Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/612

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
598
Magnus Haakonssøn.


eller overhoved af de fornemste blandt de Tilstedeværende lede frem for sit Højsæde, hvorefter han selv skulde række ham Haanden og lede ham til sit Sæde paa Pallen til Højre, hvor de andre Lendermænd sad. „Den Ret“, heder det, „skulle Lendermændene have hos Kongen, at de næst Hertugen og Jarlerne skulle være Kongens største og højeste Raadgivere, ligesaa og inden Hirden, ved alle vigtige Sager. Her have vi saaledes det Grundlag, hvorpaa deres senere Titel af Baroner og vel ogsaa de dermed forbundne Fordringer hvilede. Som den til Lendermandens Værdighed hørende Forlening bestemmes fremdeles i femten Merkers Veitsle, ligesom de og skulde have Ret til „sig til Støtte og Kongen til Hjelp“, at holde 40 Huuskarle, ikke flere. Paa de største Højtidsdage skulde de „holde Fylgd“, som det heder, med Kongen, og naar han bar Krone eller Garland (ved Processioner) skulde en Lendermand bære Kroningssverdet, hvis det ikke bares af Hertugen eller en Jarl[1]. I de saakaldte „Retterbøder“, som tilføjes Hirdskraaen ved Slutningen, findes den merkelige Bestemmelse, at om end en Sysselmand eller anden Lendermand (nemlig i Egenskab af Sysselmand) har Magt over en Lendermands Huuskarl (det vil sige i alt andet er hans lovligt beskikkede Øvrighed), er han dog ikke berettiget til at opnævne ham til Krigstjeneste, uden naar Kongen selv udtrykkeligt byder det i sit Brev, eller et pludseligt Fiende-Anfald gjør det nødvendigt; samt at ved almindeligt Opbud Lendermandens Huuskarle blot skulle følge deres Herre (altsaa ikke sættes paa et andet Skib eller til Lands i nogen anden Trop)[2]. Dette er den eneste Antydning, vi i Hirdskraaen selv finde til den oftere omtalte Ledingsfrihed for Kongens haandgangne Mænd; thi her handles vel kun om virkelig personlig Tjeneste, ikke om Ledings-Ydelsen, men af den ene Frihed maatte dog ved den forandrede Ledingsberegning den anden følge, og man kan derfor antage som temmelig sikkert, at Lendermanden i det mindste var ledindingsfri for de fem Mænd han skulde stille. Da Lendermandsværdigheden var afskaffet paa den Tid, hiin kongelige Forordning udkom, der nærmere omtaler Antallet af de „Nev“, for hvilke Skutilsveiner og ringere Kongsmænd vare fritagne, er der følgelig blot Tale om disse, uden at man seer, om Lendermanden overhoved havde nogen „Nev“ fri. Men da denne Ledingsfrihed, som det ovenfor er paapeget, upaatvivlelig sluttede sig til den Forpligtelse at stille Krigsfolk, ledes man herved til den Formodning, at Lendermændene maa have faaet Fritagelse for Leding samtidigt med de øvrige haandgangne Mænd, og

  1. Hirdskr. Cap. 18–20.
  2. Hirdskr. Cap. 48. Jvfr. nedenfor.