Veitsle, nærmede sig nu atter den Stilling, de havde indtaget under de ældre Konger før Sverres Dage.
Da de Lendermænd, der beseglede Compositionen af 1277, i den latinske Original kaldes „dominus Erlingus, dominus Ragnaldus“ o. s. v., og i den norske Oversættelse ej alene „Hr. Erling“, „Hr. Ragnvald“, men ogsaa tidligere tilsammen „Rigets Baroner“, medens den ældre Composition ikke sætter nogen Herretitel foran deres Navne, er det tydeligt, at disse Titler have været Lendermændene og Skutilsveinerne givne førend Compositionen sluttedes, og at saaledes Høvdingemødet i Tunsberg først har begyndt med Raadslagninger herom, hvis det ellers ikke er skeet paa en engere Hirdstevne, uden at engang Erkebiskoppen og Biskopperne vare nærværende. At Retten til at kaldes „Ridder“ ikke udstraktes til Erkebiskoppens Skutilsveiner, kan maaskee sluttes deraf, at disse i Compositionen udtrykkeligt omtales under dette ældre Navn. Thi hvis de havde været titulerede „Riddere“, maatte denne Benævnelse i det mindste have forekommet i Oversættelsen.
Da den forandrede Titulatur, i Forening med den nys forhen tilstaaede Ledingsfrihed, sluttede Rækken af de nye Bestemmelser, der under Kong Magnus’s Regjering bleve givne eller vedtagne for hans Hird, og dennes sociale og politiske Stilling derved fik sin endelige Skik, er det her det belejligste Sted til, nærmere at betragte den oftere omtalte Hirdskraa, hvori Kong Magnus’s Love og Forskrifter for Hirden, paa de nys omhandlede sidste Indrømmelser nær, ere optegnede. Den egentlige Hovedmasse af denne merkelige Lov tilhører, som vi allerede have paapeget, aabenbart Kong Sverres Tidsalder, og sandsynligviis ham selv, siden endog „Birkebeinerne“ og deres Løfter omtales der, thi man maa deraf slutte, at den nærmest er skreven for en Hird, der bestod af Birkebeiner[1]. Paa mange Steder kan man endog ret godt skjelne, hvad der hører til den oprindelige Text, og hvad der senere, fornemmelig af Kong Magnus, er tilføjet. I dennes „Retterbøder“, der anføres til Slutning, nævnes ogsaa „den gamle Hirdskraa“[2], d. e. Hirdskraaen i sin oprindelige Skikkelse. Men paa flere Steder er det dog igjen ikke saa let at paapege, hvad der er gammelt og hvad der er nyt, da Kong Magnus, som man tydeligt kan see, og aabenbart af den Grund, at Hirdskraaen var bestemt til at oplæses hver Juul[3], øjensynligt har stræbt efter at faa de af ham gjorte Tilsætninger indflettede i den allerede for Haanden værende Text, der her
