Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/612

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
598
Magnus Haakonsſøn.


eller overhoved af de fornemſte blandt de Tilſtedeværende lede frem for ſit Højſæde, hvorefter han ſelv ſkulde række ham Haanden og lede ham til ſit Sæde paa Pallen til Højre, hvor de andre Lendermænd ſad. „Den Ret“, heder det, „ſkulle Lendermændene have hos Kongen, at de næſt Hertugen og Jarlerne ſkulle være Kongens ſtørſte og højeſte Raadgivere, ligeſaa og inden Hirden, ved alle vigtige Sager. Her have vi ſaaledes det Grundlag, hvorpaa deres ſenere Titel af Baroner og vel ogſaa de dermed forbundne Fordringer hvilede. Som den til Lendermandens Værdighed hørende Forlening beſtemmes fremdeles i femten Merkers Veitſle, ligeſom de og ſkulde have Ret til „ſig til Støtte og Kongen til Hjelp“, at holde 40 Huuskarle, ikke flere. Paa de ſtørſte Højtidsdage ſkulde de „holde Fylgd“, ſom det heder, med Kongen, og naar han bar Krone eller Garland (ved Procesſioner) ſkulde en Lendermand bære Kroningsſverdet, hvis det ikke bares af Hertugen eller en Jarl[1]. I de ſaakaldte „Retterbøder“, ſom tilføjes Hirdſkraaen ved Slutningen, findes den merkelige Beſtemmelſe, at om end en Sysſelmand eller anden Lendermand (nemlig i Egenſkab af Sysſelmand) har Magt over en Lendermands Huuskarl (det vil ſige i alt andet er hans lovligt beſkikkede Øvrighed), er han dog ikke berettiget til at opnævne ham til Krigstjeneſte, uden naar Kongen ſelv udtrykkeligt byder det i ſit Brev, eller et pludſeligt Fiende-Anfald gjør det nødvendigt; ſamt at ved almindeligt Opbud Lendermandens Huuskarle blot ſkulle følge deres Herre (altſaa ikke ſættes paa et andet Skib eller til Lands i nogen anden Trop)[2]. Dette er den eneſte Antydning, vi i Hirdſkraaen ſelv finde til den oftere omtalte Ledingsfrihed for Kongens haandgangne Mænd; thi her handles vel kun om virkelig perſonlig Tjeneſte, ikke om Ledings-Ydelſen, men af den ene Frihed maatte dog ved den forandrede Ledingsberegning den anden følge, og man kan derfor antage ſom temmelig ſikkert, at Lendermanden i det mindſte var ledindingsfri for de fem Mænd han ſkulde ſtille. Da Lendermandsværdigheden var afſkaffet paa den Tid, hiin kongelige Forordning udkom, der nærmere omtaler Antallet af de „Nev“, for hvilke Skutilſveiner og ringere Kongsmænd vare fritagne, er der følgelig blot Tale om disſe, uden at man ſeer, om Lendermanden overhoved havde nogen „Nev“ fri. Men da denne Ledingsfrihed, ſom det ovenfor er paapeget, upaatvivlelig ſluttede ſig til den Forpligtelſe at ſtille Krigsfolk, ledes man herved til den Formodning, at Lendermændene maa have faaet Fritagelſe for Leding ſamtidigt med de øvrige haandgangne Mænd, og

  1. Hirdſkr. Cap. 18—20.
  2. Hirdſkr. Cap. 48. Jvfr. nedenfor.