den 3dies langvarige og svage Regjering. Det var da, at især det nuværende Overhuus, eller Baronernes og Prælaternes Kammer, fik sin bestemte Form og Myndighed, thi uagtet Simon af Montfort, Jarl af Leicester, i den korte Tid, Baronerne under hans Ledelse havde Kong Henrik i deres Vold, sammenkaldte et Parlement, hvorved der ogsaa foruden Baronerne eller Prælaterne skulde møde Riddere fra Shirerne og Deputerede fra Byerne, var dette endnu noget ganske nyt og udenfor Regelen, og desuden alene for at bevilge Penge, ej for at raadslaa om Statens Anliggender, saa at det egentlige Parlement kun var en Sammenkomst af Prælaterne og Baronerne, eller, som Kongen selv kaldte dem, sine Raadgivere (rædesmen)[1]. Man havde derhos i England seet Exempler paa, at Baronerne havde sat et staaende, af sin egen Midte udvalgt, Raad ved Kongens Side, for at varetage deres Ret, og have Tilsyn med Regjeringens Førelse[2]. Man kan ikke betvivle, at Nordmændene, der stode i saa mangehaande Forbindelser med England, iagttoge disse Begivenheder med den mest spendte Opmerksomhed. Man finder og saavel i Kongesagaen, som i de islandske Annaler Simon af Montfort og den Feide, Baronerne med ham i Spidsen førte mod Kongen, udtrykkeligt omtalt. De norske Høvdinger vare altfor oplyste i Almindelighed, og vante ved at behandle vigtige indenrigsk-politiske Anliggender i Særdeleshed, til at de ikke fuldkommen skulde have forstaaet, hvad de engelske Baroner meente med deres Optræden mod Kongen, og hvor de vilde hen. Det er derfor højst naturligt, at de have søgt, at arbejde til et lignende Maal, for saa vidt som Forholdene i Norge og deres egen i det hele taget sterke Loyalitet tillod det. Naar vi altsaa finde de norske Herrer netop paa den Tid, da Baronernes Værdighed i England havde faaet en mere bestemt statsretlig Betydning, antage de engelske Titler af Baroner og Riddere, medens tillige de nye Høvdingemøder paa det nærmeste sees at svare til de engelske Parlementer, og derhos den nys erhvervede Skattefrihed gjør Hirdens Medlemmer til en privilegeret Stand i Stedet for at de hidtil kun havde været et Corps af kongelige Krigere: saa ligger den Slutning nær, at de nye Baroner og Riddere lode sig tildele hine Titler med den bestemte Hensigt, ej alene at antage en Benævnelse, der bedre end de tidligere charakteriserede deres nye politiske Stilling, men ogsaa at give denne Stilling selv et mere bestemt Præg, og at de arbejdede paa at faa den ganske svarende til den Betydning, hine Titler havde i England. I det mindste retfærdiggjør Baronernes Optræden faa Aar efter ganske denne Formodning. Hvad der endnu gjør Over-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/607
Denne siden er korrekturlest
593
1277. Baronernes nye Stilling og Fordringer.
