Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/609

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
595
1277. Hirdſkraaen.


Veitſle, nærmede ſig nu atter den Stilling, de havde indtaget under de ældre Konger før Sverres Dage.

Da de Lendermænd, der beſeglede Compoſitionen af 1277, i den latinſke Original kaldes „dominus Erlingus, dominus Ragnaldus“ o. ſ. v., og i den norſke Overſættelſe ej alene „Hr. Erling“, „Hr. Ragnvald“, men ogſaa tidligere tilſammen „Rigets Baroner“, medens den ældre Compoſition ikke ſætter nogen Herretitel foran deres Navne, er det tydeligt, at disſe Titler have været Lendermændene og Skutilſveinerne givne førend Compoſitionen ſluttedes, og at ſaaledes Høvdingemødet i Tunsberg førſt har begyndt med Raadſlagninger herom, hvis det ellers ikke er ſkeet paa en engere Hirdſtevne, uden at engang Erkebiſkoppen og Biſkopperne vare nærværende. At Retten til at kaldes „Ridder“ ikke udſtraktes til Erkebiſkoppens Skutilſveiner, kan maaſkee ſluttes deraf, at disſe i Compoſitionen udtrykkeligt omtales under dette ældre Navn. Thi hvis de havde været titulerede „Riddere“, maatte denne Benævnelſe i det mindſte have forekommet i Overſættelſen.

Da den forandrede Titulatur, i Forening med den nys forhen tilſtaaede Ledingsfrihed, ſluttede Rækken af de nye Beſtemmelſer, der under Kong Magnus’s Regjering bleve givne eller vedtagne for hans Hird, og dennes ſociale og politiſke Stilling derved fik ſin endelige Skik, er det her det belejligſte Sted til, nærmere at betragte den oftere omtalte Hirdſkraa, hvori Kong Magnus’s Love og Forſkrifter for Hirden, paa de nys omhandlede ſidſte Indrømmelſer nær, ere optegnede. Den egentlige Hovedmasſe af denne merkelige Lov tilhører, ſom vi allerede have paapeget, aabenbart Kong Sverres Tidsalder, og ſandſynligviis ham ſelv, ſiden endog „Birkebeinerne“ og deres Løfter omtales der, thi man maa deraf ſlutte, at den nærmeſt er ſkreven for en Hird, der beſtod af Birkebeiner[1]. Paa mange Steder kan man endog ret godt ſkjelne, hvad der hører til den oprindelige Text, og hvad der ſenere, fornemmelig af Kong Magnus, er tilføjet. I dennes „Retterbøder“, der anføres til Slutning, nævnes ogſaa „den gamle Hirdſkraa“[2], d. e. Hirdſkraaen i ſin oprindelige Skikkelſe. Men paa flere Steder er det dog igjen ikke ſaa let at paapege, hvad der er gammelt og hvad der er nyt, da Kong Magnus, ſom man tydeligt kan ſee, og aabenbart af den Grund, at Hirdſkraaen var beſtemt til at oplæſes hver Juul[3], øjenſynligt har ſtræbt efter at faa de af ham gjorte Tilſætninger indflettede i den allerede for Haanden værende Text, der her

  1. Se f. Ex. Cap. 38, om Deling af Bytte, jvfr. ovf. III. S. 303.
  2. Hirdſkr. Cap. 50.
  3. Hirdſkr. Cap. 54.