Ord til andet foreskrevet for Jarlen. Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelse er ogsaa næsten den samme som ved Hertugens: Jarlen skal ligeledes først sidde paa Trinet foran Kongens Højsæde paa Hyldingstribunen, og Kongen skal derpaa tage ham ved Haanden og føre ham op i Højsædet samt give ham Sverd og Merke, kun er Højsædet ikke, som for Hertugen, lige ved Kongens, men „et godt Stykke derfra“. Førend selve Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelse beskrives, forudskikkes der en merkelig Redegjørelse for hvor mange Slags Jarleværdigheder der have været i Norge, „da det turde hænde at mange kjendte mindre hertil end ønskeligt“. Af to Slags, siges der, ere de Jarler, som have været udnævnte, det første Slags er de indenlandske Jarler, naar nemlig Kongen har givet sine egtefødde Sønner eller Brødre eller Svogere Jarlenavn med Forleninger; og her følger da den allerede ovenfor meddeelte Erklæring om at dette Slags Jarleværdighed aldrig har været eller kan være arvelig. Det andet Slags, Jarler ere de, som Kongen beskikker over sine Skatlande, først og fremst Orknøerne, paa de Betingelser, der indeholdes i Forliget af 1199 mellem Kong Sverre og Harald Madadhssøn, nærmere bestemt ved det nye Forlig i Bergen 1267 mellem Kong Magnus og Magnus Gilbertssøn; dernæst Jarlen over Island, for saa vidt Kongen beskikker en saadan med den Aftale som ham synes efter Guds Forsyn og gode Mænds Raad. Der var paa den Tid, da denne Artikel blev forfattet, ingen Jarl paa Island, saasom Gissur var død i 1268, og der blev heller ikke siden efter nogen udnævnt; derfor omtales en saadan Udnævnelse her kun som en Mulighed[1].
Forskriften om Lendermændenes Udnævnelse synes væsentligt at tilhøre den oprindelige Deel af Hirdskraaen, skjønt Tillægget „thi saa har været Brug fra gammel Tid“ ved den Regel, at det helst skulde skee paa en af de store Højtider, Juul eller Paaske, dog synes at vidne om en sildigere Bearbejdelse af den ældre Text. Vi have allerede i det foregaaende ved flere Lejligheder seet, hvorledes Kongen især om Julen plejede at creere Lendermænd. Det skulde skee ved Taflet. Strax efter at Bordversene vare fremsagte og Maden velsignet, men førend Kongen havde sat sig i sit Højsæde, skulde der først bekjendtgjøres i Hallen, at Kongen agtede at ophøje den Mand, hvorom her var Tale, til Lendermands-Værdighed, til Belønning for hans tro Tjeneste, hvis han ellers var kjendt af de fleste for en brav Mand. Meningen hermed var egentlig, som man seer, at de, som havde Indvendinger at fremføre, nu skulde forebringe dem, men saadant hændtes vel neppe nogensinde. Derpaa skulde Kongen lade ham af to andre Lendermænd, Stallarer, Merkesmænd,
- ↑ Hirdskr. Cap. 15.
