Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/611

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
597
1277. Hirdſkraaen. Beſkikkelſe af Lendermænd.


Ord til andet foreſkrevet for Jarlen. Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelſe er ogſaa næſten den ſamme ſom ved Hertugens: Jarlen ſkal ligeledes førſt ſidde paa Trinet foran Kongens Højſæde paa Hyldingstribunen, og Kongen ſkal derpaa tage ham ved Haanden og føre ham op i Højſædet ſamt give ham Sverd og Merke, kun er Højſædet ikke, ſom for Hertugen, lige ved Kongens, men „et godt Stykke derfra“. Førend ſelve Højtideligheden ved Jarlens Udnævnelſe beſkrives, forudſkikkes der en merkelig Redegjørelſe for hvor mange Slags Jarleværdigheder der have været i Norge, „da det turde hænde at mange kjendte mindre hertil end ønſkeligt“. Af to Slags, ſiges der, ere de Jarler, ſom have været udnævnte, det førſte Slags er de indenlandſke Jarler, naar nemlig Kongen har givet ſine egtefødde Sønner eller Brødre eller Svogere Jarlenavn med Forleninger; og her følger da den allerede ovenfor meddeelte Erklæring om at dette Slags Jarleværdighed aldrig har været eller kan være arvelig. Det andet Slags, Jarler ere de, ſom Kongen beſkikker over ſine Skatlande, førſt og fremſt Orknøerne, paa de Betingelſer, der indeholdes i Forliget af 1199 mellem Kong Sverre og Harald Madadhsſøn, nærmere beſtemt ved det nye Forlig i Bergen 1267 mellem Kong Magnus og Magnus Gilbertsſøn; dernæſt Jarlen over Island, for ſaa vidt Kongen beſkikker en ſaadan med den Aftale ſom ham ſynes efter Guds Forſyn og gode Mænds Raad. Der var paa den Tid, da denne Artikel blev forfattet, ingen Jarl paa Island, ſaaſom Gisſur var død i 1268, og der blev heller ikke ſiden efter nogen udnævnt; derfor omtales en ſaadan Udnævnelſe her kun ſom en Mulighed[1].

Forſkriften om Lendermændenes Udnævnelſe ſynes væſentligt at tilhøre den oprindelige Deel af Hirdſkraaen, ſkjønt Tillægget „thi ſaa har været Brug fra gammel Tid“ ved den Regel, at det helſt ſkulde ſkee paa en af de ſtore Højtider, Juul eller Paaſke, dog ſynes at vidne om en ſildigere Bearbejdelſe af den ældre Text. Vi have allerede i det foregaaende ved flere Lejligheder ſeet, hvorledes Kongen iſær om Julen plejede at creere Lendermænd. Det ſkulde ſkee ved Taflet. Strax efter at Bordverſene vare fremſagte og Maden velſignet, men førend Kongen havde ſat ſig i ſit Højſæde, ſkulde der førſt bekjendtgjøres i Hallen, at Kongen agtede at ophøje den Mand, hvorom her var Tale, til Lendermands-Værdighed, til Belønning for hans tro Tjeneſte, hvis han ellers var kjendt af de fleſte for en brav Mand. Meningen hermed var egentlig, ſom man ſeer, at de, ſom havde Indvendinger at fremføre, nu ſkulde forebringe dem, men ſaadant hændtes vel neppe nogenſinde. Derpaa ſkulde Kongen lade ham af to andre Lendermænd, Stallarer, Merkesmænd,

  1. Hirdſkr. Cap. 15.