- og udenlands[3]. Paa denne Viis ſees Aſkatin, der ſenere blev Biſkop i Bergen, allerede under Kong Haakon at være brugt i Geſandtſkaber, ſkjønt han, beſynderligt nok, ikke kaldtes Kantſler førend i Kong Magnus’s Saga. Men man kan dog ikke tvivle paa, at han allerede under ham har beklædt Kantſler-Embedet, og man maa anſee det for en blot og bar Tilfældighed, at han ikke udtrykkeligt kaldes Kantſler, ligeſom at dette Embede overhoved ikke nævnes i Kong Haakons Saga. Da Kantſleren ej alene ſkulde være ſkrivekyndig, men og ifølge de Pligter, der paalaa ham, maatte beſidde mere end almindelig Dannelſe, fornemmelig i Sprog og Lovkyndighed, med andre Ord have fuldkommen „Klerke-Lærdom“ faldt det af ſig ſelv, at Embedet ſom ofteſt beklædtes af Gejſtlige, og , dette var vel ogſaa i de ældre Tider, da Boglærdom var ſaa ſjelden hos Lægmænd, næſten altid Tilfældet. At man endog ved Affattelſen af Capitlet i „Hirdſkraa“, der handler om Kantſleren, tænkte ſig denne nærmeſt ſom Gejſtlig, og at det ſaaledes rimeligviis er ført i Pennen

  1. Nemlig for Lendermanden ſelv og de fem Mænd han ſkulde ſtille.
  2. See ovf. III. S. 535.
  3. Hirdſkraa, Cap. 21.