Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/608

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
594
Magnus Haakonsſøn.


eensſtemmelſen med de engelſke Forhold og derfor ogſaa denne Formodning ſelv ſterkere, er den Omſtændighed, at de engelſke Baroners Reisning under Kong Henrik for en ſtor Deel fremſkyndtes af de Udſugelſer, hvormed Landet plagedes af Paveſtolen, under hvilket Kong Johan havde lagt det ſom et Len. Paa lignende Maade havde jo Erkebiſkop Jon fordret at Norge ſkulde være et Len af St. Olaf eller Nidaros Kirke, altſaa dog ogſaa af Kirken i Almindelighed, og med de ſørgelige Exempler for Øje, hvortil ſaadan Underkaſtelſe kunde føre i England, kunde vel ogſaa de norſke verdslige Herrer føle ſig dobbelt friſtede til at følge de engelſke Baroners Exempel, og allerede antyde dette i de blotte Titler, ſom de nu antog. Vi ſkulde ſaaledes være meſt tilbøjelige til at tro, at Forſlaget til denne Foranſtaltning ſnarere udgik fra dem, end fra Kongen. At denne ſamtykkede deri, kan deels finde ſin Forklaring i hans umiskjendelige Hang til at omgive ſig med Pragt og Ceremoniell, der gjorde at han maaſkee ſelv fandt det i ſin Orden at de ældre, ſæregent norſke Titler ombyttedes med de i England og Frankrige brugelige[1], men deels ogſaa i den Nødvendighed, han befandt ſig, eller i det mindſte troede at befinde ſig, at maatte forſone den Ugunſt, hvormed de verdslige Herrer unegteligt betragtede Indrømmelſen til Gejſtligheden, ved yderligere Indrømmelſer ogſaa til dem. Og om end Indrømmelſen for det førſte ej havde været mere end den blotte Titel — og mere var den dog visſelig —, vilde dog, ſom det gjerne gaar, allerede Titlen eller Navnet have været nok til at drage det med ſamme Titel og Navn ſædvanligt forbundne Begreb efter ſig, og man vilde ſnart betragte en „Baron“ eller „Ridder“ ſom berettiget til at indtage ſamme politiſke Stilling, ſom en Baron eller Ridder i England. Saaledes, kan man ſige, havde de haandgangne Mænd, der hidtil kun, vare Kongens Tjenere, — nu gjort Begyndelſen til at ſikre ſig en egen uafhængig Stilling og ſtatsretlig Myndighed: det var lykkets dem at tilvende ſig en Deel af den Magt, ſom Kongen og Kirken ſtod i Begreb med at ſkifte mellem ſig alene paa det øvrige Folks Bekoſtning, og Lendermændene, hvis ſtørſte Forrettigheder i lang Tid kun havde beſtaaet i deres Rang og deres

  1. Vi have viſtnok allerede, i de meddeelte Brudſtykker af Kong Sverres Stridsſkrift mod Gejſtligheden ſaavel ſom af Kongeſpejlet ſeet at Benævnelſen „Ridder“ ikke var ukjendt i Norge, hvad den naturligviis heller ikke kunde være, men den havde ingen ſæregen officiel Betydning; den betegnede kun Krigere af højere Rang, fornemmelig dem, ſom kæmpede til Heſt, og hvor de omtales i Stridsſkriftet ſom en Deel af Statslegemet, har Forfatteren ikke ſærſkilt Norge for Øje, men ſøger kun at ſkildre, hvad han anſeer for Idealet af Statsforfatningen.